Gå til sidens indhold
Elon Musk har fået nyt legetøj - det sociale medie Twitter med 238 millioner brugere.
Tesla-milliardæren Elon Musk har overtaget Twitter og skabt bekymring med sit krav om total ytringsfrihed på platformen.
Dado Ruvic/Ritzau Scanpix

Sune Auken dropper Twitter og sine 18.700 følgere på grund af Elon Musk

Twitter bruges af mange forskere til formidling og netværk, men efter salget til Elon Musk, stilles der spørgsmålstegn ved, om platformen etisk og praktisk er det rigtige valg. Lektor Sune Auken har valgt at skifte til et alternativt socialt medie.

Emneord:

Med 18.700 følgere på Twitter har KU-lektor Sune Auken et stort publikum, som han dagligt kan kommunikere til med faglige, personlige og politiske budskaber og overvejelser. Nu vælger han at droppe sin Twitter-konto og den formidlingskanal, han møjsommeligt har opbygget.

Det skyldes én person: Twitters ny ejer Elon Musk.

”Det er blevet tydeligt, at dels gælder der andre regler for ejeren end for alle andre, dels skal man hele tiden tage stilling til ejeren. Som da han for eksempel gjorde grin med den amerikanske senator Nancy Pelosi, hvis mand var blevet udsat for et overfald. Der er vi langt hinsides, hvad man normalt vil acceptere på sociale medier”, siger Sune Auken med henvisning til Elon Musk.

I slutningen af oktober blev det officielt, at Elon Musk, stifteren af bilkoncernen Tesla, havde købt og overtaget Twitter for 44 milliarder dollars. Musk har blandt andet forklaret købet af Twitter med et ønske om en mere ubegrænset ytringsfrihed på mediet. Efter købet er store dele af ledelsen og medarbejderstaben blev afskediget, og mange frygter, at Twitter nu vil give plads til mere hadtale og ekstreme ytringer.

Selv om Elon Musk kun har stået i spidsen af Twitter i få dage, har mange allerede annonceret, at de nu vil forlade platformen. For Sune Auken er det at forlade Twitter først og fremmest en politisk markering.

”Når et socialt medie bliver bærer af ejerens værdier, så kan det blive nødvendigt at sige: det her kan jeg som politisk midtsøgende europæer ikke være en del af. Jeg vil ikke hælde vand på en mølle, som jeg ikke vil have til at dreje rundt”.

Følgerskare tager mange år at opbygge

Twitter-kontoen har haft stor betydning for Sune Aukens virke som forsker i forhold til formidling og netværk. Derfor er det med stor ærgrelse, han dropper kanalen.

”Det giver mig noget rækkevidde og et netværk, jeg kan bruge til at starte samtale og byde ind i samtaler. Det er et netværk, som mange af os har investeret mange kræfter og identitet i. Det kræver års arbejde at opbygge en følgerskare på næsten 19.000 mennesker. Så det er en stor beslutning at sige: nu opgiver jeg det her”, siger han.

Mange forskere bruger Twitter som en måde at interagere bredt og kommunikere omkring ens forskningsområde. Eksempelvis har forskere på fire universiteter taget initiativ til konti, der går på skift mellem universitetets forskere og bruges til at formidle forskernes arbejde.

Den første af disse konti var AUforskeren, som lektor Lone Kofoed Hansen var initiativtager til. Hun forsker i digitale medier og er selv flittig bruger af Twitter. Men nu overvejer hun fremtiden på Twitter – både for sig selv og AUforsker.

”Det er et godt spørgsmål. Lige nu går jeg og lurepasser lidt. Jeg kommer ikke til at trække hverken mig selv eller AUforsker fra Twitter nu og her. Men vi må se hvad der sker på platformen – om dansk Twitter flytter sig i den retning, man frygter, den engelsksprogede gør med mere voldsom tale”, siger hun.

”Musk agerer som elefant i en porcelænsbutik”

AUforskeren har eksisteret siden 2015 og har i dag næsten 5.000 følgere. Hidtil har kontoen været stort set forskånet for problemer med misinformation og krænkende ytringer. Og det er de faktorer, Lone Kofoed Hansen primært lægger vægt på.

”Jeg tror, jeg har interveneret to gange i løbet af AUforskerens levetid, og det er jo ingenting. Men det står klart, at den nye ejer går efter en anden måde at tænke ytringsfrihed på, og det kan få nogle konsekvenser. I forvejen er Twitter designet på en måde, hvor det kan være svært at undgå chikane. Og så skal jeg selvfølgelig holde øje med, om der stadig er et publikum, eller om de flytter sig. Alle platforme dør jo på et tidspunkt. For Twitter kan det være nu, eller det kan være om 5-10 år”.

På KU var lektor Laura Skouvig med til at åbne kontoen KUforskeren efter inspiration fra AU. Også hun vælger at se tiden an.

”Jeg har overvejet det – også på egne vegne. Det giver mening så længe der er følgere, aktivitet og interessante diskussioner, hvor en profil som KUforskeren kan gøre en forskel. Men det er klart, hvis det i stigende grad bliver problematisk, fordi Twitter tillægges nogle værdier, vi ikke kan stå inde for, så skal vi flytte os”.

Et medie vil aldrig være en fuldstændig neutral platform, siger Laura Skouvig, der forsker i informationshistorie. Og med Elon Musks overtagelse vil det formentlig blive mere tydeligt.

”Ingen platforme er neutrale. Det er heller ikke lige meget, om man sender sit læserbrev til Politiken eller Berlingske. Og Musk agerer som en elefant i en porcelænsbutik – han vil have total ytringsfrihed, men hvis man gør grin med ham, bliver profilen lukket ned. Det kan vi grine af, men det er da bekymrende”, siger hun med henvisning til den amerikanske komiker Kathy Griffin, hvis Twitter-konto blev lukket, efter hun havde lavet en satirisk parodi på Elon Musk.

Flugten går mod Mastodon

Hvad er alternativet, hvis man vil droppe Twitter? I øjeblikket tendensen, at mange skifter til platformen Mastodon, der ti dage efter Twitter-salget til Musk kunne registrere næsten en halv million nye brugere. Mastodon er en open source-platform, som drives af folk, der frivilligt stiller server-plads til rådighed. Platformen blev skabt i 2016 af tyskeren Eugen Rochko, som ønskede at skabe et ikke-kommercielt alternativ til Twitter.

Det er også i første omgang blevet løsningen for Sune Auken.

”Det har været et lille nørd-site, alternativ for folk, der ikke bryder sig om strukturer på klassiske sociale medier, og nu er det blevet landingspunkt for alle, der flygter fra Twitter. Jeg oprettede min profil i mandags og har allerede over 500 følgere. 500 er jo ikke noget, når man kommer fra 19.000, men det er alligevel meget på tre dage for en person, der ikke er et stort navn. Så jeg er faktisk imponeret over, hvor hurtigt ens netværk kan regenereres i en ny kontekst”.

Mastodon havde i begyndelsen af november omkring en million aktive brugere. Twitter har 238 millioner brugerkonti.

Vil du opdateres på, hvad der sker?