Gå til sidens indhold
Sexisme
Foto: Colourbox
Køn og sexualitet

Ansatte: Universiteterne er det optimale arnested for sexisme

Tre kvindelige ansatte, der kender forskningsmiljøet og som arbejder med ligestillingsproblematikker, siger, at sexismen stortrives på universiteterne og at seksuelle krænkelser ofte sker uden, at nogen så meget som løfter et øjenbryn.

Emneord:

Hvis nogen skulle få lyst til at udvikle den perfekte opskrift på et miljø, hvor sexisme og seksuelle krænkelser har optimale betingelser for at trives, kan de passende bruge universiteterne som inspiration.


Sådan lyder det fra tre kvindelige akademikere, der selv har gjort karriere på universiteterne, og som forsker i eller arbejder med ligestillingsproblematikker.

“Der er ingen tvivl om, at det står grelt til i universitetsverdenen. De, der sidder i de højeste og mest magtfulde positioner, er typisk mænd, og herfra har det været muligt at slippe af sted med at være åbenlyst verbalt og fysisk grænseoverskridende i fuld offentlighed, uden at nogen løftede et øjenbryn. Når man har oplevet det ske gentagne gange i sit arbejdsliv, så bliver det normalt, fordi det jo er sådan, vi gør. Kvinderne er opvokset i en kultur på universiteterne, hvor de jævnligt oplever at blive negligeret”.

Sådan siger Jo Krøjer, tillidsrepræsentant for det videnskabelige personale på RUC og lektor i køn og arbejdsliv ved Institut for Mennesker og Teknologi samme sted.

Hun er en af 16 kvindelige forskere, der har taget initiativ til at indsamle 689 underskrifter og 771 vidnesbyrd fra kvinder og mænd i dansk forskning, der har været udsat for eller været vidne til sexisme i den akademiske verden.

Men det handler om langt mere end et smæk i numsen i ny og næ, som nogen har forsøgt at reducere problemet til i den offentlige debat. Det handler om at forstå sexisme i ordets egentlige betydning som de strukturer, der skaber diskrimination på basis af køn, og dernæst gøre op med, at universitetsverdenen er organiseret på en måde, der skaber grobund for sexisme og seksuelle krænkelser, og som konsekvent stiller kvinder dårligere end mænd.

Sexisme

Sexisme er fordom eller diskrimination på basis af køn.

De fire risikofaktorer

Den første faktor, som giver grobund for sexisme, er den stigende prekarisering af det akademiske arbejdsmarked, der betyder, at mere end hver anden videnskabeligt ansatte på universiteterne i dag er tidsbegrænset ansat på usikre vilkår. Det går igen i undersøgelser, at de løstansatte i højere grad rapporterer, at de har været udsat for krænkelser end de fastansatte – formentlig fordi de er afhængige af folk højere oppe i hierarkiet – fx en professor – i forhold til at få forlænget deres ansættelse eller kvalificere sig til en fast stilling.

For det andet eksisterer der en særlig form for kollegial relation på universiteterne, som er forankret i den universitære tradition. I en stor del af deres akademiske karriere er universitetsforskere i en slags mesterlære hos en forsker i en seniorposition, der hjælper dem til at kvalificere sig til næste karrieretrin, og det betyder, at seniorforskere står i et særligt magtforhold over for juniorkollegerne. De ph.d.-studerende er afhængige af deres vejleder, adjunkter, postdocs og videnskabelige assistenter tilknyttet deres forskningsgruppeleder, da vedkommende har meget at skulle have sagt, i forhold til om de får en ny ansættelse.

Den tredje faktor hænger sammen med, at bevillingssystemet er skruet sådan sammen, at nogle få succesfulde forskere, der allerede har store bevillinger, har lettere ved at få endnu flere penge. Succes avler så at sige succes, så forskningsmidlerne bliver samlet på nogle få hænder – et fænomen, der er blevet døbt Matthæuseffekten.

“Det betyder, at hvis du som lektor vil øge dine chancer for at gøre karriere, er du afhængig af at have gode relationer til mindst en succesfuld professor, der vil have dig med som medansøger på sine forskningsansøgninger”, siger Jo Krøjer.

 

“Unge kvindelige forskere er ofte i en udsat position i forvejen, og hvis de gør indsigelser, bliver de anset for at være vanskelige og besværlige. Der skal ikke mange eksempler på, at det er “hende”, der må tage konsekvensen, ved at hun må flytte sig eller opgive karrieren, til, før det virker som en effektiv stopper for at gøre indsigelser selv mod hverdagssexisme.

Eva Sophia Myers, leder af SDU’s Gender Equality Team

Den fjerde faktor, der skaber strukturel sexisme, handler om, at kvindelige forskere i overvejende grad arbejder inden for humaniora og samfundsvidenskab, mens mændene dominerer inden for de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber. Det er et problem, fordi det er meget lettere at skaffe forskningsmidler inden for nat og tek, de får flere uddannelsesmidler per studerende, og der er også flere professorater at søge.

“Arbejdsbetingelserne for mandlige forskere er generelt bedre, fordi de ikke har en så hård undervisningsbelastning på nat og tek. På hum og samf, hvor kvinderne især er, skal de undervise på ringere betingelser tidsmæssigt, og det æder af deres forskningstid. Selv i nat-tek-miljøer bruger kvinderne mere tid på andre “akademiske husholdningstjanser” end mænd, og de bliver i højere grad mødt med en forventning fra kolleger, studerende og ledere om, at de står til rådighed. Vi accepterer, at sådan er systemet, ligesom vi har accepteret sexistisk adfærd gennem generationer. Det handler om, at vi lever i et sexistisk samfund, hvor vi er vokset op med, at hvad mænd gør, har større værdi”, siger Jo Krøjer.

 

Seksuel chikane

Krænkende handlinger af seksuel
karakter er al form for uønsket seksuel
opmærksomhed og kan fx være:
• Uønskede berøringer
• Uønskede verbale opfordringer til
seksuelt samkvem
• Sjofle vittigheder og kommentarer
• Uvedkommende forespørgsler om
seksuelle emner
• Visning af pornografisk materiale.
Kilde: Arbejdstilsynet

Hårde socialiseringsmekanismer

Eva Sophia Myers var også blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen og er leder af SDU’s Gender Equality Team, som har til opgave at påvirke de strukturelle og kulturelle barrierer, der kan være hæmsko for ligestilling og lige muligheder på SDU. Hun siger, at det giver den perfekte grobund for sexisme, at universitetet er et miljø med hård konkurrence, spidse udskillelsesløb, og at der er så meget status og magt forbundet med de øverste stillinger.

“Holdningen er, at du skal gøre dig fortjent til at være på universitetet, og når du er inviteret med ind på seniorforskeres nåde, er du et nemt offer for sexisme. Der kan være en meget hård social interaktionsform, der gør, at folk, der sidder løst i sædet, ikke tør sige fra. Alle, der ikke lever op til normen for, hvad en forsker eller videnskabsmand er, sidder løst – og hvis man fx tilhører flere sådanne “uden for normen”-kategorier, så er man mangedoblet udsat. Det gælder i udbredt grad i forhold til kvinder – men det rammer også andre”, siger Eva Sophia Myers.

Hun tilføjer, at det derfor ofte tager lang tid for den enkelte at erkende, at der er sket noget forkert, og det gør det ikke lettere, at de, der udsættes for sexistisk adfærd, ofte står meget alene og ovenikøbet kan blive mødt med spørgsmål om, hvorvidt det nu også var så slemt – og stigmatisering, der fungerer som en lukket dør til de i forvejen små miljøer.

“Unge kvindelige forskere er ofte i en udsat position i forvejen, og hvis de gør indsigelser, bliver de anset for at være vanskelige og besværlige. Der skal ikke mange eksempler på, at det er “hende”, der må tage konsekvensen, ved at hun må flytte sig eller opgive karrieren, til, før det virker som en effektiv stopper for at gøre indsigelser selv mod hverdagssexisme. Det har meget store konsekvenser for arbejdsmiljøet og for den enkeltes mulighed for karriereudvikling og cementerer konkurrencen på meget uheldige måder – med meget store negative konsekvenser for forskningens output i sidste ende”, siger Eva Sophia Myers.

Hun tilføjer, at pointen ikke er at fjerne konkurrencen fra universitetsmiljøet, men at skabe nogle mekanismer, der kan neutralisere eller give modvægt til de negative sider. Det handler eksempelvis om at skabe nogle bedre procedurer og beslutningsprocesser med transparens og systematik om eksempelvis kriterierne ved stillingsbesættelser eller at benytte blind reviews.

“Det drejer sig også om at skabe en kultur, der har respekt, lydhørhed og ligeværd som sit udgangspunkt, hvor man står til ansvar, hvor det er legitimt at sige fra over for den rå tone og de små eksempler på magtudøvelse gennem sexistisk adfærd, herunder fx nedgørende bemærkninger om udseende – også og måske især hvis man er vidne. Og at sikre reelle procedurer, der beskytter ofrene for krænkelser, og som kan sikre, at problemet faktisk løses og ikke bare symptombehandles ved at forflytte den, der råber vagt i gevær”, siger hun.

Universitetet er oprettet af mænd for mænd

Ea Høg Utoft, der er postdoc og forsker i ligestilling ved Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) på AU, siger, at vi ofte glemmer, hvor forholdsvis nyt det er, at kvinderne har fået adgang til universitetet.

Nielsine Nielsen søgte som den første om optagelse på KU i 1874, og hun kom kun ind, da KU fandt ud af, at de faktisk ikke havde nogle regler eller bestemmelser, der kunne give dem ret i at holde hende ude. Astrid Friis blev som den første kvinde udnævnt til professor i 1946.

“Sexismen er forankret på universiteterne, fordi der er tale om institutioner oprettet af mænd for mænd. Den akademiske karriere er udformet efter en mandlig norm, der taler til mænd, og det er et udskillelsesløb, hvor kvinderne oftere rammes af de mange forhindringer undervejs”, siger hun.

Ea Høg Utoft har blandt andet sammen med et hold af yngre CFA-kolleger foretaget en undersøgelse af betydningen af netværk for forskerkarrieren, hvor de interviewede 20 ph.d.er, postdocs og adjunkter, og konklusionen lød blandt andet, at vejlederen spiller en afgørende rolle.

“Vi mennesker er sådan indrettet, at vi godt kan lide at være sammen med nogen, der minder om os selv, og der er bare en særlig jargon mellem mænd. Køn spiller derfor en rolle i vejledningssituationer, og det sker måske derfor ikke helt så naturligt, at vejlederen hjælper dig med at få en stilling, hvis han ikke lærer dig så godt at kende”, siger hun.

De yngre forskere i projektet var dog meget bevidste om selv at skabe sig et bredt netværk, så de arrangerede eksempelvis kaffemøder med kolleger, når de var til konferencer.

“Det er vigtigt at sikre sig som individ og som institution, at en enkelt seniorforsker ikke står med den enkeltes skæbne i sine hænder”, siger Ea Høg Utoft.

Derfor er der så få sager

Jo Krøjer siger, at de mange vidnesbyrd, som de har samlet sammen, viser, at der er særligt mænd på universiteterne, som opfører sig alt andet end pænt, men sagerne ender alligevel meget sjældent med en officiel klage. Universitetskulturen socialiserer de ansatte til ikke at råbe op, og hvis de gør det, er sanktionerne ofte meget milde, eller det er den krænkede, der er blevet forflyttet, mens krænkeren er fortsat med at gøre karriere.

“En del mænd nyder åbenbart det privilegie, det er, at de kan opføre sig uacceptabelt, uden at det får konsekvenser, fordi ledelsen enten ikke ønsker eller evner at gribe ind”, siger Jo Krøjer.

Hun siger, at mange har skrevet og takket for initiativet, men at de står i en ansættelsessituation, hvor de ikke kan have deres navn stående på underskriftsindsamlingen. Andre har trukket deres underskrift tilbage, fordi de følte, det var for risikabelt.

“Det vanskeligste er at opleve deres totale afmagt og udsathed. De har ingen steder at gå hen, selvom nogle kvinder oplever krænkelser igen og igen”, siger hun.

Rektorformand: Sexchikane og krænkelser er uacceptabelt

Danske Universiteter har udsendt en pressemeddelelse, hvori Anders Bjarklev, formand for Danske Universiteters rektorkollegium og rektor på DTU, udtaler, at de tager de mange vidnesbyrd og beretninger om sexisme alvorligt, og at sexchikane og krænkelser er uacceptabelt.

”De vidnesbyrd, der er kommet frem, og den debat, der kører lige nu, aktualiserer, at vi ser på, hvad det er for en kultur, vi har. Som ledelse har vi et stort ansvar for, at alle bliver behandlet ligeværdigt, og at vi tydeligt markerer, at sexistisk adfærd ikke tolereres på universitetet”, udtaler han.

Blandt andet står det klart, at universiteterne skal have en klar indgang for de ansatte, hvor man trygt kan henvende sig, hvis man oplever uacceptabel adfærd fra kolleger eller ledelse.

Anders Bjarklev skriver også, at universiteterne siden 2018 har haft fokus på området.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen