Dansk Magisterforening

MeToo-bog: KU-ledelse holdt ikke hovedet koldt

© Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Et højtråbende mindretal og en hidsig presse fik ledelsen på KU og andre universiteter til at glemme grundlæggende principper og hoppe med på den identitetspolitiske vogn, skriver lektor Marianne Stidsen i bogen “Den nordiske Metoo-revolution 2018”.

Universitetsledelserne svigtede deres ansvar og lod sig rive med af mediehype og folkestemninger. Det er Marianne Stidsens konklusion omkring de mange sager og diskussioner om krænkelser og identitetspolitik, som har præget universitetsområdet siden begyndelsen af 2018.

I sit essay “Den nordiske MeToorevolution 2018”, der er udkommet som bog, kæder hun de kendte universitetssager – nultolerancepolitikken på KU, sangsagen på CBS, sombrerosagen på KU Jura, KU-lektoren, der brugte n-ordet – sammen med skandalerne omkring Svenska Akademien og Forfatterskolen i Danmark. Hun ser dem alle som udtryk for et politisk og værdimæssigt skred, som truer grundlæggende rets- og frihedsprincipper.

Og ansvaret for, at det er kommet så vidt, ligger altså ifølge Marianne Stidsen til dels hos de universitetsledere, der ikke har været i stand til at se bevægelserne i et overordnet kulturelt perspektiv, og som derfor har ladet højlydte, ideologiske mindretalsgrupperinger diktere dagsordenen på universitetet.

“En leders opgave er ikke at køre med på en folkestemning. Lederne får deres løn for at holde hovedet koldt og sikre, at de formelle procedurer er i orden”, siger hun.

Handlede uden viden
Hun daterer selv MeToo-revolutionens indtog i Danmark til februar 2018, hvor avisen Information publicerede et åbent brev til landets rektorer fra 48 anonyme kvindelige studerende, der klagede over sexisme og sexchikane i deres studieliv. Og umiddelbart efter begyndte det at gå galt, mener hun. Rektorerne på både KU og RUC var meget hurtige til at udtrykke forståelse og komme de klagende studerende i møde med løfter om tiltag, der kunne hjælpe på problemet.

“Ledelsen på både KU og RUC handlede umiddelbart i forlængelse af den her mediehistorie om diffuse anklager og satte arbejdet med nye retningslinjer i gang. Det er reaktioner, der kommer, inden det overhovedet er kortlagt, om det, de 48 påstår, er sket. Så reagerer de her chefer og lover nye tiltag. Det var absolut en fejl”.

Er det ikke naturligt at være imødekommende, når studerende oplever, at de er blevet dårligt behandlet?

“Jo, det er det, men så skal man undersøge det. Man skal ikke bare godtage påstande. Slet ikke når de kommer fra en anonym gruppe og er helt ukonkrete. Nogle må stå frem og konkretisere de problemer. Og så kan lederne handle ved at begynde en uvildig undersøgelse”, siger hun.

Identitetspolitisk tidsånd
Der kom ingen undersøgelse fra KU. Til gengæld kom der et nyt sæt retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd, der lovede “nultolerance”, og som indeholdt en meget omdiskuteret passus om, at det altid er den krænkedes egen oplevelse, der er udgangspunktet.

“Der var jo et sæt retningslinjer i forvejen. Og hvis nu en undersøgelse havde vist, at de ikke var tilstrækkelige, så havde det været en anden sag. Men det skete ikke. KU gik ud med nye retningslinjer, uden at det overhovedet var blevet undersøgt”, siger Marianne Stidsen.

Det, ledelsen manglede i situationen, var is i maven og overordnet forståelse for den kulturelle tendens, som læserbrevet var et produkt af, mener hun.

“Der er nogle lag i det her, de ikke rigtigt forstår. Det er den identitetspolitiske tidsånd, der er med til at fremkalde mange af de her ting. Set i det perspektiv er det måske nemmere at forstå, hvorfor det er vigtigt, at man ikke løber med, hver gang nogle råber “ulven kommer”. Vi taler efter mit bedste skøn om en forholdsvis lille gruppe på KU, der har været vældig højtråbende og har fået utrolig meget taletid i pressen. Det, ledelsen gør, er, at den blæser på det store flertal af studerende og ansatte, der ikke er enige i de her få aktivisters agenda”.

Ser intet positivt ved MeToo
Nogle ser MeToo-kampagnen som et nødvendigt opgør. Er du uenig?

“Den bog, jeg har skrevet, har fået virkelig hård medfart. Jeg tror, at når mange er vrede, er det, fordi jeg ikke har noget positivt at sige om MeToobevægelsen. Selv hvis man graver i sagen om Harvey Weinstein, så indrømmer redaktøren på New York Times, at der gjaldt forskellige regler for kilderne. Kvinderne kunne tale off the record, det måtte han ikke. Sådan nogle særregler er fandeme en farlig glidebane, og den sag er paradigmatisk for alle MeToo-sager”.

Hvad hvis debatten har skabt et større mod til at sige fra over for krænkelser?

“Jeg vil sige, at det snarere vil skabe det modsatte. For du får hele tiden at vide, at du ikke har et personligt ansvar for at sige fra, for det er et strukturelt problem. Man er nødt til at lære de unge, at man selv har et ansvar for at sige nej”.

Marianne Stidsen overdriver ikke, når hun siger, at hendes bog har fået en hård medfart. “Læseren bliver lovet en samlet fremstilling, men får udelukkende serveret en ensidig sammenfatning af tre enkeltsager, der stemmer overens med forfatterens blåøjede kritik af MeToo”, skriver eksempelvis debattøren Nima Zamani i Altinget.

Amerikansk eller europæisk universitet?
I 2019 var støvet fra krænkelsessagerne efterhånden begyndt at lægge sig, men det blev hvirvlet op igen, da TV 2 kunne rapportere om en mail, sendt ud på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU, hvori de ansatte opfordres til at undgå at bruge kønnede betegnelser om de studerende af hensyn til dem, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde.

Marianne Stidsen noterer sig, at fakultetsledelsen i skikkelse af prodekan Jens Erik Mogensen har udtrykt opbakning til den mail, og det ser hun som udtryk for, at MeToo-revolutionen har sat sig.

“Jeg havde håbet, at KU havde lært noget af de heftige diskussioner, vi har haft om nye retningslinjer og begrebet nultolerance. Men det ser ikke rigtig ud til det. Men sagen har skabt så meget debat, at man kan håbe, at ledelsen vil lære noget af den. For jeg er virkelig alvorligt bekymret for, hvor universitetet havner, hvis det her får lov til at fortsætte. Efter min mening er det slet og ret et valg mellem, om KU skal være et amerikansk universitet eller fortsætte med at være et europæisk universitet. Med alt hvad det indebærer”.


Nye retningslinjer i høring 

Efter den heftige diskussion af KU’s retningslinjer for krænkende adfærd har universitetets personalepolitiske udvalg (PPU) i foråret arbejdet med et sæt reviderede retningslinjer. Forslaget til nye retningslinjer blev i sommer sendt i intern høring, og den er i skrivende stund ikke afsluttet. i den nye tekst hedder det eksempelvis ikke længere, at KU har en “nultolerance” over for krænkende adfærd. Også sætningen om, at det er forurettedes egen oplevelse, der er udgangspunktet, er ændret, så der nu står, at “der er tale om en krænkende handling, når en eller flere personer groft eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som af disse opfattes som nedværdigende”. det tilføjes også, at der kan være situationer, hvor “ledelsen vil konstatere, at der ikke er tale om en krænkende adfærd”.

KU: Ledelsen pressede ikke på for nye retningslinjer

Marianne Stidsen rammer forbi i sin kritik, når hun siger, at KU’s ledelse lå under for aktivistiske studerende og pressens skriverier.

Det siger vicedirektør for Kommunikation Jasper Steen Winkel, der udtaler sig på vegne af KU’s ledelse.

Han peger på, at det ikke, som Stidsen antyder, var ledelsen, der pressede på for at få foretaget den justering af retningslinjerne for psykisk arbejdsmiljø, der skete i sommeren 2018 og førte til de omdiskuterede retningslinjer for krænkende adfærd.

“Jeg vil klart afvise, at KU har taget pejling efter en særlig gruppe studerende. den generelle debat om Metoo gjorde, at vores tillidsmænd opfordrede til at se på, hvordan vi er dækket ind og håndterer de sager. Og i april 2018 sendte uddannelsesministeren et hyrdebrev, der anbefalede, at universiteterne havde retningslinjer og processer klar. Så det er en ret lang proces, der ikke alene tog udgangspunkt i nogle kvindelige studerende”, siger jasper Steen Winkel.

KU gennemførte ikke i første omgang en undersøgelse af problemernes omfang, men Winkel henviser til, at danske Universiteter igangsatte en undersøgelse, hvis resultat kom ud i efteråret 2018.

Han medgiver, at der har været mange sager, som er blevet udlagt som udtryk for en identitetspolitisk tendens. Men det er en sammenhæng, nogle debattører forsøgte at skabe, siger han.

“Vi kan godt se, at man kan lave fortællingen, at de her sager passer sammen som perler på en snor. Men det er separate sager, der ikke er koblet til hinanden, men som bliver brugt af de debattører, der gerne vil løfte en debat om identitetspolitik. Universitetet oplever, at medier og debattører har overtaget en amerikansk fortælling om identitetspolitik, og den lægger de ned over hvert eneste eksempel”.

Jasper Steen Winkel fastslår samtidig, at der formelt set ikke er nogen opbakning – eller det modsatte – fra ledelsen til den mail, institutlederen på institut for Kunst- og Kulturvidenskab sendte ud omkring brugen af kønnede betegnelser.

“Der er ikke nogen politik på KU på det område. Man kan fortsat sige “han” og “hun”. institutlederen har selv sendt nogle gode råd ud til underviserne, og det giver nu anledning til, at man kan drøfte det bredere”.

}