Gå til sidens indhold
Janne Gleerup, næstformand for universitetslærerne i DM og fællestillidsrepræsentant for VIP, Roskilde Universitet
Privat

Politisk detailstyring af forskningen – nej tak!

Hvorfor er snæver politisk styring af forskningen egentlig et problem? Skal forskningen da ikke gøre nytte og hjælpe samfundet på vej? Er vi ikke længst forbi den tid, hvor forskerne med henvisning til forskningsfriheden kan sidde i det elitære elfenbenstårn og studere, hvad de vil?

Emneord:

Forskningsministerens nyligt annoncerede opgør med samfundsdemokratiske kerneidealer om fri forskning til fordel for strammere politisk styring forekommer uskyldigt, når spørgsmålenestilles på denne måde. Og det er fristende at gå på kompromis med kendte standarder for god videnskabelig praksis, når vi står midt i en truende global økologisk krise, som akut kalder på hjælp fra alle sider.

Alligevel skal man være varsom med at skyde genvej til målet gennem politisk detailstyring af forskningen, især i den grad, som regeringens finanslovsudspil ægger op til. Problemet er ikke interessen for grøn omstilling, som på alle måder er tiltrængt. Det er derimod den manglende erkendelse af, at detailstyringen underminerer forudsætningerne for, at forskningen faktisk kan levere det, den er bedst til,
i form af dyb, alsidig indsigt i komplekse problemsammenhænge, som igen danner afsæt for nyskabende erkendelser og radikale forandringsanvisende forskningsresultater, som kampen mod klimaforandringerne står og falder med.

Regeringens ønske om øget politisk styring af forskningen har fået forbavsende få advarselslamper til at blinke i den offentlige debat. Det skyldes måske, at undergravning af forskningsmiljøernes selvstændighed  allerede er så godt i gang, at vi har vænnet os til det. Ifølge Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd har forskningsfinansieringen på få år forandret sig så radikalt, at den eksterne finansiering snart vil overstige den offentlige.

At universiteternes virke så omfattende gøres afhængigt af fonde og andre eksterne finansieringskilder, er problematisk i flere henseender. Mens de faste offentlige grundbevillinger
kendetegnes ved en vis forudsigelighed, som muliggør den langsigtede planlægning, som kvalitetssikret forskning forudsætter, udløser den eksterne ad hoc-finansiering en
kortsigtet rationalitet.

Pointen er ikke, at forskningens samspil med praksis skal begrænses.

Ansættelser og hele forskningsmiljøer prisgives et uoverskueligt bevillingslotteri, som igen producerer incitamentsstrukturer, hvor indtjeningsevne privilegerer over forskningsevne.

Forskellige former for direkte og indirekte indskrænkninger af den frie forskning er nærmest blevet hverdagskost og har hovedsageligt baggrund i, at eksterne bevillingsgivere – uagtet svingende grader af faglige forudsætninger – dikterer forskningens emner, vinkler og metoder, ligesom der er talrige og ildevarslende eksempler på, at bevillingsgivere blander sig i resultater og formidlingen af disse til politikere og en bredere offentlighed.

Opgørelser viser desuden, at de eksterne midler fordeles aldeles skævt. Stort set alle midler tilfalder ganske få og afgrænsede naturvidenskabelige miljøer, mens samfundsfag og humaniora kun opnår en brøkdel. Med ændringen af finansieringsformen sker der således en ubemærket, men markant omprioritering af forskningen.

Ansvaret for, at der foregår relevant og alsidig forskning, glider forskerne og universiteterne af hænde til fordel for markedet, hvor de, der repræsenterer midlerne, kan bestemme, hvilken ny viden samfundet skal have eller spares for.

Man kan med god ret spørge til den demokratiske legitimitet heri.

Pointen er ikke, at forskningens samspil med praksis skal begrænses. Som mangeårig aktionsforsker kan jeg ikke understrege stærkt nok, hvordan forskningen stimuleres af praksisnært samarbejde, hvor fælles læreprocesser skaber værdi og gør nytte i anvendelsesrettede sammenhænge.

Men det ændrer ikke ved, at kombinationen af tiltagende ekstern finansiering og tiltagende politisk detailstyring af de offentlige midler vil skade den uafhængighed, som forskningens legitimitet og kvalitet har rod i.

Forskningsmiljøer med plads til kontroversielle hypoteser, kontraintuitive udfordringer af gængs tænkning, vilde eksperimenter og nye tværfaglige samarbejder er til gengæld forudsætningen for, at forskningen kan bidrage til det radikale kursskifte, som måske kan give verden en bæredygtig fremtid.

 

 

 

 

 

 

 

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen