Gå til sidens indhold
Foto af Peter Skaarup
Foto: Niels Meilvang / Ritzau Scanpix
Debat

Glemsomhed, ond vilje eller bare dumhed?

For få år siden skulle alt og alle internationaliseres. Vi skulle lære at begå os i den globale vidensøkonomi, oprette verdensklasseuniversiteter, studere et semester i udlandet og nyde godt af Erasmus-programmerne. I dag lyder der andre og langt mere nationalpopulistiske toner. Væk med SU til udenlandske studerende og farvel til engelsksprogede uddannelser. Danske uddannelser er for danskere!

Emneord:

Akkompagneret af Globaliserings- og Innovationsrådenes glade budskaber om den kreative vidensøkonomis gennembrud i nullerne var man i uddannelses- og forskningspolitikken meget begejstret for at vende blikket udad mod den store verden ved indgangen til det nye årtusinde.

Skiftende regeringer af både borgerlig og socialdemokratisk observans talte floromvundent om, at det drejede sig om at lære at begå sig på globaliseringens konkurrenceprægede arenaer, hvor netop uddannelse og forskning blev anset for at være de afgørende parametre. Derfor skulle begge dele internationaliseres. Både danske og udenlandske studerende og forskere skulle være mobile og tilskyndedes til lystigt og nysgerrigt at botanisere i hinandens vidensinstitutioner med studiestøtte i baglommen. Moduler og ECTS-point fra Bologna, London og Berlin kunne tages med hjem, og herhjemme kunne man muntre sig på hold med studerende fra mange andre lande. Forskere skulle indgå i internationale netværk, publicere i internationale tidsskrifter og være på netværkskollegiale forskningsophold i den store verden. Universiteterne skulle være i verdensklasse, og viden produceres, tilegnes og spredes til hele verdens nytte og frelse.

I dag – efter finanskrisen og med trumpismen, Brexit, højrepopulismen, Orban, Erdogan m.m. i frisk erindring – synes piben at have fået en ganske anden lyd især hvad uddannelse angår. I Danmark går den socialdemokratiske regering til aktiv kamp imod “den alt for liberale” SU-ordning, der bliver “misbrugt” af udenlandske studerende, der sikkert ikke har tænkt sig at bliver boende og arbejde her i landet og betale skat efter endt uddannelse. Regeringen og Dansk Folkeparti bryder sig heller ikke om engelsksprogede uddannelser. De bliver barberet ned til sokkeholderne på universiteterne og på Københavns Erhvervsakademi (KEA).

Det gøres svært og mindre attraktivt at komme til at studere i Danmark – for både EU-borgere og folk fra andre steder på kloden. Endnu mindre bryder regeringen sig om såkaldte internationale eliter og kosmopolitiske storbyuniversiteter. Uddannelserne skal i stedet spredes rundt i hele landet. Udflytningerne skal ske indenlands. Internationaliseringsideologien er gjort tavs og erstattet af en nationaliseringsideologi, der tænker i national sammenhængskraft mellem by og land, ikke gennem kultur- og værdipolitik, men gennem uddannelsespolitik.

Samtidens studerende er i dén grad blevet formet i globaliseringens og internationaliseringens lys og synes at se sig selv som aktører i et kosmopolitisk univers præget af gigantiske udfordringer.

Tine Fristrup, Jens Erik Kristensen og Steen Nepper Larsen

Konceptuel, instrumentel og nationalistisk uddannelsespolitik

Uddannelsespolitik i dag drejer sig om at producere afsættelige og innovative kandidater til det nationale arbejdsmarked, hvor statens investering kan betales tilbage gennem indkomstskatten. Det betyder, at uddannelsespolitikken i stigende grad renses for internationale ambitioner og muligheder. Hvad udadtil kan risikeres at tabes, skal tilsyneladende opskrives i betydning indadtil. Så pyt være med at det hele er vildt glemsomt og selvmodsigende. De fleste politiske beslutningstagere og aktører inden for feltet synes stadigvæk, det er fedt, hvis danske studerende tager et semester i udlandet, og hvis danske forskere tildeles bevillinger fra eksempelvis EU’s rammeprogram for forskning og innovation, Horizon 2020. Men samtidig ønsker de at lukke grænserne for en friere bevægelighed af internationale studerende, der ikke skal have mulighed for at lukrere på “vores” systemer.

De politiske bestræbelser på at internationalisere uddannelses- og forskningspolitikken har bestemt ikke kun været en dans på roser eller entydigt positive. Især ikke hvis man ser dem i sammenhæng med transnationaliseringen af skole- og uddannelsespolitikken og de effekter, internationale sammenligninger, standarder og terminologier (fx Bologna-processen) har haft i den nationale uddannelses- og forskningspolitik. Det er heller ikke entydigt positivt, at engelsk i dag er blevet internationaliseringens nye globalsprog, hvilket i praksis betyder, at al kommunikation skal foregå på engelsk, som var det et neutralt medie. Det er det på ingen måde, for med det engelske sprogs hegemoni følger også et konceptuelt hegemoni, der i lighed med fx PISA ser bort fra den sproglig-kulturelle og historiske kontekst for såvel uddannelse som forskning. Det gælder ikke mindst på det pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige område, hvor “education” er blevet det nivellerende videnskabelige overbegreb, som lader hånt om kontinentale og nationale semantikker og pædagogiske sondringer mellem opdragelse, undervisning og dannelse. De lader sig netop ikke indfange af dét begreb “uddannelse”, som man i internationaliseringens øjemed har valgt at oversætte “education” med på dansk.

Ikke desto mindre har den frie bevægelighed i det internationale uddannelseslandskab på mange måder skabt horisontudvidelser, og man kan derfor undre sig over regeringens uddannelsespolitik – ikke mindst set i lyset af dette års netop offentliggjorte lister over optaget på de videregående uddannelser; thi de kommende studerende vil bestemt ikke uddanne sig på landet, men søger i stedet i stort tal til byerne.

Samtidens studerende er i dén grad blevet formet i globaliseringens og internationaliseringens lys og synes at se sig selv som aktører i et kosmopolitisk univers præget af gigantiske udfordringer. Tænk blot på den globale ulighed og den grænseoverskridende og -indifferente klimakrise. De er ikke bange for at møde og håndtere forskelle mellem nationer (internationalt) – og de er rede til at gøre op med “ligemageriet” i tidens danske uddannelsespolitik, hvor frugtbare internationale mellemværender i stigende grad bliver skyllet ud med badevandet, selvom de er påkrævede som aldrig før.

Så med den igangværende nationale kovending i uddannelsespolitikken er det intet mindre end utåleligt, at vi nu tilsyneladende skal nøjes med at genbesøge fortidens erfaringer med “den nationale dannelse” og idylliseret fortidig “sammenhængskraft”. Er regeringens uddannelsespolitik ramt af glemsomhed, styret af ond vilje eller simpelthen bare dumhedens inkarnation på Tinge?

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen