Dansk Magisterforening

Myte må dø: Forsknings­finansiering fører ikke til selvmord

Forskerforums grafik for sammenhængen mellem forskningsudgifter og selvmord i USA. © Kilde: U.S. Office for Management and Budget/ Centers for Disease Control & Prevention.

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Efter indhentning af friske data kan Forskerforum en gang for alle afkræfte den forestilling, at øgede offentlige forskningsudgifter får flere til at hænge sig selv.

Der er sammenhæng, og så er der sammenfald. Det første er det sjoveste, men i dette tilfælde må vi påtage os rollen som lyseslukkere. Der er ingen tegn på kausalitet mellem statens forskningsbudgetter og antallet af selvmord ved hængning eller anden form for kvælning.

Historien om den sælsomme konstellation af forskningsbudget og selvmord var ellers at læse på mange nyhedssites for omkring fem år siden. På det tidspunkt udkom bogen “Spurious correlations” skrevet af amerikaneren Tyler Vigen. Den handler, som titlen antyder, om korrelationer mellem ting, der intet har at gøre med hinanden. Og et af de gode eksempler på dette, som Tyler Vigen har gravet frem, var forholdet mellem USA’s offentlige budget for videnskab, rumfart og teknologi og så antallet af amerikanere, der tager livet af sig selv ved hængning eller anden form for kvælning.

Det to kurver var som svøbt om hinanden, og Tyler Vigen kunne beregne en imponerende korrelationsprocent på 99,79.

Nej, nej – det viser bare, at korrelation og kausalitet er to ting, der ikke må forveksles. Det budskab rejste Tyler Vigen rundt med, samtidig med at bogen blev solgt vidt og bredt.

På Forskerforum har vi imidlertid ikke følt os helt trygge. Særligt ikke da vi jævnligt lægger spalter til det synspunkt, at Danmarks forskningsbudgetter bør hæves. Men kan det tænkes, at prisen for dette vil være en stigning i selvmordsraten?

Den risiko er ikke værd at løbe. Derfor har vi valgt at opdatere Tyler Vigens beregninger med nye tal for at se, om tendensen bliver bekræftet. Tyler Vigens sammenligning skete på baggrund af tal fra 1999-2009. Vi har indhentet nye data, der går frem til 2018, og lavet en ny grafik. Og der er godt nyt, hvis man er korrelationsmodstander. De to kurver stikker nemlig fuldstændig af fra hinanden, særligt da der sker en kraftig stigning i videnskabs- og rumfartsbudgettet i 2009. Selvmordsraten ved kvælningsdød fortsætter fuldstændig uanfægtet sin meget jævne – og meget triste – stigning.

De tal, vi har indhentet, viser i øvrigt ikke den samme grad af korrelation fra 1999 til 2009 som Tyler Vigens. Forskellen ligger i videnskabsbudgettet – posten ved navn “function 250” på det amerikanske statsbudget. Tallene, Forskerforum har indhentet fra publikationen “Historical Tables” udgivet af Det Hvide Hus’ Office of Management and Budget, er lidt anderledes end dem, Tyler Vigen fremstiller, selv om han har samme afdeling som kilde.

Det kan der være mange forklaringer på. Men den vigtige lære: Der er ikke statistisk belæg for, at det vil medføre flere selvmord at øge de offentlige forskningsudgifter. Så bare giv los!

Tyler Vigens fremstilling af sammenhængen mellem forskningsudgifter og selvmord i USA. © Kilde: U.S. Office for Management and Budget/Centers for Disease Control & Prevention.
}