Gå til sidens indhold
Bøger og æbler
Foto: Colourbox

“Du har jo rigtige bøger med …”

Nærmest umærkeligt er jeg blevet transformeret til en servil og innovativ edu-tech-atlet under coronakrisen. Men jeg savner de studerende og de upåagtede sociale dynamikker, der plejede at binde os sammen. Hvad blev der af alle de uplanlagte begivenheder, mennesker indgår i og kan antænde, når de bevæger sig frit på universitetet?

Emneord:

Forelæsningerne har jeg for længst optaget på min pc og sendt ud til de studerende i små pakker a 20-25 minutters varighed. Tre styks byder sig til på session 8 på det videnskabsteoretiske kursus på fjerde semester på Uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet: “Den fænomenologiske arv”, “Aktuel kropsfænomenologi” og “Kritik af fænomenologien”. Akkompagnerende læsevejledende spørgsmål har de også modtaget i god tid.

Nu tænder vi så for det virtuelle undervisningsrum. Jeg taler ud i intetheden, og kun ganske få af de studerende tænder for deres kameraer som talende ansigter. Det kan jeg bedst lide, men ikke forlange. Heldigvis er der mange af dem, der tør stille spørgsmål på skrift i højre side af skærmen.

En ubændig lyst fik mig til også at producere en bonusvideo uden for pensum med den fængende og samtidsdiagnostiske titel: “Coronakrisen i et videnskabsteoretisk perspektiv”. Hegel har nok hvisket mig i øret og ladet mig forstå, at det gælder om at bringe den mærkelige tid, vi lever i, på begreb. Smittende spørgsmål vælter frem: Hvordan vil en positivist, en hermeneutiker, en poststrukturalist, en begrebshistoriker, en fænomenolog tilgå coronakrisen? Hvad vil de forskellige tilgange ikke kunne se – endsige forstå? Betales indsigt altid med blindhed?

Savner de studerende

Med andre ord er jeg blevet genfødt som en nogenlunde ferm edu-tech-atlet; men ih, hvor jeg savner de studerende in re. Småsnakken i pauserne. Smilene, de flakkende blikke, de måbende ansigter, latteren … Knitrende kridt på tavlen, alle mine opslåede bøger, der skal citeres fra – frokostpausen midtvejs. Hvad blev der af det levende universitet?

Normalt “spiller” jeg på stemningen i rummet, fornemmer, at der skal tages en rundgang mere omkring et vanskeligt begreb eller gives endnu et eksempel. Lader mig tiltale af resonansen, mens jeg “tvinges” til at ræsonnere lynhurtigt og gribes af blikkene i øjeblikket. Intellektualiteten in spe skal gødes fortløbende og med fingerspitzgefühl.

I det virtuelle rum er det derimod svært at vide, om de studerende er glade, medspillende eller indifferente. Samtalen risikerer at blive funktionaliseret. Vi beder dem om at slukke for mikrofonerne, hvis de ikke har noget at spørge om. De studerende gøres på én gang til høflige og afventende konsumenter og til strategiske, kalkulerende spørgere. Uventede og overraskende ud- og indfald udebliver. Det er blevet sværere at improvisere – såvel for dem som for mig. Livgivende drillerier, dobbeltbundne ironiske sentenser, erindringsladede referencer til foregående kursusgange ... har hårde odds in virtu.

Kigger ind i kropsløse skærme

Efterhånden kan jeg ikke huske, hvad de hedder, og hvordan de ser ud, de studerende. Jeg ved heller ikke, om de er med, og (be)mærker ikke, om de får noget ud af alle mine bestræbelser på at agere behørigt i undtagelsestilstanden. Som af en ufrivillig, men heldigvis let aktivérbar hukommelseshammer rammes jeg af et dejligt udsagn fra en af de første rigtige kursusgange: “Du har jo rigtige bøger med …”, var der en studerende, der sagde. “Det er der ingen af de andre forelæsere, der har …”. Og da jeg aldrig bruger PowerPoints og altid slæber mig en pukkel til, da jeg ynder at have stabler af bøger med, så var jeg selvfølgelig beæret over opmærksomheden på min altmodische særhed.

Nu kigger vi bare ind i de kropsløse flade skærme. Jo flere skærme vi tænder og slukker for, jo færre timer med bøger og papir. Firkantede øjne og ondt i røven. Fordømte til kropsløs pseudointeraktion med knapper og flaksende tegn. Sansen for bevægelse er en by, der må ligge længere væk end Rusland.

Til gengæld bedyrer flere af de studerende mig, at det er velgørende at have mulighed for at kunne spole frem og tilbage i videoforelæsningerne i ro og mag. En on the spot-forelæsning er i sagens natur mundtlig og forsvindende, og den fremstår ofte både autoritativ, anmassende og forførende. En videoforelæsning er derimod en blivende “ting”, der kan gøres til genstand for gentagelse og i bedste tilfælde ægge til selvstændig og friere fortolkning.

Det kan til gengæld betyde, at vi risikerer at afskaffe os selv som lærere og undervisere. Hvis universiteterne skal levere 50 % af undervisningen på nettet fra efteråret 2020 (og måske for al fremtid …), så har vi allerede gjort, hvad vi kan for at minimere – måske ligefrem overflødiggøre – os selv. Skånselsløst sarkastisk og sågar selvkritisk formuleret: Videooplysningens dialektik for fulde virtuelle gardiner!

Coronakrisen dræbte den sociale dynamik

Vi agerer som flinkeskolens forvoksede julemænd m/k; thi vi er hyperansvarlige, omstillingsparate og innovative akademikere. Og det er lige noget, en sparsommelig universitetsledelse kan bruge, når den fremover skal sikre, at der er god afstand mellem os på det genåbnede universitet, hvor der selvfølgelig ikke er plads til, at alle myldrer ind på én gang.

Det flugter også fint med, at ingen undervisere skal have ejerfornemmelser over kursusmoduler på universitetet, og at det vil være mest praktisk, fleksibelt og tilregneligt, hvis de ECTS-givende pakker er så genkendelige, standardiserede og forhåndscertificerede, at de i princippet kan leveres af rigtig mange af kollegerne. Idealet synes at være, at den universitetsansatte er let udskiftelig, og at kurserne skal kunne gentages, så alle får det samme. Transparente og gennemprøvede koncepter på masseuniversitetet gør alle trygge. Synlig læring i metermål.

Skulle man få lyst til at indtage ørneflugtens metaperspektiv og uden angst driste sig til at servere en hær af herlige fremmedord, så slog coronakrisen den dyrebare, uforlignelige, sociale, intergenerationelle, interkorporale og interkonnektive dynamik ihjel på universitetet. Det næsten alt for hjemløse og totalt forsvarsløse spørgsmål er, om det nogensinde vågner op til dåd igen?

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen