Gå til sidens indhold
Debat

Nyttens nytte?

Hvad nytter det, at humanister gør sig nyttige i disse år? Besparelserne fortsætter, og fyringerne falder over landets universiteter. Gode humanister udtænker praksisforbedrende projekter, og de skriver flotte bøger om humanioras store påvirkning af samfundet. Nytten er bevist mange gange.

Emneord:

Mens humanisterne kaster sig over at bevise deres samfundsnytte, spares de på af universiteternes ledelser. Ledelserne implementerer den økonomiske nytte ud i yderste led efter, hvor meget “produktionsleddet” bidrager med til virksomheden. Det giver humanistiske forskere på små områder rig mulighed for at tænke over deres økonomiske bidrag til universitetet enten i form af at rekruttere studerende eller i form af eksterne forskningsmidler.

Hvad nytter det så? Det presser humanistiske forskere til at optimere deres relevans. Til at oversætte meningen med deres arbejde til nytte for samfundet, for økonomien, for de studerendes fremtidige jobmuligheder. Resultatet har indtil videre været nedslående: færre sprog, mindre pensum, større hold, mindre feedback, mindre tid, hård kritik af kvaliteten.

Hver gang vi fokuserer på humanioras nytte, bidrager vi til humanioras meningsløshed

Jakob Egholm Feldt

Læren er, at man skal passe på med nytten, hvis den virkelig skal være til nytte. Eller omvendt: Hvis vi vil have noget til at holde op med at være nyttigt, så skal vi fokusere meget på dets nytte. Det kan forklares fra forskellige positioner. Hannah Arendt skelnede mellem “mening” og “nytte”. Mening materialiserer sig i handlinger, som er skabende. Sat på spidsen er mening handlings motor, men når vi begynder at se på handlingernes effekter ud fra en nyttebetragtning, så bliver de reducerede og i sidste ende meningsløse. Homo fabers meningsproblem, kaldte Arendt det: “Når den selv gøres til mening, genererer nytten med andre ord meningsløshed”. Hver gang vi fokuserer på humanioras nytte, bidrager vi til humanioras meningsløshed, kunne være den koncise pointe.

Beskrevet på en anden måde: Når vi kigger på nytten af humaniora, så kigger vi fra en anden orden end humanioras egen. I humanioras orden er fokus på viden om historie, litteraturanalytiske teorier eller Hegels begreb om sædelighed, men betragtningen fra nyttens orden ser på, om de studerende får job, eller om forskerne løser samfundsproblemer. Anden orden bliver første orden, og nytten bliver meningen. Her bliver de langsommelige sprog erstattet med jobsøgningskurser. 10 år senere råber kritikerne: Hvorfor er kandidaterne ikke så dygtige som i gamle dage!

Sådan er betingelserne i homo fabers verden, ville Hannah Arendt nok sige. Mål bliver midler. For at den reduktive spiral kan stoppe, skal der være noget, der giver mening i sig selv. Så er vi tilbage ved den selvfølgelige mening i humaniora. Ingen tænkende mennesker betvivler, at historie, poesi, sprog og filosofi giver afgørende mening for samfundet. Den mening er handlings motor. Men selv meningen i sig selv skal materialisere sig i praksis, så enten må vi acceptere den reducerende spiral eller finde en anden måde at tænke meningen med humaniora på. Selv det at appellere til meningen i sig selv er en fabersk tabserfaring.

Videnskaben er gåsen i Æsops fabel, og samfundet er bonden, som virkelig gerne vil stimulere lægningen af de gyldne æg.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen