Dansk Magisterforening

M. Moderaterne

© Moderaterne

Claus Baggersgaard
Del artikel:

Forskerforum har stillet 10 centrale spørgsmål om forskning og uddannelse til samtlige opstillingsberettigede partier til det kommende folketingsvalg.

1. Hvad er jeres holdning til at forkorte en del af kandidatuddannelserne med 1 år, så de har en samlet længde på 4 år?

"Moderaterne mener at det er positivt med større valgmuligheder for kandidatstuderende således, at man både kan vælge en et årig og en toårig kandidatuddannelse, her ses bort fra medicinstudiet som har en 3-årig kandidat del og civilingeniør (cand.polyt.) som har 2-årig kandidatdel.  Det etårige kandidatforløb har den fordel, at de studerende som ikke sigter imod en forskeruddannelse hurtigere, kan komme i kontakt med et ansættelsessted og komme i beskæftigelse. På et senere tidspunkt, skal der være mulighed for at videreuddanne sig hvis den pågældende ser interesse i det. Moderaterne ser også gerne muligheden for erhvervs kandidater med både en etårig og toårig erhvervs-kandidatuddannelse, som tages i forbindelse med en erhvervsansættelse."

2. Hvad er jeres holdning til løftet af uddannelsestaxametret til humaniora og samfundsvidenskab? Skal det videreføres? I så fald hvor længe? Skal det gøre permanent eller skal det fjernes?

"Moderaterne mener, at det løftede taxametertilskud til humaniora og samfundsvidenskab skal fastholdes og gøres permanent for at sikre kvaliteten af uddannelserne."

3. Hvad mener I generelt om uddannelsestaxameter-taksterne? Er de passende, er de for høje eller for lave?

"Moderaterne mener, at der generelt er behov for at løfte finansieringen til forskningen og uddannelse bl.a. via taxametertilskuddet. Men da uddannelse incl. SU er kostbart for samfundet og krævende for den studerende, bør der ikke ydes taxameter til uddannelsespladser ved studier som erfaringsmæssigt igennem længere tid har vist meget høj ledighed."

4. Kriser som Corona-pandemien og krigen i Ukraine har vist et behov for at bevare et viden beredskab i Danmark bl.a. indenfor sprog og kultur i lande, som kan udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. Hvad vil I gøre for at bevare et sådant beredskab på universiteterne?

"Moderaterne mener, at det er af høj prioritet at have et viden beredskab i samfundet indenfor mange fagområder. Danmark er et lille samfund med mindre end en promille af verdens befolkning, og vi er afhængige af et globalt samarbejde både erhvervsmæssigt og sikkerhedsmæssigt. Men der er ca. 200 stater, som er medlemmer af FN og endnu flere sprog og kulturer i verden. Moderaterne mener derfor, at vi må prioritere hvor vi kan have den dybe indsigt i fremmede sprog og kulturer, og på universiteterne må der satses på evne og kapacitet til, at vi kan sætte os ind i nye sprog og kulturer efter behov. Heldigvis er engelsk blevet et verdenssprog, og det kan hjælpe i en sådan proces. Derudover er det især Tysk og Fransk, som har haft en nedgang igennem nogle årtier, og som bør fremmes, da disse lande er nære partnere handelsmæssigt og sikkerhedsmæssigt."

5. I dag er det regeringens målsætning at investere mindst 1 pct. af BNP i offentlig finansieret forskning. Hvor mange procent af BNP vil I selve bruge til formålet?

"Moderaterne mener, at der skal arbejdes på at løfte især den tekniske og naturvidenskabelige forskningsindsats betydeligt i de kommende år, da dette er nødvendigt for at opretholde vores erhvervsaktiviteter på et højt internationalt konkurrenceniveau og dermed afgørende for vores velstand og velfærdssamfund.

De øgede bevillinger bør desuden fokusere på de primære udfordringer i samfundet, som er bekæmpelse af klimaforandringer, samt digitalisering af hele samfundet."

6. Hvad er jeres holdning til, at forskningsbevillingerne på finansloven bliver modregnet hver gang universiteterne skaffer midler fra EU?

"Moderaterne mener, at det giver et negativt incitament, når der sker en modregning på finanslovens forskningsbevilling ved hjemtagning af EU-forskningsmidler, og at denne ordning derfor bør afvikles."

7. Hvordan vil I sikre en passende balance mellem private eksterne - og offentlige forskningsmidler på universiteterne? Vil I f.eks. bevilge flere basismidler?

"Moderaterne mener, at som led i øgning af forskningsmidlerne fra private donorer, bør basismidler og taxameter tilskud tilgodeses, og dette vil have en betydning for balancen imellem eksterne og offentlige forskningsmidler."

8. Skal universiteterne have mulighed for at eje deres egne bygninger?

"Moderaterne mener, at universiteterne bør have størst mulig fleksibilitet til at styre deres egen økonomi, og derfor bør universiteterne også have mulighed for at eje deres bygninger."

9. Ønsker I en revision af universitetsloven? Hvad skal i så fald ændres?

"Der har i forskerkredse herunder fra Videnskabernes Selskab været udtrykt ønske om, at der blev nedsat en kommission til at evaluere universitetsloven, herunder et eftersyn af finansierings og incitaments strukturer.

Moderaterne vil støtte at universitetsloven bliver genstand for en international evaluering i en kommission hvis, der er et generelt ønske om dette hos de universitetsansatte."

10. Mener I, at forskningsfriheden er sikret godt nok i Danmark?

"Forskningsfrihed er en forudsætning for forskning af høj kvalitet, og en grundlæggende ret for universiteter og forskere defineret i universitetsloven og for beslægtede institutioner defineret i loven bag disse institutioner. Forskning skal finde ny viden og vil derfor løbende kunne udfordre almindelig tænkning i samfundet og således blive udsat for et vist pres i offentligheden. Dette har været diskuteret specielt for forskningsbaseret rådgivning og myndighedsbetjening.

Moderaterne mener, at forskningsfriheden fortsat skal være beskyttet af universitetsloven og tilsvarende for andre institutioner.

For offentlige styrelser, som ikke er underlagt disse love, bør der indføres et krav om høj faglighed i ledelsen og et armslængde princip fra ministeriernes departementer til at modvirke unødig politisering af de offentlige institutioner.

Moderaterne vil støtte at universitetslovens regler om forskningsfrihed bliver genstand for en international evaluering i en kommission hvis, der er et generelt ønske om dette hos de universitetsansatte."

Svarene er skrevet af Lars Philipsen Prahm, folketingskandidat Moderraterne.

}