Gå til sidens indhold
tandhjul.jpg
Foto: Colourbox

Debat: Masseuniversitetets modulationsmaskineri

Servilt tager de studerende det ene ECTS-pointudløsende kursus efter det andet og gennemfører i stigende grad deres uddannelser på normeret tid; men universitetet er ikke (længere) deres (eller vores).

Emneord:

Af Tine Fristrup og Steen Nepper Larsen fra Forskningsenheden i Samtidsdiagnostik ved DPU, Aarhus Universitet

Champagneflasken er tømt, og raketbatterierne fuset af. Et nyt årti står for døren – og vi skal sædvanen tro sige farvel til et gammelt årti, hvori mange reformer skulle implementeres – ikke mindst den såkaldte fremdriftsreform.

Tusindvis af studerende indtager igen landets masseuniversiteter og skal endnu en gang indløse ECTS-pointmaskinens modulkrav. Modulationerne er udstyret med transparente og retningsanvisende outcomebaserede kompetencemål, der erstatter tidligere færdighedsmål. Livslang kompetenceudvikling gennem læring er et andet udtryk for universitetets skole(lig) gørelse. Aldrig løses man af lære, for enhver begivenhed skal udlægges i læringens hellige navn – og ikke nok med det: Man skal også selv tage ansvar for læringen og gøre den til sin læring. Det handler ikke om at bruge tid på at tænke eller tage omveje, der fører én nye steder hen. Modulationsreguleringen tillader kun fremdrift, hvilket understøttes af den massive brug af participiumsformer – de såkaldte ingformer, hvor det ene kursus efter det andet skal forceres udelukkende med blikket rettet mod dét at passere kurset – passeringen.

Accelerationssamfundet afkræver acceleration gennem de sprogliggjorte ing-former som modulering, cirkulering, rotering og “surfing”, for vi har indrettet vores omgang med verden efter kapitalens forskrifter om den nødvendige bevægelighed. Selv den aldrende krop skal holdes i konstant bevægelse for i aktiveringens navn at jagte selvoptimeringen gennem vedligeholdelsen af sine sundhedskompetencer. Kompetencerne er blevet mine – jeg skal nemlig tage ansvar for min egen aldring og min egen læring – selvom kroppen på ingen måde er min egen. Selvoptimering og fremdrift(ing) er blevet et anliggende for masseuniversitetets orientering mod at skulle sikre de studerendes employability.

Vi bevæger os fra modul til modulation – fra form til formning – og ingen aktører (der i mellemtiden er blevet til cirkulationsagenter) – det være sig de undervisende lektorer, studieledere eller det bureaukratiske personel – drømmer i deres vildeste fantasi om, at kurserne – endsige deres sakrosante masterplaner: studieordningerne – kunne drøftes og endevendes pø om pø og bottom-up med de studerende, og endnu færre er sikkert af den opfattelse, at der ville kunne komme noget som helst fornuftigt og gangbart ud af denne “øvelse” – andet end at den tager tid, så de studerende kommer til at spilde deres knappe ressourcer på participatoriske gerninger.

Men engang var det anderledes. I et verdenshistorisk universitetsperspektiv på mere end 800 år er det faktisk ikke så længe siden, at de studerende selv var med til at komme med idéer til fagenes indhold og uddannelsernes opbygning. I 1970’erne var for eksempel de RUC-studerende i fællesskab med deres undervisere med til at diskutere og opbygge basisuddannelsesuniversitetets overbygningsuddannelser (kaldet OB I-IV, rækkende fra teknologikritik og nytænkning af statsforvaltningen til videnskabsstudier og bevidsthedshistorie). De hundredvis af timer, der blev investeret i at udarbejde udkast, foretage eksperimenterende scenarier og afvikle fremtidsværksteder i utopiens navn, blev ikke bogført, og de udløste ingen ECTS-point – det var med andre ord før Bolognaprocessen.

RUC var et lille reformuniversitet på en pløjemark uden for Roskilde, et produkt af højkonjunktur, nye kvalifikationsbehov og et livgivende ungdomsoprør. KU havde også brug for at blive aflastet, og professorvældet for at blive udfordret.

Retrospektivt må det selvfølgelig sandes, at RUC’s engang så revolutionerende tværvidenskabelige problemformulerings- og projektarbejdsteknikker bredte sig som en steppebrand og i 2020 paradoksalt nok passer som fødder i hoser til det forhastede og målstyrede masseuniversitet opbygget af fleksible modulationsuddannelser. Medtænkes må også, at fremdriftsreformen tvinger de studerende til at tænke taktisk og tidsøkonomisk snarere end substantielt, dybdeborende og akademisk. Tankefrihed erstattes af friheden til at vælge mellem forskellige forhåndsdesignede uddannelser.

Noget, der undrer os, er derfor, hvorfor vi ikke ser et nyt fuldtonet og bredt forankret ungdomsoprør på de danske universiteter? Nyligen har der været tilløb til noget sådant på KU; men måske var protesterne for defensive og for lette at udmanøvrere i deres ellers såre prisværdige forsvar for de truede humaniorafag.

Hvor unge mennesker around the Globe samles om slogans som: Reclaim the city og Democracy now, så savner vi endnu at se tilløb til fagkritiske og uddannelsesfornyende fronter version 2.0.

I det nye årti står vi over for talrige udfordringer, for hvordan lærer samfundsborgerne at tænke ikkeinstrumentalistisk, ikkeantropocentrisk og ikkekapitalistisk? Hvordan afvikles subjekt-objekt-tankegangen, og hvornår sender vi the economic man på pension? Hvordan skaber vi grobund for radikale dannelsestanker, eksperimenterende fællesskaber og nye videnskabelige gennembrud? Hvordan kommer generationerne til at tale sammen på tværs af evidente magt- og erfaringsforskelle?

Universiteterne ville helt sikkert være nogle sjovere steder at virke, arbejde og studere “på”, hvis forskerne, underviserne og de studerende satte sig for at generobre og på sin vis grundlægge dem på ny. Ritualiseringer på uddannelsesområdet risikerer desværre ofte at skabe fængsler uden tremmer. Det er uhyre trist år ud og år ind at skulle udbyde alle disse modul(ations)kurser, som de studerende ingen indflydelse har på, selvom vi selvfølgelig godt ved, at nogle få af dem sidder med i diverse ekspederende studienævn, der høres undervejs.

Stillet over for vilde udfordringer i kølvandet på samtidens klima- og miljøkriser må universiteterne også til at vågne op som tænkende, afprøvende og demokratisk inviterende institutioner.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen