Gå til sidens indhold
Bo Wargner og Sofie Danneskiold
Foto: Privat

Politisk censur eller politisk forskning

Forskningsprojektet ”Magt og (m)ulighed” er politisk forskning, der gør æresrelateret social kontrol til en politisk konstruktion uden reel forankring i virkeligheden, skriver debattørerne.

Emneord:

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er i flere indlæg blevet beskyldt for politisk censur og knægtelse af forskningsfriheden. Han har nemlig besluttet at fjerne rapporten ”Magt og (m)ulighed” fra ministeriets hjemmeside, og at forskerne bag rapporten ikke skal deltage på de temadage om social kontrol med kommunernes frontpersonale, som Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) afholder. Tesfayes begrundelse er, at rapportens konklusioner og anbefalinger ikke kan bruges til noget i opgøret med den negative sociale kontrol.  

Er Tesfaye helt forkert på den?

I 2017 SIRI udbød SIRI støtte til forskning inden for temaet forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Hovedformålet var ”at øge vidensgrundlaget om motiverne for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol i en dansk kontekst. Herunder at frembringe ny viden om hvilke faktorer og årsager der er udslagsgivende i forhold til at udløse og optrappe konflikter mellem unge og deres forældre/familie/netværk.”

Forskningsprojektet ”Magt og (m)ulighed” vandt udbuddet. SIRI’s begrundelse for afgørelsen var, at projektet havde en ”nyskabende tilgang” til at undersøge ”konflikter i hverdagslivet, herunder hvordan og hvorfor nogle interessemodsætninger udvikler sig til æresrelaterede konflikter/negativ social kontrol mens andre ikke gør.”

Og hvad har forskerne så gjort? Har de forholdt sig til opdragets hovedformål? Har de undersøgt det, SIRI i sin tid angav som begrundelse for afgørelsen?  

Tilsyneladende hverken eller.

Forskerne har interviewet 53 ”etniske minoritetsborgere” i Vollsmose og Slagelse om, hvilke begrænsninger de oplever. Og de konkluderer, at ”de primært føler sig begrænsede af repræsentanter for majoritetssamfundet, når de har været udsat for mobning, stigmatisering og/eller diskrimination i kraft af deres etno-religiøse minoritetsbaggrund.” Den forventede undersøgelse af konflikter mellem unge og deres forældre/familie/netværk er altså tilsidesat. Fokus er i stedet på oplevede begrænsninger i forhold til majoritetssamfundet.

 

Der er altså ikke tale om nogen form for politisk censur. Derimod er der tale om politisk forskning, der gør æresrelateret social kontrol til en politisk konstruktion uden reel forankring i virkeligheden.

Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe

Forskernes valg af informanter er en del af forklaringen. De har nemlig valgt informanter via sneboldeffekten – overvejende yngre kvindelige praktiserende muslimer – der giver udtryk for slet ikke at have erfaring med æresrelateret social kontrol. For hvis man bare følger den rette islam, forekommer problemet ikke. En anden del af forklaringen er, at forskerne ikke spørger informanterne direkte om deres personlige erfaringer med konflikter med familie og andre, og hvordan de i så fald har forsøgt at tackle dem. Forskerne tager informanternes udsagn for pålydende og foretager ingen analyse af de interviews, de har foretaget. Rapportens interviewcitater peger ellers på, at informanterne er voldsomt optaget af og underlagt den ærestænkning, de hævder, at de ikke har nogen personlig erfaring med.

Forskerne har altså med hjælp fra de udvalgte informanter ophævet det problem, de har indladt sig på at undersøge og bidrage til løsning af. Det gør det selvfølgelig vanskeligt at komme med anbefalinger, som de også har lovet som en del af projektet. For hvordan kan man komme med anbefalinger til løsning af et ikke eksisterende problem?

Da en af forskerne meget konsekvent i sine tidligere arbejder har hævdet, at æresrelateret social kontrol og vold er et politisk begreb, som ikke nødvendigvis relaterer sig til et reelt eksisterende problem, ligner det en tanke, at rapporten ender med at sige det samme. Man kan så undre sig over, at SIRI har valgt at støtte projektet i første omgang, men det er en anden snak.  

Når politikerne – Tesfaye og andre – ikke mener at kunne bruge rapporten til noget, skyldes det sandsynligvis, at den ikke tager æresrelateret social kontrol alvorligt og derfor ikke kan sige noget fornuftigt om det problem, som mange er underlagt. Forventningerne – som vel er meget rimelige – har været at få resultater og anbefalinger, der ville kunne bruges til at styrke etniske minoritetsunges muligheder for at gøre op med æresrelateret social kontrol og gøre brug af deres demokratiske rettigheder. I stedet får man en rapport, der advokerer for fromme kvinder, der har valgt den rette islam, den rette vej.

Der er altså ikke tale om nogen form for politisk censur. Derimod er der tale om politisk forskning, der gør æresrelateret social kontrol til en politisk konstruktion uden reel forankring i virkeligheden.

Virkelighedens sociale kontrol og de æresnormer, der motiverer den, er ellers rigt dokumenteret i etnografisk forskning. Det påpegede vi i en faglig kritik af ”Magt og (m)ulighed” allerede i august i en kronik i Weekendavisen. Siden er der gået politik i sagen i mere end en forstand. Rapporten er blevet politisk behandlet i åbent samråd i Udlændinge- og Integrationsudvalget i september. Og den er blevet brugt politisk af flere aktører med forskellige dagsordener. Vi har også selv haft et indlæg i Altinget i september om den påståede trussel mod forskningsfriheden.

 

Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe

De er begge antropologer med en ph.d. fra Københavns Universitet og sammen med Yvonne Mørck forfattere til bogen ”Æresrelateret social kontrol: teori og praksis i socialt arbejde” (2019).

De søgte på det omtalte udbud fra SIRI i 2017 og blev valgt fra.

 

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen