Gå til sidens indhold
Søvnig studerende
Foto: Colourbox

Studerendes læringslede og længsel efter forelæsninger

De studerende begyndte at længes efter “rigtige” forelæsninger under den langvarige coronaundtagelsestilstand. Men hvordan skal denne længsel tydes og fortolkes? Som tegn på et forfald eller som en drøm om at blive udsat for noget andet og bedre end Zoom-organiserede læringstiltag?

Emneord:

Det er kommet bag på folk i universitetsverdenen, at flere og flere studerende længes efter og ligefrem ytrer ønske om flere forelæsninger.

Ikke bare fysisk tilstedeværelse frem for Zoom-organiserede læringstiltag og aktivering i undergrupper med diverse summeøvelser, men forelæsninger med fysisk fremmøde i auditorier.

Man kan sågar høre uddannelsesledere, der mener, at de forkælede studerende nærmest burde skamme sig over “bare” at ønske sig tilbage til fyldte auditorier med engagerede forelæsere, der stimulerer de studerendes videbegær.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne længsel blot er udtryk for en selvpassiviserende (for)brugertilgang til et universitetsstudium? Ja, om det ligefrem er et symptom på intellektuel dovenskab blandt de studerende, at de hellere vil sidde og lytte til en forelæser end lade sig aktivere i didaktisk tilrettelagte læringsøvelser, hvor det som underviser ikke bare handler om at formidle viden, men om at opøve de studerendes færdigheder og udvikle deres kompetencer i henhold til tredelingen mellem viden, færdigheder og kompetencer.

Er vi med andre ord vidner til en tilgang til det at studere ved et universitet, som ikke blot lader hånt om kvalifikationsrammens skabelontvang, men ligefrem kalder på tiden før den lærings- og kompetencemålsorienterede vending i universitetsundervisningen fra slutningen af 1990’erne og frem?

De vil studere og have “noget” at vide, som de ikke vidste i forvejen – de ønsker at blive klogere på verden bl.a. ved at lytte til forelæsere,der har noget at tilbyde og noget på hjerte.

Lærings- og omsorgstræthed på universitetet

Nu er det naturligvis svært at sige noget sikkert og entydigt om, hvor udbredt denne tilgang er, og hvorfor mange studerende i så fald længes efter “traditionelle” fysiske forelæsninger og undervisningsforløb. Skyldes det blot en momentan Zoom-træthed og en længsel efter fælles fysisk tilstedeværsundervisning?

Det kan dog ikke helt udelukkes, at det for en del af de studerende også hænger sammen med en vis træthed ved en indimellem påtrængende bestræbelse på at aktivere og servicere deres lærings- og kompetenceudvikling.

Måske er de “bare” begyndt at drømme højlydt om, at det burde være det faglige indhold, der står i centrum for undervisningen på universitetet, og ikke en til tider anmassende omsorg for deres individuelle læringsprocesser.

Måske er der blandt nogle studerende et spontant ønske om bare at få lov til at studere i den klassiske middelalderlige betydning af ordet studium, der er rundet af verbet “studeo” og betyder:

Jeg ivrer, stræber og anstrenger mig. Dét, man ivrede eller stræbte efter dengang ved universiteternes fødsel i 1100-1200-tallet, var ganske vist den overleverede lærdom, hvor det ved de moderne universiteter fra og med begyndelsen af 1800-tallet har været den forskningsbaserede viden.

Det er jo netop dét, der udmærker universiteternes uddannelser til forskel fra andre uddannelsestyper, nemlig at der her udbydes “forskningsbaseret undervisning” indtil højeste niveau, sådan som det er beskrevet i universitetsloven, hvor der i øvrigt ikke står en eneste linje om, at universiteternes primære opgave skulle være at servicere den enkelte studerendes lærings- og kompetenceudvikling.

Det tomme læringsbegreb

Et muligt bud er således, at de studerendes beskedne ønsker om forelæsninger også kan tydes som en diskret protest mod den læringsgørelse af undervisning, som de allerede til fulde er blevet flasket op med i folkeskolen og på gymnasiet.

Det kunne hænge sammen med, at læring bliver et nihilistisk procesbegreb, når man idealiserer det at lære at lære. Men universitetsuddannelser handler ikke primært om at lære at lære, men om at lære noget og om at lære noget af nogen i kraft af den forskningsbaserede undervisning. Undervisning og uddannelse er et indholds- og formålsbestemt forhold mellem underviseren og de studerende, hvor underviseren qua sin forskning kan indholdsorientere sin undervisning.

Denne forskel mellem at lære noget og at lære at lære drejer sig om forskellen på at være undervisende forsker og en læringsservicerende universitetsdidaktiker, idet sidstnævnte er mindre orienteret imod indholdet af undervisningen og mere optaget af selve læringsforholdet og -processen.

Når forskerens metier pædagogiseres gennem didaktiseringen af universitetsundervisningen, tabes “noget” af syne, og måske er det netop det: at lære “noget”, som de studerende længes efter. De vil studere og have “noget” at vide, som de ikke vidste i forvejen – de ønsker at blive klogere på verden bl.a. ved at lytte til forelæsere, der har noget at tilbyde og noget på hjerte.

Det lyttende øre og den sagsforpligtende tænkning

Netop forelæsningen privilegerer øret – ligesom højskolerne altid har foretrukket det talte og levende ord. Kunsten at lytte til det talte ord og tage sig tid til at lytte til andre mennesker forudsætter et ønske om, at den anden – forskeren og underviseren – kan berige den, som lytter.

Måske efterspørger de studerende altså undervisende forskere, der ved bedre end dem selv – til forskel fra læringsdidaktikeren, der er mere interesseret i processen og mindre i dét “noget”, som de studerende synes at efterspørge.

De synes med rette at være blevet trætte af onlineforelæsninger, der livestreames på Zoom eller uploades på YouTube for så at kunne genses i en uendelighed.

De har fået “smag” for forelæsninger, som kræver et tilstedevær, dvs. et “hervær” og et nærvær hos den studerende, som ikke kan erstattes af forelæsningernes og undervisningens digitalisering. På samme måde som det talte ord på højskolen netop er koncentreret omkring tilhørerne i salens intense nærvær. Hér lytter, tænker og udveksler man idéer sammen.

Måske er det ikke kun forelæsningens genkomst, der efterspørges af de studerende, men også længslen efter at være sammen om “noget” at tilegne sig og fordybe sig i. Det må vel siges at være “noget andet” og langt mere vederkvægende end læringsregimets didaktiserende former.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen