Dansk Magisterforening

Kritik: Meriteringsudvalg glemmer det vigtigste

Den gode indsats omkring undervisning bliver langt sjældnere belønnet i form af løntillæg, fortæller ny rapport om meritering. Det vil meriteringsudvalget have ændret på. © Foto: Colourbox

Lasse Højsgaard
Del artikel:

En rapport om at fremme meritering for undervisning skaber glæde over “nye tanker”, men skuffelse over, at udvalget går uden om den måske vigtigste faktor: hvor kommer pengene fra?

Det er forskningsresultaterne, der giver faste stillinger, løntillæg og almindelig prestige blandt institutkollegerne. Sådan er den kontante virkelighed for videnskabeligt personale på danske universiteter. Men den virkelighed skal ændres – eller i hvert fald justeres – fastslår rapporten “Fremtidens meritering”. Forsknings- og kulturminister Tommy Ahlers nedsatte i sensommeren 2018 meriteringsudvalget og bad dem komme med anbefalinger til nye former for meritering, for, som det hed i kommissoriet, “risikoen er, at et fokus på en enkelt målbar parameter kan give incitament til at underprioritere en væsentlig del af den brede værdiskabelse, der knytter sig til forskningen”.

Problemstillingen er ikke ny. Især i forhold til undervisningen, som jo for de fleste forskeres vedkommende udgør halvdelen af arbejdsopgaverne, har der lydt klager over, at det i karrieremæssig forstand nærmest er ren spildtid og derfor noget, man så vidt muligt forsøger at slippe uden om med forskningsfrikøb.

En af de tre hovedopgaver for meriteringsudvalget lød specifikt på at komme med forslag til at “fremme og tilskynde god undervisning gennem meritering”. Og det har udvalget gjort med fire konkrete anbefalinger: 1) En kulturændring, hvor undervisning etableres som et fælles, fagligt domæne. 2) Det skal sikres, at bedømmelsesudvalg altid gennemfører vurderinger af kandidaters undervisningsmeritter. 3) Normer for løbende opkvalificering af undervisningskompetencer. 4) En ensartet praksis omkring dokumentation i form af undervisningsportfolier.

Udmærkede tanker. Men rapporten undlader at forholde sig til den mest afgørende faktor: universiteternes økonomiske incitamenter – pengene. Sådan konstaterer flere kilder over for Forskerforum.

Ved fyringsrunder tæller forskningen
“Det har hele tiden været sådan, at der er meget mere prestige i forskning, fordi forskningen dominerer incitamentsstrukturen. Spørgsmålet om publikationer, BFI-point, evnen til at trække penge hjem – det går igen, når man skal ansætte folk, når man skal give dem løntillæg, når der skal uddeles professorater og så videre”, siger Janne Gleerup, fællestillidsrepræsentant på RUC.

Hun kalder rapporten og selve diskussionen for “et skridt i den rigtige retning”. Men hun har svært ved at se, at anbefalingerne om kulturændringer og fælles portfolionormer vil skabe den store ændring.

“Vi har incitamentsstrukturer, fordi det virker. Så hvis man vil foretage en kulturændring, der skaber en bedre balance og større opgradering af undervisningen, så bliver man nødt til også at arbejde med de grundlæggende strukturer, der former den måde, vi prioriterer vores arbejde på. Er der fyringsrunder, kigger alle på, hvad folk tjener hjem og præsterer inden for forskningen. Det kan alle ansatte se, og det indretter man sig efter. Så hjælper det ikke noget, at man har en formel aftale om, at man også skal huske at kigge på uddannelseserfaringer, når man ansætter nye. Det er ikke ligegyldigt, men det løser ikke problemet”, siger hun.

Udvikling er ikke gratis
Et fagmiljø, hvor man længe har diskuteret behovet for meritering af undervisning, er de universitetspædagogiske kredse. Formanden for Dansk Universitetspædagogisk Netværk, KU-professor Lars Ulriksen, glæder sig i første omgang over anbefalingerne, som han kalder “fornuftige”.

“Jeg synes, udvalget har ret i, at det fundamentalt handler om kulturændring. De taler om, at undervisningen skal afindividualiseres, og det er en rigtig god ide”, siger han. Rapporten bliver ikke konkret, i forhold til hvad universiteterne skal gøre for at skabe den kulturændring, der gør undervisningen til et fælles fagligt domæne. Men det har Lars Ulriksen flere forslag til. De er bare ikke gratis.

“Ledelsen kan arbejde for rammer, så underviserne arbejder sammen om at udvikle undervisning. Min oplevelse er, at folk er interesserede i at udvikle og diskutere undervisning. Der er bare ikke meget tid at gøre det i. Der er meget udbytte i at undervise sammen. Man eksponeres for hinanden og kan tale om undervisningen bagefter. Så det er en måde. Man kunne også oprette små grupper, der samarbejder om at udvikle kurser. Det vigtige er, at der skabes rum. Også til at udvikle, selv om der ikke er et problem, der skal løses”, siger han.

Men også Lars Ulriksen konstaterer, at de økonomiske strukturer ligger som en blokade for netop den kulturændring, udvalget lægger op til.

“Når regeringen ønsker, at institutionerne skal konkurrere om midler, og forskningsrådene er fløjtende ligeglade med undervisning, så er det svært at gøre noget ved. Og jeg kan godt forstå den institutleder, der skal vælge imellem at ansætte en, der er god til at undervise, og en, der er god til at publicere og hive penge hjem. Når nu bevillingsmodellen forudsætter eksterne indtægter, så forstår jeg godt den leder, der først tænker på instituttets økonomi”.

Anbefalinger kan ikke stå alene
Kaare Aagaard, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU, var et af medlemmerne i meriteringsudvalget. Han har selv beskæftiget sig meget med BFI-målingen og dens incitamentsvirkning. Og for hans skyld kunne man godt have taget det med i overvejelserne.

“Jeg synes, at det, udvalget kommer ud med af anbefalinger, er fint. Men der er nogle områder, hvor man godt kunne gå længere, og et af dem er at diskutere økonomi og incitamentet”.

Kan de anbefalinger flytte noget?

“Det mener jeg helt klart. Men det kan ikke stå alene. Nu valgte udvalget at rette anbefalinger mod universitetsledelserne og fokusere på, hvad institutionerne selv kan skrue på. Men det er klart, at finansieringen sætter rammerne. Og har man incitamenter i finansieringssystemet, der peger i andre retninger, så er der klare grænser for, hvor meget der kan gøres på institutionsniveauet alene. Mere grundlæggende forandringer kan kun skabes, hvis finansieringssystemets centrale aktører også griber meriteringsdagsordenen og aktivt understøtter den”.

Rektor: Flere løntillæg for undervisning
AAU’s rektor, Per Michael Johansen, var udvalgets formand. Han konstaterer, at undervisningen skal løftes op til en mere ligeværdig betydning, når der skal ansættes videnskabeligt personale, og at dokumentation af undervisningsmeritter i form af undervisningsportfolier er en vigtig faktor for det.

“Den anden ting er, at vi skal sikre løbende udvikling. Og det gør vi ved at se på undervisningen som et kollektivt fænomen, hvor vi udvikler undervisning sammen og giver hinanden feedback”.

Det kan lyde lidt luftigt med “kulturændring” – hvilke konkrete tiltag vil det indebære?

“Grunden til, at vi ikke har skrevet mere detaljeret om det, er, at det skal udvikles i samarbejde mellem universiteter. Det skal ikke være et tiltag, ministeriet sætter regelsæt op for. Men jo, der skal også ledelsesinitiativer til. Vi skal i højere grad inddrage undervisningsaspektet ved MUSsamtaler, og når vi taler om lønforbedringer”.

Af rapporten fremgår det, at 28 procent af forskernes løntillæg gives for forskningsindsatser, mens kun 16 procent gives for indsatser omkring undervisningen. Og det skal ændres, siger AAU-rektoren.

“Det, vi ser nu, er, at forskningen har medført væsentligt flere lønforbedringer end undervisningen. Det forhold skal der rykkes ved”.

Er det noget, du vil være over i de kommende år?

“Ja, det vil jeg, og jeg er sikker på, at ministeriet vil hjælpe os med at kigge på, at balancerne rent faktisk rykker sig til fordel for uddannelsessiden”.

“Ikke noget, vi kan rykke på”
Kan du forestille dig en ansættelse, hvor en topunderviser vælges frem for en topforsker?

“I det spørgsmål ligger en modsætning, som jeg synes er kunstig. Ud fra min erfaring er de fleste topforskere også dygtige undervisere. Det er klart, at jeg godt ville kunne nævne eksempler på en topforsker, der er blevet ansat, hvis undervisningserfaring måske ikke er særlig omfattende. Men når man er ansat, er det sådan, at man skal udvikle sin undervisning. På AAU har vi således en regel om, at ingen kan frikøbe sig fuldt fra undervisningen”.

I kommer ikke ind på universiteternes finansiering og incitamentsstruktur. Hvorfor ikke?

“Det er rigtigt, at meriteringen også korrelerer med den måde, vi bliver finansieret på, og at finansieringen af universiteterne hænger sammen med den forskningsmæssige meritering. Men det er ikke noget, vi umiddelbart som udvalg kan rykke på”.

Er det her nok?

“Jeg vil sige, at det er nok for nu, og jeg er helt sikker på, at det her vil være med til at løfte undervisningen på universiteterne”, siger Per Micha

}