Hvornår har man gjort nok?

Hendes familie synes, hun er vildt sej. Hendes vejleder siger, at hun skal nyde det. Men usikkerheden er en tro følgesvend i et ph.d.-projekt. I hvert fald for Tóra Djurhuus, der knap halvvejs i forløbet stadig kan komme i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er bund i hendes teser.

“Lige nu, hvor jeg sidder og forklarer dig om projektet, kommer jeg til at tænke: Hvad fanden har jeg gang i? Men altså ... jeg er kun et år henne i projektet, og så er det o.k. at have det sådan, får jeg at vide”.

Hendes projekt, der handler om imperiumnostalgi i Brexit-debatten, er der, hvor teorien er læst, datamaterialet er indsamlet, spørgsmålene er stillet, men svarene skal først til at komme nu.

“Jeg kan godt finde mig selv liggende vågen om natten og spekulere på, om det bare er mig, der overkomplicerer hele problemstillingen, om der overhovedet er noget i det, jeg prøver at undersøge. Og så må jeg minde mig selv om, at mit projektforslag ikke var blevet antaget, hvis der ikke var noget at komme efter”, fortæller hun.

Kan ikke vide alt, men vil helst
Hun nævner selv begrebet “imposters syndrome” – en underliggende følelse af, at man i virkeligheden ikke er dygtig nok til at være i sin stilling, og at det blot er et spørgsmål om tid, før det bliver opdaget.

“Jeg er meget optaget af, at jeg ikke ved alt. Og det er åbenbart meget normalt for en uerfaren forsker, at man tror, man skal vide alt for at kunne sige noget. Jeg har lige været i London og samle kilder. Min vejleder bad mig gå ned i den store Waterstones-bogbutik ved Piccadilly. Han sagde: Hvis du føler, at du bør vide alt, så stil dig i den butik og spørg dig selv, hvornår du nogen sinde kommer til at læse alt, der er derinde. Du må acceptere, at du ikke når alt, ellers går du ned med stress”.

Det lå umiddelbart ikke i kortene, at Tóra Djurhuus skulle være forsker. På Færøerne, hvor hun er født, arbejdede hun som ekspedient og senere butikschef i flere modebutikker. Men hun fandt ud af, at hun ville mere end at stå i butik hele livet. Hun rejste til Danmark og lod sig indskrive på engelsk på KU, stadig med tanke på at vende tilbage til et job inden for handelssektoren. Her blev hun imidlertid grebet af især det historiske element i uddannelsen, og allerede på kandidatstudiet begyndte ideen om en ph.d. at spire. Og efter at have holdt sig til som forskningsassistent efter at være blevet kandidat – i øvrigt som den første i hendes familie – fik hun ønsket opfyldt.

Uproduktive dage
Hun beskriver ph.d.-stillingen som fantastisk spændende og et stort privilegium på den ene side og på den anden side ekstremt hårdt.

“Du får tre år til at skrive det, men der er altså arbejde til mere. Det er også hårdt at skulle styre det hele selv. Alt er op til dig. Jeg vælger at tage lange arbejdsdage og så holde weekenden fri, for at det ikke skal tage helt over”.

Når du selv tilrettelægger dit arbejde, hvorfor arbejder du ikke bare lidt mindre? 

"Den der 8-16-ramme skrider, hvis jeg ikke er produktiv nok. Nogle gange kan jeg sidde en hel dag og stirre på et afsnit, der ikke virker. Hvis jeg har en offday, hvor det ikke fungerer, så ender jeg med at bruge længere tid”.

Selvbestemmelsen over sin tid er et privilegium, men som ny i faget kan det være svært at vide, hvad der reelt ligger i en arbejdsdags indsats, forklarer Tóra Djurhuus.

“Min vejleder er helt afslappet og siger: Du kan ikke vide alt, du kan ikke læse alt, og nogle dage kan du ikke lave noget. Men det er bare vanskeligt, når man er ny i den proces. Måske er der også noget med den måde, man taler om at være ph.d.-studerende på. Det hedder altid, at det er så hårdt. Og hvis det så ikke er hårdt, så føler man måske, at man ikke arbejder nok”.

Prøver at nyde
En anden kilde til usikkerhed er ikke selve ph.d.-projektet, men det, der kommer bagefter. Tóra Djurhuus vil gerne fortsætte i forskningen. Men mulighederne på et forholdsvis smalt humanistisk felt som hendes er svære at få øje på inden for landets grænser. Eksempelvis har Carlsbergfondet ændret sin politik, så man nu kun giver postdocstipendier til udlandet.

“Det betyder, at man må være åben for at tage ud. Det er et valg, jeg kommer til at gøre. Jeg har muligheden, men de, der har børn og familie, har måske ikke den mobilitet”.

Tóra Djurhuus har haft adskillige år i arbejdslivet, før hun slog ind på den akademiske vej. Og jo ældre man er, jo mere ser man risikoen ved at satse på en forskerkarriere. “Når jeg er færdig om to år, er jeg 37 år. Man kan risikere at gå fra postdoc til postdoc og til sidst finde ud af, at der bare ikke er noget fast job til mig. Så hvad er alternativet, og hvornår skal man stoppe og foretage et karriereskift? Jeg har ikke gjort mig de tanker endnu. Lige nu prøver jeg bare at gøre, som min vejleder siger: Nyde den tid, hvor jeg kan fordybe mig i min forskning”.