Dansk Magisterforening

Medier amok i sexforskning

xxxxxxxxx © Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Det er ikke til at komme uden om: ordet ’sex’ får alle til at spidse ører, også selvom det handler om et dybt seriøst forskningsprojekt.

Sex er fantastisk.  Både at forske i og når der skal sælges aviser.

I dette efterår blev der slået noget nær danmarksrekord i intensiv mediedækning af et forskningsresultat, da rapporten ’Sex i Danmark’ udkom 28. oktober. Politiken lavede særtillæg, DR2 lavede temalørdag, TV2 havde daglige nyhedsindslag i en hel uge, og stort set alle andre brede nyhedsmedier var med på rullen. Ikke en trusse var tør. Og helt ærligt: hvem kan sige sig fri for at være nysgerrig, når det gælder naboens – den gennemsnitlige – sexvaner?

Christian Graugaard, professor ved Sexologisk Forskningscenter på AAU, var et af orkanens to øjne. Han er glad for den store interesse og ikke mindst for, at det ikke kammede over i ren hø-hø og fnise-fnadder. Det havde han nemlig frygtet.

”Vi ved jo, at sex sælger, og alle der har beskæftiget sig med sexologi har oplevet, at der er blevet slået plat på en ellers alvorlig sag. Så vi havde da helt klart en frygt for, at det ville blive den lumre side af sagen, journalisterne ville kaste sig over, eller at det ville blive sådan noget petitjournalistik med små klummer i damebladene. Men jeg synes absolut, undersøgelsen er blevet dækket sobert og nysgerrigt”, siger Christian Graugaard, der står bag Projekt SEXUS sammen med overlæge Morten Frich fra Statens Serum Institut.

Hvad er du oftest blevet spurgt om?

”Hvad der har overrasket mig mest i undersøgelsen”.

Hvad har overrasket dig mest i undersøgelsen?

”Gennemgående er det nok de store kønsforskelle – at der på så mange områder er forskel på, hvad mænd og kvinder gør, mener og føler i forhold til det seksuelle. Men en ting, der efterfølgende har overrasket mig, er hvor sprængfarligt det er at vise, at der er gennemsnitlige forskelle på køn. Særligt hvis man, som vi tillod os, foreslår, at de bygger på et komplekst samspil mellem biologi og kultur. Når to hvide, modne mænd nævner ’b-ordet’, er der åbenbart lagt op til øretæver”. 

Formålet med projektet er at skabe viden, som fremmer seksuel trivsel. Hvordan får vi mere seksuel trivsel?

”Det er en banal kendsgerning, at man ikke kan gøre noget ved problemer, før man har beskrevet dem. Det er det, vi har gjort nu, og det er første skridt til at ændre både en klinisk praksis og en forebyggelsesindsats. Skal jeg være lidt flot, så opfatter vi Projekt SEXUS som et akademisk bidrag til en nødvendig tabunedbrydning. Ved at få tal på bordet får vi lejlighed til at tale om noget, der kan være svært at tale om, og folk kan spejle sig og sige: aha, jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Og fagfolk kan se, at dette her er vigtigt for deres patienter”.

Hvad skal du så lave nu?

”Projektet har nok peaket mediemæssigt, men for os er det først nu, alt det spændende begynder. Vi skal til at bearbejde alle tallene videnskabeligt, og så skal vi i gang med en tung proces, der handler om at overbevise fondene om, at det vil kræve mere forskningstid – og flere penge – at få tallene ordentligt foldet ud. Til gavn og glæde for danskernes sundhed”, siger Christian Graugaard. 

}