Dansk Magisterforening

Sidsel ser på unges intimfotos med pornobriller

© Foto: Colourbox

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Hun vil helst forske i samfundets brændpunkter. Derfor skiftede Sidsel Kirstine Harder ph.d.-emne fra “Danmark som pornografisk foregangsland” til et sted, hvor der er tryk på udviklingen: unges brug og misbrug af digitale intimbilleder.

En dag, da Sidsel Kirstine Harder som ung sociologistuderende sad i sin stue og skrev på en opgave med titlen “Hvad er et samfund?”, kiggede hun tilfældigvis ud ad vinduet og fik øje på en narkoman, der sad nede på gaden og fixede sig i lysken.

“Og så slår det mig: Det er jo det derude, der er samfundet, og ikke det, jeg sidder og læser på min computer”.

Samfundets mere eller mindre skjulte bagsider har været en rød tråd for Sidsel Kirstine Harders studier, arbejde og forskning. I hendes studietid var hun frivillig på en varmestue for prostituerede, og til hendes speciale lavede hun feltarbejde om stoffer i nattelivet. Senere har hun blandt andet været ansat ved politiet, og som ph.d.-studerende er hun fortsat med at udforske grænselandet mellem godt og skidt
inden for den menneskelige seksualitet, nemlig brugen og misbrugen af intime billeder, vi sender til hinanden digitalt.

Danmark rykker hurtigt
De private billeder og små optagelser er med mobiltelefonerne blevet en udbredt del af danskernes erotiske liv, men de har stået i stærkt negativt lys på grund af sager om misbrug og ulovlig spredning af ufrivillige optagelser. Mest kendt er “Umbrella-sagen”, hvor to 15-årige blev filmet, mens de havde sex, og optagelsen blev spredt bredt mellem mange unge. I den sag har politiet rejst 1.150 sigtelser, og flere er blevet dømt til at betale erstatning. Men der er flere nuancer i digital seksualitet end de overgreb, man hører om, forklarer Sidsel Kirstine Harder. I hendes afsøgning af emnet stod det hurtigt klart, at de unges etik omkring dette er forholdsvis udviklet.

“Danmark har rykket sig enormt hurtigt på kort tid. I flere andre lande er det kriminelt, at unge sender billeder til hinanden, selv om begge samtykker. I Danmark fandt vi hurtigt ud af, at selvfølgelig skal kvinder have lov til at tage billeder af deres egen krop uden at blive udskammet eller misbrugt. Og de unge er selv med til at sætte nye etiske grænser i den digitale sfære. Jeg vil jo gerne have, at min ph.d. kommer ind og arbejder med nogle problemer, men nogle gange når man som forsker næsten ikke at byde ind, før noget er blevet almindelig viden”, siger hun.

Tredjepersoner hjælper
Den digitale seksualitet har dog stadig sine skyggesider, nemlig når billederne deles mod afsendernes vilje. Det har Sidsel Kirstine Harder arbejdet med blandt andet ved at dykke ned i politisager på området. Men også her har hun en positiv historie at fortælle, nemlig om de personer, der overværer eller modtager den ulovlige spredning af billeder.

“I debatten taler vi meget om gerningsmænd, men vi glemmer at tale om dem, der kigger på. Nogle teorier går ud fra, at mænd altid vil efterspørge og udnytte intime billeder af kvinder. Men den forskning, jeg udøver, viser nogle andre ting. For det første ser vi, at selvom mange unge modtager billeder uden samtykke, er det de færreste – cirka 1 ud af 5 – af modtagerne, der sender ulovligt. Selvom der stadig er et problem, er det værd at undersøge, hvem der stopper spredningen og hvorfor”, fortæller hun.

“Unge, jeg har talt med, oplevede det ikke som særlig behageligt at få vist intime billeder. Nogle fortæller, at de får ondt i maven af at se det, og de tager følelsesmæssigt og moralsk afstand fra dem, der ulovligt deler billeder. Omvendt kan jeg se i de afsluttede politisager, jeg har arbejdet med, at sådanne tredjepersoner – “bystandere” – har haft en vigtig rolle i at støtte offeret og involvere hjælp udefra. Så der ligger i den gruppe et kæmpe potentiale med hensyn til at forebygge og reducere skaden, vel at mærke hvis vi lader være med at se dem – og tale til dem – som potentielle krænkere. Så det er der, jeg forebyggelsesmæssigt håber, at ph.d.en kan bidrage”.

Studerede porno i USA
I sin teoretiske tilgang til emnet bruger Sidsel Kirstine Harder begreber hentet fra videnskabelige studier af pornografi. Oprindeligt ville hun gerne have gået all in på porno og skrevet om Danmark som pornografisk foregangsland i anledning af 50-års jubilæet for pornoens legalisering. Men som hun konstaterer: “Porno er ikke så meget på folks læber mere, det er blevet for mainstream”.


 

Vis os dit ph.d.-projekt

Hvem: Sidsel Kirstine Harder, cand. scient.soc.

Hvad: Billeder med nøgenhed og konsekvenser: sociologien om intime billeder, digitale sexkrænkelser og hverdagslig pornografi.

Hvor: Sociologisk Institut, KU.

Hvorfor: Unges brug af intime billeder, som de tager af sig selv og distribuerer, er i stor udvikling. Projektet bruger viden om bl.a. pornografi til at forstå sociale praksisser med at tage og dele intime billeder og analysere fænomenet digital seksualitet.


Pornoteorien fik hun godt og grundigt ind under huden, da hun i sin tid valgte at studere et semester i USA.

“På et tidspunkt, mens jeg studerede, følte jeg, at alle sociologiske teoretikere enten var døde, tyske eller mænd. Og for at komme væk fra det tog jeg til Berkeley i Californien for at studere hos Judith Butler, som har grundlagt tredjebølgefeminismen. Der tog jeg et fag hos den forsker, der har opfundet den empiriske tilgang til porno, og det hul kom jeg aldrig rigtig op af”, fortæller Sidsel Kirstine Harder.

Hun vil ikke kalde folks private intimbilleder for porno. Men der er paralleller. “Porno er noget, der siver ud i samfundet. Dels fordi nøgenhed bliver mere legalt og acceptabelt, men også fordi interessen for porno er med til at drive den medieteknologiske udvikling fremad”.

Sent i gang
Sidsel Kirstine Harder er det, hun selv kalder en “late bloomer” inden for forskningsverdenen. Hun er 36 år gammel, og fra hun blev færdiguddannet som sociolog fra KU i 2010 og frem til ph.d.-ansættelsen i 2017, har hun arbejdet uden for universitetet, dels i Socialforvaltningen i Københavns Kommune, dels i Rigspolitiet. Og måske ligger her en forklaring på hendes klare fokus på, at hendes forskning skal ud og løse problemer i samfundet.

“Jeg har været ansat ude blandt de varme hænder – socialrådgivere og politifolk – hvor folk har pissetravlt, og der er man altså nødt til hurtigt at kunne forklare, hvad det er, man kan som sociolog, og hvilke problemer man kan være med til at løse”, siger Sidsel Kirstine Harder.

Men det handler også om at finde sin egen profil i den interne konkurrence, hvor hendes sene indtræden har gjort, at hun allerede er bagud på nogle områder.

“Jeg har kolleger på min alder, som har 5-10 år mere forskningserfaring – flest mænd, selvfølgelig – og jeg kan ikke rulle en publikationsliste ud og konkurrere på den front, når der deles faste stillinger ud. I stedet prøver jeg at gøre en forskel ude i praksis”.

}