Dansk Magisterforening

At lade sig blive berørt

Steen Nepper Larsen
Del artikel:

Efterårssemestret står for døren. Men glem nu ikke, at det gælder om at lære at lytte – og ikke blot at sørge for, at ”tingene” og de studerendes undervisning bliver ekspederet og afviklet i en rasende fart. Resonanspædagogik må der til.

“Sich berühren werden lassen”... For tiden fornøjer jeg mig med at læse den tyske sociolog Hartmut Rosas 815 sider lange værk: “Resonanz. Eine Soziologie der Weltbeziehung”.

Det forekommer mig, at hans resonansteoretiske kongstanke: at det gælder om at opøve sansen for at lade verden tale til og berøre os, er mere vedkommende end nogensinde. Og da ganske særligt inden for uddannelsessystemets højere sfærer, der p.t. er ved at blive renset for “farlig” taktilitet, orale og nasale kropsvæsker og virkelige menneskelige møder til fordel for endnu mere fjernundervisning via edu. tech i denne laaaaaangstrakte, uberegnelige og anmassende coronakrise.

Uni-livet risikerer at skrumpe ind til et skærmet skærmliv, mens livet diffunderer forbi i en svag erindring om, hvordan det sociale liv for blot et halvt år siden kunne tage sig ud. At indlade sig på at lade sig blive berørt kan bl.a. dreje sig om at træde ind i et vibrerende, lydhørt og nysgerrigt socialt rum, hvori kilder, dokumenter, argumenter og klassiske tekster kan blive nærstuderet, undersøgt grundigt – og frem for alt behørigt endevendt og fortolket på selvstændig facon.

Begrebet “Weltbeziehung” er bestemt ikke let at oversætte til dansk, men det drejer sig om at sætte navn på stemtheden i vores forbindelse med, forhold til og omgang med verden. Vi står så at sige altid allerede i et kropsligt og tænkende forhold til verden. Dertil kommer, at vi umærkeligt gennemskylles af dens fordringer, betydninger og muligheder.

Det er ikke så ringe endda.

Den dobbelte åbning

Resonansakserne mellem selvet og verden må ikke (for)blive stumme. Udvekslingerne må åbnes og kvalificeres. Det gælder, som Wilhelm von Humboldt formulerede det i sin dannelsestænkning for mere end 200 år siden, om at sikre den rigest mulige vekselvirkning mellem menneske og verden. I det 20. århundrede skrev den tyske didaktiker Wolfgang Klafki kongenialt om den dobbelte åbning inden for uddannelsessystemet.

Lærerne og de studerende må i fællesskab gøde jorden og ikke mindst overrisle ånden for at få verden til at åbne sig for mennesket og ægge mennesket til at åbne sig for verden. 

 

Gode lærere har en slags gehør. De kan mærke, hvor de studerende vil hen med deres spørgen og undren.

Det er ikke tilfældigt, at Rosa har gjort begrebet resonans til et kritisk modbegreb i sit årelange forsøg på at udstille og allerhelst også afvikle accelerationssamfundets elendigheder.

Han inviterer til en anden måde at tænke og handle på. Dvæl ved ørets tålmodige lytten efter et inviterende anslag og nye begyndelser. Skærp opmærksomheden på udleveretheden til menneskelyde og optagetheden af den andens stemme.

Nyd ordenes ankomst, melodi og rytme. Opøv tøvende afstemninger af det sagte, det omtalte, det antydede, det tænkte og det svarede. Indlad dig på synkroniseringsbestræbelser, men vov også at gå i modtakt i og overskride givne sociale rum.

Måske øret ligefrem kan kontrasteres synet inden for den pædagogiske verden, hvor det formeligt vrimler med krav om synlig læring og graduerede, transparente og forpligtende læringsmål.

Synlighedsteknologiske tiltag skærer hverdagsvirkeligheden til inden for uddannelsessystemet, inden det har “mødt”, endsige “talt med” én eneste levende studerende.

Der sættes mål og oftest også tal på alt og alle, så de agile aktører ved, hvad de (vi?) skal gøre. Okularcentristen, der kun benytter sig af sit magtfulde øje og/eller en servil og resultatorienteret algoritme, behøver overhovedet ikke at lytte.

Vedkommende kan blot aflæse tallene og præsentere “relevante” og “tydelige” løsninger.

Øret kan principielt ikke lukkes

Øret er “ophav” til en særdeles følsom sans: høresansen. Det er fx nemmere at lukke øjnene og gå videre end at negligere et skrig om hjælp. Og lettere at se væk end at lukke ørerne. Ihukommes må det, at resonansen kan trænes. Gode lærere har en slags gehør. De kan mærke, hvor de studerende vil hen med deres spørgen og undren. De formår på én og samme tid at erindre, hvor de selv har været engang, og forsigtigt at foregribe, hvad den studerende kæmper med, og hvad høn, hun, han drømmer om at virkeliggøre.

Gode læsere docerer ikke, men de doserer stoffet i konkrete kontekster, specifikke aftapninger og personbundne formater. Rosa taler om den “selvvirksomme” studerende, der mærker sin egen krop og “bebor” sin egen søgen. Ideelt – men så sandelig også reelt – set drejer resonanserfaringer, der har med dannelse og uddannelse at gøre, sig om lydhørhed og genklange.

Uddannelsens mål og dannelsens idé er ikke at beherske verden eller at kunne gøre den beherskelig ved at tilegne sig en givet portion viden, men derimod at de studerende ændrer deres forhold til verden og ikke mindst til sig selv og hinanden. Læreren orkestrerer og akkompagnerer fremmedheder i passende former, og opvakte elever drister sig til at påpege mangler i lærerens forklaringer.

Læreren er ikke en moderator på repete, men snarere en stemmegaffel, der slår den første tone an. Der inviteres til sammenspil og improvisation.

Bliven eksistentielt berørt og æltet

Syd for Kruså-grænsen kan der uden angst serveres nogle vidunderlige ordguirlander: “In-Schwingung-Versetzt-Werden”, “Momente des Berührtworden-Seins” og “In-Beziehung-Treten mit einer Sache”.

Vendingerne kommer til at lyde fladtrådte, hvis de “danificeres”. Alligevel drister jeg mig til at vove pelsen: “at blive hensat i svingning”, “momenter af at være blevet berørt” og “at træde i forbindelse med en sag”. Resonanserfaringer er kropserfaringer, der rækker langt ud over øjets domæne.

Rosa og jeg er hyperkritiske over for de lærdomsformater, der byder på éntydige skærmformidlinger af verden. Som “Monokanal zur Welt” præsenterer de alt for mange glatte overflader for de lærdomssøgende. It-apparaturet er en potentielt “Resonanzkiller”. For glemmes må det ikke, at erkendelsen bor i kroppen. En håndæltende bager fornemmer dejens rette konsistens via sine fingres visdom. Dejen har en genuin stemme, og bageren er trænet til at lytte.

}