Gå til sidens indhold
Rasmus Willig
Vi ved for lidt om presset på forskningsfriheden, siger lektor Rasmus Willig, der efterlyser en løbende undersøgelse af spørgsmålet.
Foto: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix

Få ord om forskeres ytringsfrihed i betænkning

Det glæder eksperter, at Ytringsfrihedskommissionens betænkning har et afsnit om forskningsfrihed, men det skuffer, at forskeres ytringsfrihed ikke bliver grundigt behandlet. ”Vi kunne have været mere i dybden med de her spørgsmål”, erkender medlem af kommissionen.

Emneord:

Efter to et halvt år er Ytringsfrihedskommissionens betænkning kommet til verden. Et digert værk på 870 sider, der gennemgår, diskuterer og definerer ytringsfriheden i Danmark.

I den forbindelse får forskningen også sin lille del af kommissionens opmærksomhed. Et afsnit med titlen “Forskningsfrihed” omtaler de to meget omtalte sager “Gyllegate” og “Oksekødsrapporten”, og kommissionen udtaler på baggrund af de to sager, at “der er grund til bekymring”, da sagerne efterlader “pletter på universiteternes ry, og de kan derfor mere generelt og grundlæggende skade offentlighedens tiltro til forskningen”, som det hedder.

Ud over de dobbelte mundkurve er der imidlertid ikke meget, der handler om forskeres ytringsfrihed. Den helt aktuelle sag om AU-professor Stiig Markager, der er blevet sagsøgt af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug for ærekrænkelser, bliver ikke nævnt. Det gør heller ikke den tidligere meget omtalte sag om KU-professor Marlene Wind, der i 2011 kom i politisk stormvejr efter at have udtalt sig i kritiske vendinger om DF’s grænsepolitik.

Og det ærgrer flere forskere, der beskæftiger sig med spørgsmålet om ytringsfrihed.

“Det ville have styrket betænkningen, hvis de var gået ind og havde behandlet nogle af de sager og udtalt sig om dem. Deres indgang er informationsfrihed, som skal sikre, at information flyder ud i samfundet, og det er også relevant. Men forskeres pligt til at deltage i den offentlige debat og deres ret til at kritisere for eksempel ledelsen internt på institutionerne, det hører også med. Men det diskuteres ikke”, siger Heine Andersen, professor emeritus og blandt andet forfatter til bogen “Forskningsfrihed”.

Han er dog glad for, at der – i det mindste – blev plads til et afsnit om forskningsfrihed i betænkningen.

Hvad er faglighedens rammer?

Betænkningen kommer kort ind på forskeres optræden i medierne og nævner, at der ikke altid er en klar deklarering af, hvornår en forsker udtaler sig som sådan. I sine anbefalinger skriver kommissionen derfor, at “forskere, når de optræder i medierne i den kapacitet, bør være opmærksomme på at holde sig inden for deres fagligheds rammer”.

Men hvad er ens fagligheds rammer? Det kan være svært at afgrænse, bemærker Heine Andersen.

“Som eksempel var der en diskussion om et klimaopråb i medierne underskrevet af 300 danske forskere. Nogle havde så bemærket, at der både var politologer og sociologer og så videre blandt underskriverne, og det var jo ikke klimaforskere. Men synspunktet var noget vrøvl, for selvfølgelig er der både sociologiske og politologiske aspekter af klimaudviklingen”, siger han.

Han havde til gengæld gerne set, at kommissionen havde brugt betænkningen til at gentage en afgørelse omkring forskeres rolle i den offentlige debat, som ombudsmanden udtalte i en sag i 2005. Her nævnte ombudsmanden nemlig tre roller, forskeren kan ytre sig i: som forsker på institutionens vegne, som forsker på egne vegne og endelig som privatperson.

“Det er en vigtig afgørelse, man ofte glemmer. Den er heller ikke med i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed, som kun sondrer mellem at udtale sig som privatperson eller på institutionens vegne. Det er jo mere relevant for embedsmænd, men den kategori, der gælder for forskere, har man glemt”.

Vidtgående udstrakt ytringsfrihed

Lektor ved RUC Rasmus Willig, der forsker i ytringsfrihed for offentligt ansatte, savner også, at kommissionen var gået grundigere ind i definitionen af forskeres ytringsfrihed.

“Den tredelte mulighed for at ytre sig – som privatperson, som forsker på institutionens vegne og som forsker på egne vegne – fortæller i princippet, at forskere har en vidtgående udstrakt ytringsfrihed. Og når det ikke optræder i betænkningen, bliver man bekymret for, at det kan blive glemt eller indskrænket. Vi har ikke en særlig præcis definition eller praksis på området. Og alene det, at der er tvivl, kan lede til en usikkerhed, der gør, at forskere holder sig tilbage fra at ytre sig”, siger han.

Rasmus Willig er som Heine Andersen glad for, at der overhovedet blev plads til temaet forskningsfrihed i betænkningen. Men han savner diskussionen af en faktor, som i hans øjne er meget afgørende for forskeres lyst til at markere sig i offentligheden: de mange løse ansættelser.

“Vi kan have en stærk begrundet mistanke om, at forskningsfriheden er afhængig af ansættelsesforholdet. For hvis man ikke er sikker i sin ansættelse, kan vi med rimelighed antage, at man vil være mere forsigtig med ytringer og i en position, hvor det er sværere at sige fra”, fortæller Rasmus Willig.

Han henviser til et studie, han har gennemført med forskerkollegaen Anders Ejrnæs, der viser, at der er en sammenhæng mellem oplevet usikkerhed, stress og selvcensur.

“Håber inderligt, at det ikke findes”

Ytringsfrihedskommissionen har haft tidligere nationalbankdirektør Nils Bernstein som formand og bestod derudover af ti personer, herunder tre fra forskningsverdenen: KU-professor i jura Jens Elo Rytter, AU-professor i politologi Rune Stubager og tidligere dekan ved AU Bodil Due.

Rune Stubager fortæller, at spørgsmålet om ansættelsesforholdets betydning for ytringsfriheden ikke har været diskuteret.

“Det er heller ikke noget, jeg personligt har oplevet som en udfordring. så jeg er lidt i tvivl … Hvis han mener, at nogle kan være bange for at ytre sig om deres forskning, fordi det kan være ubekvemt for deres arbejdsgivere, så håber jeg inderligt, at det ikke findes. Det vil jeg meget gerne se eksempler på, for jeg har svært ved at tro, at det er et udbredt fænomen for offentligt ansatte forskere”, siger Rune Stubager.

Han tror mere på, at forskere – særligt løstansatte – kan være tilbageholdende med intern kritik, for eksempel af ledelsen.

“Der tror jeg ikke, der er forskel på universiteter og andre offentlige arbejdspladser – nogle er bange for at kritisere ledelsen”.

 

Vi kan have en stærk begrundet mistanke om, at forskningsfriheden er afhængig af ansættelsesforholdet.

Ramus Willig

Uden for rammen

Der står meget lidt om forskeres ytringsfrihed. Hvorfor er sager som Stiig Markager og Marlene Wind ikke nævnt?

“Det er rigtigt, det står der ikke noget eksplicit om. Jeg ved ikke, om der er et generelt pres på forskere, der udtaler sig i medierne. Og sagerne, du nævner, er lidt forskellige. I Stiig Markagers sag forekommer kritikken mod ham at være uberettiget, og han får også opbakning af AU. I Marlene Winds tilfælde havde hendes udtalelser mere karakter af politiske indlæg end forskningsformidling. Vi har faktisk en passage om det: Forskere skal være opmærksomme på at holde sig inden for deres fagligheds rammer. Min personlige opfattelse var, at det ikke var det, hun gjorde”.

Men faglighedens rammer – hvordan definerer man dem?

“Det er da heller ikke så nemt som at knipse med fingrene, det er jeg helt med på. Men hvis man som forsker vil påberåbe sig en særlig autoritet i offentligheden, så har man et ansvar for at holde sig til det, man med rimelighed kan sige, man har en faglig indsigt i, og omvendt klart markere, hvornår man spekulerer”.

Har forskere en udstrakt ytringsfrihed?

“Tja, det er et godt spørgsmål. Det er ikke noget, vi har diskuteret. Men ifølge lovgivningen har vi det vel ikke for nuværende. Der kan være gode argumenter for det. Men jeg er lidt usikker på, om der er behov for mere, end der står i betænkningen om offentligt ansattes ytringsfrihed”.

Hvilke argumenter?

“At forskere sidder inde med viden, hvor det er vigtigt, at den kan stilles til rådighed for befolkningen så umiddelbart og uhindret som muligt. Omvendt skal forskere jo ikke have lov til at komme med injurier eller bryde eksempelvis racismeparagraffen”.

Behov for løbende undersøgelse

Den tredelte ytringsmulighed, som Heine Andersen henviser til, var ifølge Rune Stubager ikke oppe i kommissionens diskussioner.

“Vi havde et meget omfattende kommissorium og i forhold til det et meget lille sekretariat. Jeg synes fint, vi kunne have været mere i dybden med de her spørgsmål. Det havde været helt på sin plads, men der var mange ting på dagsordenen”.

Kommissionen afslutter sine anbefalinger om forskningsfrihed med en generel opfordring til “en samlet vurdering af, hvordan forsknings-, informations- og ytringsfriheden kan styrkes til gavn for den enkelte forsker, forskningsinstitutionernes renommé og i sidste ende det danske demokrati”.

Og den anbefaling kan Rasmus Willig supplere med en konkret opfordring.

“Vi har behov for en undersøgelse af, hvordan forskerne oplever forskningsfriheden. Det kunne være årligt eller hver andet år i en årrække, gennemført af de otte universiteter i fællesskab. Den juridiske diskussion er interessant i sig selv, men så længe den står alene, får vi aldrig greb om problemet og problemets omfang”.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen