Dansk Magisterforening

Den mørke side

Chang’e 4-sonden på månens bagside fotograferet af den medfølgende kørerobot Yutu 2. © Foto: CNSA/Ritzau Scanpix

Lasse Højsgaard
Del artikel:

And if the dam breaks open many years too soon And if there is no room upon the hill And if your head explodes with dark forebodings too I’ll see you on the dark side of the moon Pink Floyd fra albummet “Dark side of the Moon”

Siden Pink Floyd i 1973 indspillede et af rockgenrens mest klassiske album, “Dark side of the Moon”, har månens bagside været omgærdet af en vis mytologisering. Den usynlige side, hvor astronautens radiokontakt og kommunikation til omverdenen midlertidigt ophører. I Pink Floyds tekstallegori bagsiden af det menneskelige sind. En mørk side, som vi alle indeholder og fra tid til anden kan gå igennem.

Det var dog næppe tungsind, der prægede stemningen i CNSA – det kinesiske rumagentur – da man 3. januar succesfuldt landede rumsonden Chang’e 4 og dermed foretog den første “bløde” landing på månens bagside.

Kort efter kunne sonden sende billeder til jorden ved hjælp af satellitten Queqiao, som i maj 2018 blev opsendt netop med henblik på at skabe et kommunikationslink fra månens bagside.

Med sig havde Chang’e 4 køretøjet Yutu 2, som kan bevæge sig rundt og udforske overfladen i det 186 kilometer brede Von Kármán-krater, som sonden er landet i.

Med Chang’e 4-landingen har Kina for alvor markeret sig som en stormagt inden for rumteknologien, men missionen er stadig et udpræget internationalt samarbejde. Blandt andet er vores svenske naboer med på rejsen i form af instrumentet ASAN (Advanced Small Analyzer for Neutrals), som er bygget på Institutet för Rymdfysik i Kiruna. ASAN skal måle, hvordan solvinde interagerer, når de rammer månens overflade. Chang’e 4 medbringer også et neutrondosimeter udviklet på Kiel Universitet i Tyskland, som bl.a. skal måle på strålingsniveauet, og således hvor sikkert det er for mennesker at opholde sig på månen. Endelig medbringer Chang’e 4 et bioteknologisk eksperiment i form af en cylinder med kartoffelfrø, frø til planten gåsemad og nogle silkeormeæg for at se, om et lukket system med ilt, næring og vand har gode vækstbetingelser andre steder end på jorden.

Ud fra et forskningsmæssigt perspektiv er månens bagside især interessant som et velegnet sted at placere radioteleskoper, da placeringen afskærmer for forstyrrende radiobølger fra jorden. Tilsvarende er bagsiden af månen en udmærket udkigspost i forhold til at studere både solen og exoplaneter nærmere, da der ikke er en forstyrrende atmosfære rundt om månen, som spærrer for de elektromagnetiske bølger.

Og, som en stemme i Pink Floyd-pladens afslutningsnummer “Eclipse” tørt konstaterer: “There is no dark side of the moon, really, in fact it’s all dark”.

}