Målinger af den studerendes trivsel sætter sig i stigende grad igennem som uddannelseskvalitet. Nærmest umærkeligt synes der at være opstået et strategisk sammenfald mellem en øget interesse i at gøre de studerende erhvervsrettede på rekordtid og at sikre deres ret til trivsel og let forståelig undervisning, inden de atter lukkes ud i “den virkelige verden”.
Forskningsprojektet ”Magt og (m)ulighed” er politisk forskning, der gør æresrelateret social kontrol til en politisk konstruktion uden reel forankring i virkeligheden, skriver debattørerne.
I sin artikel om “formattvang” i nr. 338 kritiserer Steen Nepper Larsen, lektor på DPU, “et stramt formatkrav, som forskningsartikler, undervisningsformer og specialer underkastes i samtiden”. Jeg er nok én af dem, som Steen Nepper Larsen kunne tænke på med sin kritik, for jeg har gennem en menneskealder undervist i og skrevet om formater for alt det nævnte.
Af Tine Fristrup, Jens Erik Kristensen og Steen Nepper Larsen
186.000 studerende kontaktes i disse dage af Uddannelses- og Forskningsministeriet, der ønsker at måle og forbedre uddannelseskvalitet. Men målemetoden måler ikke kvalitet, så hvorfor iværksættes den storstilede undersøgelse?
Kvinders bidrag til dansk forskning udgør et stort aktiv, der bør fremmes mest muligt. Men det bør ske på en redelig måde, der gavner kvinder i startpositionen, men ikke forsøger at indvirke på slutresultatet og slet ikke via metoder i strid med lovgivningen.
Forskningsartikler, undervisningsformer og specialer underkastes et stramt formatkrav i samtiden. En dyb undren breder sig i mit sind, og to spørgsmål trænger sig på: Hvilke former for tvang styrer og indebærer formatkravet? Og kan det erkendes og betvivles – måske ligefrem bekæmpes?
