Bremsespor i naturen

Plastikforurening er blevet et stort miljøtema på globalt plan. Billeder af plastik i havene skaber stor forargelse, og folk er aktivt begyndt at begrænse plastforbruget og sortere plastikaffaldet.
Til gengæld er de færreste opmærksom på en forureningskilde, der måske er en lige så stor miljøsynder: gummiforureningen.

Hver gang vi sætter os i en bil og triller ud ad landevejen, efterlader vi os et spor af mikrogummi, som asfalten simpelthen slider af dækkene. De små gummipartikler vaskes væk af regnen og spredes ud i naturen.

Og hvad sker der så? Det findes der faktisk kun relativt begrænset viden om. Men Louise Lynn Halle er godt i gang med at give nogle svar på spørgsmålet. I sit ph.d.-projekt på RUC ser hun, hvordan krebsdyr kan blive påvirket af mikrogummi.

Gummi går under radaren

”På mit studie var der mange, der interesserede sig for mikroplast. Og så begyndte folk at snakke om, at der var sådan nogle sorte partikler i de prøver, de tog for at undersøge for rester at mikroplast”, fortæller hun.

Og ja, de sorte partikler kunne ganske rigtigt være gummirester fra bildæk. En type forurening, som ifølge Louise Lynn Halle regelmæssigt bliver overset i miljøanalyser, fordi man ofte bruger blandt andet lys til at måle mængden og typen af mikroplast i miljøet, og sort gummi reflekterer ikke lyset.

Det sorte gummi skulle komme til at blive omdrejningspunktet for hendes arbejdsliv de kommende år. Hun startede med at undersøge tilstedeværelse og virkning af mikrogummi i naturen i et aktiveringsprojekt på dagpenge, da hun var blevet færdig som kandidat. Efter nogle måneder blev hun ansat som forskningsassistent, og efter et stykke tid fandt hun og hendes vejledere midlerne til projektet, blandt andet fra et samarbejde med virksomheden Dansk Miljøanalyse.

Et af projektets spørgsmål er, om dyr i vandmiljøerne optager det mikrogummi, som ender i vandløb og søer.

”Vi havde et bildæk nede i kælderen på RUC, som vi begyndte at file gummi af. Så tilsatte vi det til vandet for at se, om dyrene ville spise det, og hvordan de ville blive påvirket”, fortæller Louise Lynn Halle.

Dårligere vækst og reproduktion

Dyrene, hun taler om, er små krebsdyr kaldet ”hyalella azteca”, som hun holdt i glasbeholdere. Det viste sig, at de små hyalellaer var ganske villige til at lade mikrogummiet indgå i menuen. Og da de er stort set gennemsigtige, var det tydeligt at se i mikroskopet, hvordan gummiet ophobede sig i dyrene.

Men tager dyrene skade af gummiet? Det har hun forsøgt at opklare ved at sammenligne væksten af dyr udsat for mikrogummi i vandet med dyr i rent vand.

”Jeg gennemførte et forsøg over tre uger, hvor jeg hver uge tog billeder af dyrene i mikroskop og derefter målte på computeren, hvor lange de var. Her kunne jeg konstatere, at den gennemsnitlige vækst var lavere for dyr, hvor vandet var tilsat mikrogummi”.

Et andet parameter, Louise Lynn Halle undersøgte, var deres evne til at reproducere. Den var også negativt påvirket.

”Jeg talte simpelthen, hvor mange bittesmå hyallela-babyer der blev klækket hver uge. Og der kunne man se, at jo mere mikrogummi, jo mindre afkom”.

Der er dog stadig langt flere spørgsmål end svar på dette relativt friske forskningsområde. Blandt andet hvilke stoffer i gummiet der forårsager de dårligere livsbetingelser for dyrene.

”Vi ved, at der er en grundopskrift på dæk, hvor der for eksempel tilsættes zink. Det kan være noget, der påvirker reproduktionen. Men der bliver også tilsat mange andre stoffer. Så vi har udvalgt nogle få interessante stoffer og undersøger, om vi kan måle, at de skaber en biologisk påvirkning”.

Milliarder kg hvert år

At udvikle dæk med slidstyrke og godt vejgreb er i sig selv en videnskab. Men noget tyder på, at det indebærer en øget brug af skadelig kemi. Da Louise Lynn Halle gennemførte forsøg med gummi fra et sæt nye dæk, kunne hun i hvert fald konstatere, at de udskilte en højere koncentration af kemikalier end de gamle dæk af samme mærke og model.

Og spredningen af gummirester ser ud til kun at vokse.

”Hvis vi ser på udviklingen, så sker der det, at vi kommer til at få flere elbiler, og de er tungere end benzinbiler. Det betyder, at der bliver slidt mere på dækkene. Så der er ingen tegn på, at problemet bliver mindre”, siger Louise Lynn Halle.

Et studie anslår, at der årligt på verdensplan slides ca. 0,81 kg dækgummi af per menneske. Så kan man selv regne sig frem til, hvor mange milliarder kg gummi der hvert år spredes i naturen.

Kun første skridt

Louise Lynn Halle forventer at aflevere sin ph.d.-afhandling i begyndelsen af næste år. Men den er kun første skridt af mange for at forstå, hvordan gummiresterne påvirker vores vandmiljø.

Nu har vi kørt laboratorieforsøg, der viser, at mikrogummi i koncentrerede mængder har skadelig virkning. Næste skridt bliver at få nogle estimater på, hvor meget gummi der reelt er ude i naturen – i mudderet i en grøft eller i en sø nær ved en motorvej. Så kan man sammenligne tallene og komme med en reel risikovurdering”, siger hun.

Og hun er klar til at tage endnu en håndfuld år med næsen begravet i sort gummi, hvis hun kan få mulighed for det. Hun har netop søgt en postdocstilling i England med fokus netop på dette område.

”En af de ting, jeg elsker ved mit arbejde, er, at det er så alsidigt. Det er lige fra at rode rundt i søerne med Waders og tage prøver til at passe dyrene i laboratoriet og til analyserne i de fine laboratorier, hvor alt skal være rent. Og så er der konferencer og undervisning. Så jo, jeg vil gerne forske videre”.