Dansk Magisterforening

Dom: KU måtte gerne tage Penkowas doktorgrad

“Yakedi-yakedi-yakedi-yak: Frifundet, kan du stave til det?” sagde Penkowa til pressen efter domsafsigelsen i Østre Landsret den 8. september 2016. © Foto: Ritzau Scanpix

Claus Baggersgaard
Del artikel:

Den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa havde anlagt sag mod Københavns Universitet for at få sin doktorgrad tilbage, men tabte i Københavns Byret

Københavns Universitet var i sin gode ret til at fratage Milena Penkowa doktorgraden, som hun modtog fra universitetet i 2006. Det har tre enige dommere afgjort i Københavns Byret den 18. januar. Det var Akademisk Råd ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) på KU, der i 2017 vurderede, at Milena Penkowa ikke længere levede op til forudsætningerne for at få den akademiske grad, “der er udtryk for den højeste akademiske anerkendelse, og som gives på baggrund af høj faglig troværdighed, en betydelig videnskabelig indsigt og modenhed”.

“Vi er tilfredse med byrettens afgørelse, der støtter vores vurdering af sagen. Doktorgraden er universiteternes fineste videnskabelige anerkendelse, der repræsenterer det højeste akademiske niveau. Vi har siden sagens start sagt, at vi ville følge denne sag til dørs, og universitetet tager videnskabelig uredelighed meget alvorligt”, udtaler Ulla Wewer, dekan ved SUND og formand for Akademisk Råd.

Sagen strækker sig tilbage til 2003, da Milena Penkowa indleverede sin disputats, hvori der indgik en række forsøg på rotter. Bedømmelsesudvalget afviste i første omgang disputatsen, da medlemmerne havde mistanke om, at forsøgene ikke var gennemført.

Penkowa fremviste herefter fire falske dokumenter for Ralf Hemmingsen, der var dekan på SUND på daværende tidspunkt, og som senere blev rektor på KU. Dokumenterne viste, at der var foretaget et stort antal dyreforsøg i Spanien i forbindelse med en artikel i tidsskriftet Glia.

Sagen endte med, at Penkowa indleverede en opdateret version af sin disputats – uden artiklen med de omfattende rotteforsøg – som blev godkendt af et internationalt bedømmelsesudvalg i 2006, hvorefter hun modtog doktorgraden i medicin. Der var altså ikke noget i vejen med selve den disputats, som hjerneforskeren modtog sin doktorgrad for.

Strid om rotteforsøg

Spørgsmålet om, hvorvidt KU havde ret til at fratage hende doktorgraden, blev kompliceret af, at Penkowa i første omgang blev kendt skyldig i groft dokumentfalsk for de forfalskede rottedokumenter ved byretten i 2015.

Hun ankede dommen til landsretten, der endte med at frikende hende i 2016, da forældelsesfristen var overskredet. Godt nok fandt retten det bevist, at hun havde begået dokumentfalsk “med ikke ubetydelig kynisme”, og at en væsentlig del af rotteforsøgene slet ikke havde fundet sted, men da hun kun kunne dømmes for “normalt” dokumentfalsk med en forældelsesfrist på fem år og ikke for groft dokumentfalsk, hvor fristen er ti år, var sagen forældet, og hun gik fri.KU argumenterede i retten den 18. januar for, at Penkowa aldrig havde fået lov til at indlevere en ny disputats, hvis man på daværende tidspunkt havde vidst, at hun havde snydt med sin første disputats. Hun kunne derfor heller ikke have en berettiget forventning om at modtage en doktorgrad.

Penkowas advokat, Birte Rasmussen, har udtalt, at det i Bekendtgørelse om doktorgrader ikke fremgår, om en doktorafhandling alene skal vurderes på sit indhold, eller om der også er andre forhold, der gør sig gældende.

Hun siger til Uniavisen, at det er sandsynligt, at dommen bliver anket til landsretten:

“Dommen er – uanset hvordan den var faldet ud – interessant. Og fordi den siger, at man kan indfortolke nogle andre kriterier end dem, der fremgår af bekendtgørelsen, må vi tage stilling til, om det skal prøves ved landsretten”, siger hun til Uniavisen.

Milena Penkowa skriver på sin personlige Facebook, at slaget ikke er tabt, men at kampen fortsætter i landsretten.

}