Gå til sidens indhold
Foto af lokal købmand
Foto: Sven Gjørling / Ritzau Scanpix

Centraliseret decentralisering

Regeringens udflytningsplaner er symptomatiske og selvmodsigende. Det politiske system var selv med til at centralisere og topstyre uddannelsesmaskinen. Nu vaskes der hænder i fuld offentlighed. Men selvom der skulle blive oprettet nye uddannelser i Holbæk, Ringkøbing og Svendborg, vil de alligevel stadigvæk blive styret efter centralt fastsatte kriterier.

Emneord:

Regeringen har varslet store udflytningsplaner, men det er meget tankevækkende, at ingen medier eller uddannelsespolitiske aktører og interessenter skriver eller taler om, at uddannelsesstyringslogikkerne fra Rødby til Skagen – eller måske ligefrem fra Malaga til Kiruna – ikke er til fri forhandling – endsige til individuel implementering. De er nemlig altid/allerede centralt fastlagte inkl. ECTS-udmålinger, specificerede modulkrav og alenlange beskrivelser af videns-, færdigheds-, lærings- og kompetencemål.

Tidligere minister Ulla Tørnæs (V) peger ligeledes på, at STEM-uddannelserne ikke skal dimensioneres; det skal derimod de uddannelser, der ikke bidrager til en arbejdskraftforøgelse – dvs. en produktivitetsforbedring i den eksisterende beskæftigelsesstruktur. Når erhvervslivet efterspørger en bestemt arbejdskraft, er det regeringens intention, at uddannelsesudbuddet reguleres i forhold hertil.

Det er nu ikke mange tiår siden, der var et spraglet kludetæppe af eksempelvislærerseminarier spredt ud over det ganske land, men de blev som bekendt nedlagt og centralkoagulerede efter devisen: Big is beautiful. Begrundelsen var bl.a., at niveauet var alt for “synsnende”, uvidenskabeligt og lavt i provinsen. Evidens, best practice og landsdækkende læringsplaner skulle der til. Men nu er der tilsyneladende brug for, at legitimationssuppen får en ny legering.

Akademikerbashingen 2021 følges til dørs af en kritik af det, der opfattes som de forkælede, elitære og rige storbyer. Landets store universiteter skal spare i omegnen af 10 procent af budgettet, og pengene skal bruges som julemandslignende bloktilskud til at finansiere uddannelsessteder i landdistrikterne og omkring en række købstæder og mellemstore byer på tværs af hele landet.

Selvmodsigende reparationstiltag

Regeringens udflytningsplaner vækker stærke mindelser om andre selvmodsigende reparationstiltag og urealistiske drømmescenarier. Gigantiske indkøbscentre har for længst gjort deres til at lukke lokale specialbutikker i hobetal og trække folk væk fra byer som Odense, Næstved og Holstebro.

Butiksnedlukningerne skyldes selvfølgelig også, at et stigende antal forbrugere er begyndt at anskaffe sig billige produkter direkte via nettet. Kontaktløs interaktion og serviceløshed hedder løsenet. Og så er det pludselig, at nostalgien rammer os, og vi begynder at drømme om den gamle købmandsgård og det personlige møde med den velassorterede herreekviperingsforhandler.

Handelslivet ligger med andre ord, som det har redt – og det samme gælder efterhånden også uddannelseslivet.

På mange af universitetets moduler gives der heller ikke vejledning længere. Den er sparet bort i en uddannelsesøkonomi, der til stadighed udøves af Excel-arkets eksperter. De selvsamme eksperter, der i kommunalt regi skal udarbejde såkaldte “reduktionskataloger”, der opregner mulige besparelser.

Det er også derfor, regeringens udspil om udflytning af videregående uddannelser til “byer i provinsen” vækker bekymring, når politikere taler om, hvordan vi får positioneret kommunerne som “meduddannende institutioner” i forhold til universiteternes uddannelsesudbud. Men hvordan vil kommunerne kunne bidrage til at forbedre kvaliteten af de videregående uddannelser i en i forvejen trængt kommunal økonomi?

På Østfyn var der mange af vores kammerater, der gik direkte videre fra gymnasiet til de nærliggende lærerseminarier i Odense og Skårup i slutningen af 1970’erne. Der var selvfølgelig også en del, der søgte mod de store byer for at påbegynde universitetsstudier på RUC, i Aarhus og i København. Men dengang var de fynske seminarier ikke stemplet som sekundauddannelser, og vennerne var ikke særligt betænkelige ved ikke at søge mod landets to største byer.

De blev dansk-, matematik- og musiklærere med smil om læben og intakt fagstolthed, og i Københavnsområdet vidste alle “interessenter”, at der var distinkte forskelle på de studieprogrammer og de faglige tilgange, som eksempelvis seminarierne Blaagaard, Frøbel og Skovtofte stod for. Der var plads til forskelle, og de kreeredes og blev holdt vedlige nedefra. De orkestreredes ikke top-down fra Christiansborg, EU eller OECD.

Definitionen af et godt studiemiljø bliver afgørende for uddannelseskvaliteten – et studiemiljø, der skal sikre et Danmark i bedre balance

Tine Fristrup og Steen Nepper

Lokale vidensøkonomier og “aftagere”

Norges regionale udviklingspolitik er legendarisk. Her har de mange oliemilliarder ført til, at der ligger fornemme kultur- og uddannelsesinstitutioner spredt rundt i hele landet, og at ingeniører og arkitekter har fået lov til at boltre sig for statens penge. Øjet møder elegant svungne broer og dristige træbygninger i det bjergrige land.

I Danmark tænkes der langt mere lavpraktisk. Her skal de unge blive boende, hvor de bor, og arbejdskraften skal produceres og afsættes lokalt. Regeringen inviterer til win-win-møder med deltagelse af driftige lokale borgmestre og stærke erhvervslivsinteresser. Aftagerinteresserne skal plejes. De lokale vidensøkonomier skal kunne høste den højtuddannede arbejdskraft direkte i nærområdet.

De danske politikere henter inspiration fra nabolandet Sverige. På grund af landets infrastruktur er der blevet installeret en devise om at bringe uddannelsen til den studerende, hvilket Campus Västervik er et godt eksempel på. I Sverige tilbydes statstilskud til etableringen af det, de kalder “regionale lærecentre”.

Taget de mindre årgange i betragtning fremover, så tegner der sig en dansk model. Uddannelsen skal komme til den studerende, ikke omvendt. Om det så organiseres digitalt (“uddannelsesstationer”) eller fysisk (“uddannelsesfilialer”), står der en kamp om. Definitionen af et godt studiemiljø bliver afgørende for uddannelseskvaliteten – et studiemiljø, der skal sikre et Danmark i bedre balance. Oprøret med eliten, der fik mæle i minister Kaare Dybvad Beks bog: “De lærdes tyranni – Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund”, kræver åbenbart en centraliseret decentralisering af de videregående uddannelser for at blive til virkelighed.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen