Manden, der ikke vil holde kæft

Det er ikke mange forundt at være 50 år på den samme arbejdsplads, og endnu færre overlever formentligt så længe, hvis de tilmed er typen, der nægter at holde mund.

Netop sådan en type er Bjarne Andresen, lektor på Niels Bohr Institutet (NBI) på Københavns Universitet, hvor han har været ansat siden 1969 – altså i 50 af sine 70 leveår.

“Det er ikke uden omkostninger at være åbenmundet, men jeg kan ikke lade være. Det ligger i min natur. Hvis noget er urimeligt, får folk det at vide”, siger 50-års jubilaren og smiler.

Han husker, at han allerede begyndte at engagere sig i universitetspolitik som specialestuderende ved Kemisk Laboratorium III, som det hed dengang, på KU.

“Jeg er altid blevet indigneret, hvis jeg oplever nogen blive dårligt behandlet. Der var et tilfælde, hvor en laborant af en eller anden grund var blevet lagt for had af ledelsen, og så gik jeg til professoren, slog i bordet og sagde: “Det kan I ikke være bekendt”. Og han lyttede minsandten, selvom jeg “bare” var en student”, siger Bjarne Andresen.

Så var interessen for det faglige arbejde vakt, og siden den dag har han engageret sig, fordi han følte, at han kunne gøre en forskel.

Listen over tillidshverv gennem årene er lang: Tillidsrepræsentant og næstformand for samarbejdsudvalg, bestyrelsesmedlem for universitetslærerne i Dansk Magisterforening, bestyrelsesmedlem for DM, medstifter af og medlem af forretningsudvalget for Universitetslærerforeningen og formand for Udvalget for Forskning og Undervisning under AC er blot nogle at titlerne.

Indflydelse formindsket
Selvom mulighederne for at få indflydelse blev markant ringere med ændringen af universitetsloven i 2003, der afskaffede de valgte ledere, har han alligevel holdt ved, for som han siger, giver det stadig indflydelse at sidde til bords med de høje herrer og se dem direkte i øjnene.

Om medarbejderne så også bliver hørt, afhænger dog i dag i høj grad af, hvem der er leder, siger han.

“Vi har på NBI for tiden en institutleder, som er villig til at lytte og samarbejde om at løse problemerne. Han lytter og går så hjem og tænker sig om en gang til, men det gør langtfra alle ledere”, siger Bjarne Andresen.

Han tilføjer, at problemet er, at der er indført et system, hvor lederne får hug, hvis de ikke udviser loyalitet over for lederen over dem i hierarkiet – altså institutlederen over for dekanen, dekanen over for rektor osv.

“Det er totalt ødelæggende, da en god leders loyalitet skal pege nedad over for dem, vedkommende har magt over, og som leverer universitetets produkter, ikke opad mod endnu større magtmennesker. Samarbejde virker meget bedre, da hårene stritter på forskere, der får ordrer. Hvis vi bliver involveret og får forklaret situationen, vil vi gå med til meget mere”, siger han.

Tilbudt karriere i USA
Han blev selv først fastansat som lektor i 1978 ved Fysisk Laboratorium II, som fra 2005 skiftede navn til NBI. Fra 1971 til 1978 var han tidsbegrænset ansat som kandidat-, senior- og forskningsrådsstipendiat, herunder med ophold ved Caltech i 1972-1973 og The University of Chicago fra 1975 til 1976. Faktisk var han på nippet til at blive i USA endnu tidligere, da en fysikprofessor ved Wesleyan University, hvor han læste i 1966-1967 umiddelbart efter studentereksamen, tilbød ham et ph.d.-stipendium, men Bjarne Andresen afslog høfligt, og det har han aldrig fortrudt.

“Jeg har i hele min karriere haft frihed til at gøre, hvad jeg havde lyst til. Ingen har fortalt mig, hvad jeg skulle arbejde med, så jeg har været privilegeret. Det er der så forhåbentlig kommet god fundamental indsigt ud af”, siger han.

Han tilføjer, at han gennem karrieren har været drevet af nysgerrighed i alle mulige forskellige retninger. I en periode var han licentiat (ph.d.)studerende) fem dage om ugen, og om lørdagen læste han jura. Han har også sideløbende gennemført studier i datalogi og biokemi og har altid ladet sin forskning drive af sin trang til at undersøge ting. Det betyder også, at han har skiftet forskningsfokus flere gange gennem årene.

Indtil 1976 forskede han i, hvad der sker, når atomer kolliderer, men senere blev han interesseret i termodynamik og udviklede teorier inden for energitab i fx motorer, som så igen ledte til mere generel optimeringsteori. Kort efter oliekrisen i 1973 var han medstifter af forskningsfeltet endelig tids termodynamik, som fokuserer på tabene ved at have travlt.

Nysgerrigheden og glæden ved at finde løsningen på et problem eller finde en ny vej fik han med hjemmefra fra forældrene, der begge var folkeskolelærere.

“Jeg fik altid at vide, at intet er umuligt – du har bare ikke fundet løsningen endnu, og det har jeg taget med mig”, siger Bjarne Andresen.

Unge må sige fra
Han husker, at han sagde til sin institutleder for snart 20 år siden, at han ikke ville søge forskningsmidler længere, da han havde vigtigere ting at bruge sin tid og kompetencer på, og det blev ikke modsagt, siger Bjarne Andresen og smiler.

Han erkender, at det vil være noget nær umuligt at forestille sig, at unge forskere vil blive tilbudt lignende arbejdsvilkår i dag, sådan som systemet nu er indrettet. Han har derfor også ondt af sine unge forskerkolleger, fordi de er afhængige af hele tiden at skulle skaffe penge, og fordi de har usikre ansættelsesvilkår, indtil de er langt oppe i 40’erne.

“De hopper fra ansættelse til ansættelse, hvor de skal udfylde specifikke arbejdsopgaver, hvilket betyder, at de ikke får mulighed for at forfølge deres egne ideer. Det er dybt sørgeligt, at ingen tror på dem og giver dem frie hænder. Der drives rovdrift på de unge kompetente forskertalenter, vi har”, siger Bjarne Andresen.

Han mener dog, at de unge forskere også bærer et ansvar, fordi de ikke siger fra over for de arbejdsvilkår, som de bliver budt.

“De unge brokker sig ikke, fordi de ikke har oplevet, hvordan det burde være at være universitetsforsker. De fleste er et produkt af systemet, men man skal aldrig bare acceptere, at sådan er betingelserne. Universitetet skal være et tempel for nysgerrig søgen efter viden uden politiske eller merkantile krav”, siger han.

Blev del af klimafejde
Bjarne Andresen tilføjer, at det kan have personlige konsekvenser at sige fra over for systemet. Han har i hvert fald pålidelige informationer om, at han aldrig er blevet udnævnt til professor, selvom han bl.a. med en doktorgrad lever op til kriterierne for at blive forfremmet, fordi han har været kritisk og åbenmundet.

Hans kompromisløse stil var også årsagen til, at han havnede i lidt af et mediestormvejr tilbage i 2007, hvor han sammen med en kollega skrev en forskningsartikel, hvori de påpegede, at konceptet en global gennemsnitstemperatur er en fysisk umulighed. Det kunne bruges i debatten af klimaskeptikerne, for hvis man ikke kan udregne en gennemsnitstemperatur, hvordan kan man så påstå, at temperaturen er stigende?

“Jeg har kun taget videnskabelig stilling til eksistensen af denne termodynamiske størrelse, men helvede brød løs, og journalister ringede fra alle kontinenter på nær Antarktis i en uge. Længere rækker journalisters hukommelse åbenbart ikke, for derefter døde det brat”, siger han og smiler.

Han understreger, at han ikke har skrevet noget, som han har fortrudt, og at medieblæsten er noget, som han tager med.

Bjarne Andresen fastholder, at de statistiske metoder, som visse forskere benytter, er ganske subjektive, og at gennemsnitsberegninger kan foretages på uendeligt mange måder med vidt forskellige resultater.

Alt efter metoden kan man nå frem til, at temperaturen enten er stigende eller faldende, og at vi altså enten er på vej mod en overophedning af kloden eller en ny istid.

“Man har traditionelt benyttet en bestemt måde at udregne gennemsnitlig global temperatur på, men vi mangler en fundamental videnskabelig begrundelse for, at det lige er den metode, man har valgt”, siger Bjarne Andresen.

Han tilføjer, at han ikke betvivler, at klimaet ændrer sig i disse år – som til alle tider – og at mennesket yder et bidrag til forandringerne, men det irriterer ham, at mange klimaforskere udtaler sig politisk med deres forskerkasket på. “Det ville være mere underligt, hvis klimaet forblev det samme. Klimaforandringer er imidlertid snarere et politisk problem, fordi de skaber menneskelige katastrofer og giver risiko for krige og migration”, siger Bjarne Andresen, der blandt andet er i gang med et projekt, hvor de forsøger at finde en ny metode til at måle klimaforandringerne, som er i overensstemmelse med termodynamikkens love. På pension går han ikke lige foreløbig.