På jagt efter hjemmefølelser

Man kan godt give en bolig til en hjemløs, men det er ikke en garanti for, at vedkommende har fået et hjem. Mange hjemløse kan af forskellige grunde ikke fungere i deres bolig og ender på et tidspunkt på gaden igen.

Et spørgsmål, som Laura Helene Højring har sat sig for at besvare, er, hvilken rolle selve boligen spiller i forhold til dette problem. I et erhvervs-ph.d.-projekt har hun fulgt og interviewet en række hjemløse i fire forskellige slags boligtilbud for at undersøge, hvordan beboernes følelser, vaner og sociale relationer spiller sammen med boligens udformning, størrelse og placering.

“Den nationale strategi på hjemløseområdet hedder “housing først” og går ud på, at den første indsats over for hjemløse er at tilbyde dem en permanent bolig. Det er super godt, men hvis man får en bolig, som ikke passer til ens behov, så hjælper det stadig ikke. For eksempel oplever mange at sidde og blive rigtig ensomme i deres boliger”, fortæller hun.

Laura Helene Højring er uddannet arkitekt og har arbejdet i 11 år for rådgivningsfirmaet Kuben Management. Men helt tilbage fra sin tid på arkitektskolen har hun interesseret sig for de hjemløse og deres problemer. Hendes afgangsprojekt var et forslag til en bypark for hjemløse i København placeret tæt på Nyhavn.

“Jeg har haft lyst til at lave ph.d’en i virkelig lang tid. Den har ligget i mange år som skitse. Ansøgningen er noget, jeg skrev i min fritid. Jeg var så heldig, at min arbejdsgiver ville gå med ind i det, og jeg har så søgt og fået støtte til projektet fra Realdania og Innovationsfonden”, fortæller hun.

Collager som fortolkningsværktøj

Trods sin tekniske baggrund er det kvalitative interview med de hjemløse, der har været Laura Helene Højrings primære forskningsmetode. Hun kalder det selv arkitekturantropologi.

“Jeg ville gerne to ting: kigge på de fysiske rammer og analysere, hvordan det ser ud, og så gennemføre en kvalitativ undersøgelse af beboerne gennem dybtgående interview, hvor jeg virkelig fik tid til at snakke med dem om, hvad der var vigtigt i forhold til det at bo. De personlige historier fra folk er der, hvor det virkelig brænder i afhandlingen”.

Hun har gennemført sine interview i fire forskellige boligtyper: herberget Kollegiet i Valby, De skæve huse i Svenstrup uden for Aalborg, lejligheder i alment boligbyggeri i Sydhavn i København og natcaféen Café Klare på Vesterbro i København, hvor hjemløse kvinder kan overnatte. Arkitektkundskaberne kommer til gengæld til udtryk i de helt særlige collager, hun bruger til at illustrere og fremstille de interviewedes fortællinger og følelser.

“De har været en del af min analyse og en måde for mig at fortolke på, hvad der er vigtigt i folks historier. Pointen er også at fortælle om de mennesker, der er inde bag de udsatte, og få et indblik i deres liv”.

Døråbning mod verden

Og netop det at se hjemløse som individer med meget forskellige behov i forhold til en bolig er hovedkonklusionen i Laura Helene Højrings projekt.

En ting, som kom bag på hende, er, i hvor høj grad ensomhed og behovet for fællesskab er en faktor for mange hjemløse, som har stor betydning for deres boligbehov. Derfor kan et herberg med små rum for nogle være et bedre hjem end en almen lejlighed. Det oplevede hun på herberget i Valby, som ellers kun er en midlertidig bolig.

“På Kollegiet har man sit eget værelse med dør ud til fælles gangarealer. Og nogle af beboerne snakker direkte om at bruge døren som et kommunikationsmiddel. En af mine informanter, som holder sig meget for sig selv, fortæller, at der er en særlig kvalitet for ham i, at han ikke skal andet end at åbne sin dør et par centimeter på klem, så er han ikke ensom mere. Det er det lille link, der gør, at han kan følge lidt med i, hvad der sker derude”.

Projektet peger på et behov for, at man ved tildeling af boliger ser mere nuanceret på de boligbehov, det enkelte mennesker har, og måske også udvikler den palet af boliger, man kan tilbyde hjemløse.

Det sidste er noget, Laura Helene Højring håber at kunne arbejde videre på med afsæt i sin forskning.

“Jeg kunne godt tænke mig at være med til at udvikle boliger, finde samarbejdspartnere og søge fondsmidler. Jeg ville også rigtig gerne forske videre. Det interessante er de udsatte. Dem, der selv kan klare det, synes jeg ikke er lige så interessante”.