Dansk Magisterforening

Forskningens servilisering

Forhenværende videnskabsminister Helge Sanders credo “fra forskning til faktura” gælder stadigvæk som ubetinget ledestjerne i dansk forskning, skriver debattørerne. © Foto : Jacob Nielsen/Ritzau Scanpix

Tine Fristrup og Steen Nepper
Del artikel:

Hvorfor skal videnskaben styres af politik og økonomi i et såkaldt videnssamfund? Lad os foretage et tankeeksperiment og forestille os, at videnskaben står solidt plantet på sine egne ben uden at skulle være tvunget til at agere som den velvillige og afhængige variabel.

Debatindlæg skrevet af Tine Fristrup og Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet

Skandalen omkring oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet var ikke en enlig svale. En intern undersøgelse på Aarhus Universitet har fundet fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA). Og mon ikke der også ville kunne findes fejl og mangler, hvis uvildige instanser satte sig for at finkæmme eksempelvis DTU’s eller KU’s eksternt finansierede forskningssamarbejder og -afrapporteringer?

Med andre ord er fanden løs på universitetet og rektorer og andet godtfolk tvinges til at gå offentlig bodsgang, mens de samtidig gør deres bedste for at iværksætte rygenoprettende post- men allerhelst pre-damagecontroltiltag. Det er ikke bare ét universitet, der er noget galt med, men hele Danmarks universitetssektor.

Forundret bør man ikke være i en verden, hvor over halvdelen af universitetets forskningsmidler kommer udefra, og der er betydelige private interesser involveret i at få produceret anvendelig forskning af høj og uplettet kvalitet. Kan der henvises til forskning fra et offentligt universitet, har den producerede viden nemlig høj legitimitet.

“Fra forskning til faktura”, lød den i forskningspolitisk forstand hedengangne Helge Sanders credo som bekendt, og dén devise gælder stadigvæk som ubetinget ledestjerne. Dertil kommer, at forskningen er blevet konkurrenceudsat, og at forskerne også med jævne mellemrum skal myndighedsbetjene og levere statsligt efterspurgte tjenesteydelser. Forskere risikerer at blive transformeret til konsulenter, der skal tilvejebringe det, opdragsgiverne ønsker, inden for stadig snævrere rammer.

Kedsommeligt forudsigelige er reaktionerne. Den ene del af det politiske spektrum siger: Det offentlige har svigtet. Flere frie forskningsmidler må der til, og frem for alt må grundforskningen støttes. Dertil kommer, at det højtbesungne armslængdeprincip må sættes stærkere igennem. Eksterne interessenter må vide og frem for alt “lære” at acceptere, at forskning notorisk ikke kan bestilles til at levere forudbestemte ydelser. Den anden del siger: Money talks! Kom ind i spillet. Selvfølgelig skal forskningen producere det, erhvervslivet og staten efterspørger. Hvad skal samfundet med verdensfjern forskning, der ikke sikrer nationens konkurrenceevne og bidrager til at løse påtrængende problemer?

Førstnævnte stemme har det meget svært. For på tinge er der ikke mange stemmer i at være den frie forsknings ven. Dertil kommer sikkert både taktiske hensyn og en vis portion usikkerhed. For hvorfor støtte forskning, der ikke er let at “sælge” til befolkningen, og hvad nu, hvis forskerne finder ud af noget, der slet ikke flugter med de politiske strategier for samfundets udvikling? Sidstnævnte stemme er derimod i vælten i et samfund, der i stigende grad hylder utilitaristiske argumentations-, forståelses- og handleformer. Noget for noget, hedder det i folkemunde. Alt hvad vi gør, skal kunne betale sig, hvorfor ellers gøre det?

Men lad os alligevel prøve at vende bøtten og tage en sviptur i den samfundsteoretiske helikopter. Fra behørig højde kan tre delsystemer øjnes langt dernede i det samfundsmæssige pløre: et økonomisk, et politisk og et videnskabeligt. Kun via et analytisk røntgenblik lader de sig dechifrere, da de er filtret godt og grundigt ind i hinanden; men de er faktisk distinkte, og de (for) følger vidt forskellige rationaler. Logikken for økonomien er lønsomhed og overskud (profit), logikken for politikken er styring og samfundsudvikling (magt), og logikken for den forskningsbaserede videnskab er frihed til at tænke, spørge og undersøge alverdens fænomener i forsøget på at skabe ny viden og/eller ugyldiggøre gammel ditto (dvs. sandhed).

Oppe i helikopteren er det svært ikke at komme til at undre sig over, hvorfor de tre delsystemer ikke er lige stærke. Det virker bestemt, som om videnskaben er den afhængige variabel. Uden eksterne penge og (universitets)-politisk bevågenhed, ingen forskning, ingen videnskab. Umiddelbart ser det ud til, at videnskaben er den ultimativt svageste part. Men samtidig gælder det, at det økonomiske system er direkte afhængigt af, at der fortløbende bliver produceret ny viden om alt fra befolkningens sundhedsdata og nye læringsteorier til neuroplasticitet og bæredygtighedsstrategier. Ingen vidensøkonomi – eller kognitiv kapitalisme, som vi foretrækker at kalde den herskende periode – uden viden og videnskab. Viden er blevet en vare og en grundlæggende strategisk produktivkraft. Til gengæld er det politiske system absolut ikke interesseret i at lytte til videnskabelige indsigter, hvis det ikke er opportunt.

Skulle man finde på at skrive en “Kejserens nye klæder” version 2.0, så ville det opvakte barn nok spørge: Hvorfor kan videnskaben ikke spille førsteviolin, når økonomien er direkte afhængig af den? Måske ville det også driste sig til at spørge: Når nu det politiske system alligevel altid kommer for sent til at nå og formå at rydde op efter alle de problemer, som et amokløbende økonomisk system tørrer af på det politiske system, hvorfor allierer det sig så ikke med det videnskabelige system for at prøve at kontrollere det økonomiske ditto?

Det  fundamentale problem er simpelthen: Hvordan kan videnskaben komme til at stå solidt plantet på sine egne ben uden at skulle være tvunget til at agere som en alt for servil og afhængig variabel? Det indtil videre ganske hjemløse svar er, at videnskabens egen selvreferentialitet – dvs. den frie vidensskabelse i sandhedens navn – må tiltage sig magt og agt i et samfund, der er komplet skævvredet af altigennemtrængelige og anmassende økonomiske rationaler og på sin vis underlegne, krænkende og i stigende grad fordummende politiske tiltag til at overstyre universitetsverdenen.

}