Kronik: Softpower-“fænomenologiens” indtog

Det er påfaldende, at Undervisningsministeriet i stigende omfang henholder sig til og har fået smag for at anvende subjektive oplevelsesdata som afsæt for at formulere uddannelsespolitiske tiltag og fintune forvaltningsprocedurer, som det fx er tilfældet med Læringsbarometret (se FoFo #339, dec. 2020, s. 26-27). Men det sker ikke udelukkende hér. Tænk eksempelvis på, hvordan der helt rituelt og repetitivt foretages trivselsevalueringer og mobbemålinger. De “kvalitative” data rates vel at mærke altid på lukkede svarskalaer fra 1-5 og er derfor principielt kvalitetsløse – og de indhøstes såmænd også på “klassisk” positivistisk-kvantitativ facon. Behændigt og praktisk renses tallene for erfaringer.

Det betyder dog ikke, at “systemet” er holdt op med den anden hånd at indsamle “rene” kvantitative data såsom komparative kostpriser pr. produceret universitetskandidat, frafaldsprocenter, livsindkomstmålinger og varme arbejdsløshedstal, jf. Uddannelseszoom (se FoFo #332, marts 2020, s. 26-27).

Nu skal man ikke lade sig narre. Uddannelsesøkonomerne og -statistikerne i ministerierne er ikke blevet transformeret til fænomenologer overnight. Det er så at sige ikke de studerendes eksistentialontologiske væren-i-studieverdenen, der har deres interesse. Hvordan det føles at være studerende på en forhastet og gennemplanlagt uddannelse, er ikke i sig selv interessant i systemøjemed.

Både “kvant” og “kval”

Umiddelbart ser det ud til, at psykologiske og letbenede fænomenologiske kategorier (studietilfredshed, selvoplevelse af studiet, den selvvurderede forberedelsesindsats i forbindelse med moduldeltagelse, oplevelsen af, om læringsmålene var synlige og tydelige, så den studerende følte sig sikker på, hvad der forlangtes, etc.) er blevet til politiske kategorier, eller måske snarere at de psykologisk-fænomenologiske kategorier er blevet til uddannelsespolitiske kategorier.

Der synes at tegne sig et legitimationsproceduralt skifte. Forbrugerne af de udbudte uddannelsespakker skal serviceres på bedste vis, som var de kunder på et serviceorienteret uddannelsesmarked, hvor de helst skal have en god oplevelse. Men samtidig synes ministeriet at have indset, at subjektivt-“kvalitative” data formår at supplere og komplettere de kvantitative data (socioøkonomiske faktorer, frafaldskørsler, karaktergennemsnit, progressionstakt i studiet, taxametertilskudsjusteringer etc.).

Softpower-fænomenologiske data kan også bruges til at stresse uddannelsesinstitutionerne og give universitetslærerne røde ører. “I kan da ikke være tjent med, at jeres studerende ikke trives, at de ikke yder deres bedste, at de ikke kan se meningen med det, I laver, og den måde, I gør det på, vel?”

Det ligner grangiveligt en helgardering, når “kvant” og “kval” fusioneres på inkongruent facon. Er der mon tale om et videnskabsteoretisk bunkepul, der kommer hele vejen rundt, so to speak? Fra positivisme til selvbekendende pseudofænomenologi og velvillig privathermeneutik med et psykologiserende og oplevelsesøkonomisk anstrøg tilsat en behørig omgang self-brandende kvasiresiliens.

Livslang udkrængningstræning på kommando

Udkrængningstræningen pågår allerede i folkeskolen (tænk på elevplanen og de anticiperende uddannelsesparathedssamtaler) og fortsætter hele livet igennem (tænk på MUS’en og APV’en, jf. FoFo # 327, sept. 2019, s. 26-27). En syrlig semantik byder sig til: Servil subjektproduktion i “sandhedens” tjeneste.

Først spiste “systemet” læringsbegrebet, de tværvidenskabelige tilgange og det selvvalgte projektarbejde – derefter “fik” vi recovery, selvledelse og resiliens. Det hele menneske med hud og hår kom ud på arbejdsmarkedet, og arbejdet blev individualiseret og arbejdskraften personliggjort. Nu står den på selviscenesat karakterdannelse inden for rammerne, bæredygtig dannelse som glasur og kollektiv vejledning som et besparelsestrick.

Kapitalismen og det dertilhørende “system” af et vidt spredt, selvavlende og servilt bureaukrati af politisk og forvaltningsmæssig (u)fornuft synes at være i stand til at æde og inkorporere (nærmest) al kritik og gøre den til smøremiddel for sine egne funktionalistisk-éndimensionelle intelligenskrænkende og frihedsindskrænkende målsætninger.

Står fremtiden i det strategiske feltarbejdes tegn?

Fremtiden er forhippet på datagenerering, der snart vil blive baseret på algoritmeprocessuelt-feede(n)de feedbackstemningsmålinger af menneskers oplevede velbehag. Vi kommer sikkert til at bivåne Visible Learning version 2.0-programmer designet med alle hånde neuroplasticitets-, resonans-, atmosfære-, kropsfænomenologier og multiperspektiviske trivselsteorier som afsæt for en hypermoderne politik og en rygdækkende planlægning.

Oplagt er det eksempelvis at koble klasserumsledelse med positiv psykologi og garnere “det hele” med data fra billiggjorte hjernescanninger. Hertil kommer Playful Learning, selvrapporterende legetøj, pludrende børn i fokusgrupper og fuld forbrugertilfredshed i lukkede, bæredygtige varekredsløb. Lego ligger i Billund og Tesla i Silicon Valley; men såvel plastikklodser som elbiler er på fremmarch og til salg i hele verden – alt sammen under skyldig hensyntagen til de nyeste videnskabelige, sågar videnskabsteoretiske indsigter.

For de kvantitative datakørsler og kvalitative selvangivelser kommer næppe til at stå alene. Mon ikke vi også kommer til at se en mobil hær af feltarbejdende uddannelsesantropologer jage de umiddelbare og dermed “autentiske” stemmer i uddannelsesdybet?

I så fald må der skrives en kronik om, hvordan fremtidens uddannelsespolitiske tiltag og forvaltningsmæssige procedurer vil blive afhængige af såkaldt “tykke beskrivelser”, der hverken vil nøjes med at indfange og lade sig anfægte af kvalitetsløse kvantificerede data eller overfladiske kvalitative oplevelsesdata.