Gå til sidens indhold
Foto af studerende til trivselsoplæg
Dansk Magisterforenings studerende og en række andre studenterorganisationer holdt konference om trivsel blandt studerende d. 9. oktober 2017 i Fællessalen på Christiansborg.
Foto: Jens Astrup / Ritzau Scanpix

Kronik: Trivselsuniversitetets uforsonlige kamp mod det uforståelige

Målinger af den studerendes trivsel sætter sig i stigende grad igennem som uddannelseskvalitet. Nærmest umærkeligt synes der at være opstået et strategisk sammenfald mellem en øget interesse i at gøre de studerende erhvervsrettede på rekordtid og at sikre deres ret til trivsel og let forståelig undervisning, inden de atter lukkes ud i “den virkelige verden”.

Emneord:

Gennemførelsen af universitetsloven i 2003 er kulminationen på flere års markedsgørelse af uddannelser og forskning, der følger det managementrationale, som i 1980’erne blev lagt til grund for moderniseringen af den offentlige sektor. Kvalitet blev ophøjet til dét centrale organiseringsprincip for den offentlige sektor, og der blev kreeret et interessant og tankevækkende sammenfald mellem kvalitet og standarder. Det førte til, at såkaldte kvalitetsstandarder skulle implementeres overalt.

I dag måles og vægtes uddannelseskvalitet bl.a. ved hjælp af Læringsbarometrets “hårde” og “bløde” indikatorer, der muliggør, at dele af universitetets bevillinger reguleres af barometrets udfald. Det betyder, at de studerende gøres til forbrugere af uddannelsesydelser, som universiteterne bliver leverandører af (se Forskerforum nr. 340). Det betyder også, at det, der måles gennem Læringsbarometret, er “kundetilfredshed” – en kundetilfredshed, der reguleres via et pædagogisk-psykologisk perspektiv på det attråværdige mantra: “teaching for understanding”, der ligeledes udstikker fremtiden for universiteter i det 21. århundrede.

Universiteter i det 21. århundrede skal som bekendt uddanne studerende med relevante kompetencer. For tiden er relevanskriteriet orienteret efter, om uddannelserne skaber erhvervsaktive, produktive og fremtidsrobuste borgere. Overalt synes der at herske konsensus, nærmest borgfred, for der er næppe mange – hverken politikere, uddannelsesinstitutioner eller undervisere – der ønsker at bidrage til at formgive et uddannelsessystem, der ikke udruster kommende generationer med de kompetencer, der er nødvendige for at kunne stå distancen i det 21. århundrede. Spørgsmålet er blot, hvad det er, der skal til for at kunne stå distancen.

Gennem uddannelsesreformer presses de studerende igennem masseuddannelsessystemet hurtigst muligt og så gnidningsfrit som muligt.

Tine Fristrup og Steen Nepper

Fører det svært forståelige til mistrivsel?

Formålet med at “producere” og tage en universitetsuddannelse er således blevet transformeret til en fremtids(for)sikring imod et ikkearbejdsliv og dermed et muligt selvforsørgelsestab. Universiteterne bliver systematisk målt på, om det lykkes dem at afsætte de studerende på arbejdsmarkedet.

Gennem uddannelsesreformer presses de studerende igennem masseuddannelsessystemet hurtigst muligt og så gnidningsfrit som muligt. Det er her, at “teaching for understanding” melder sin ankomst, for når vi underviser med det formål, at de studerende skal forstå – så ligger det ligefor, at vi vender det om og gør “forståelse” til dén indikator, vi skal tilrettelægge undervisningen med henblik på at realisere.

Kritiske spørgsmål trænger sig på, for når vi skal have tilfredse kunder i butikken, så skal vi åbenbart gøre denne forståelsesproces til et forståe­ligt anliggende, hvilket betyder, at vi må begrænse udfordringerne, så vi er sikre på, at de studerende ikke kommer til at føle, at de ikke kan forstå det, de undervises i.

Som undervisere bliver vi i stigende grad bedømt på, om vi formår at udlægge vores forskning, så den bliver umiddelbart forståelig for de studerende. Uddannelseskvalitet bliver derfor gjort identisk med universitetslærernes evner til at lykkes med at gøre forskningsformidlingen forståelig – for hvis ikke den gøres forståelig, så vil de studerende heller ikke opleve trivsel. Kvalitet i uddannelse kobles hermed direkte til de studerendes trivsel, der begrundes i, om vi kan performe “teaching for understanding”. Mistrivsel kan kobles direkte til misforståelse og måles gennem trivselsmålinger som indikatorer på uddannelseskvalitet. Psykologiske kriterier kommer til at overtrumfe og irettesætte faglige og videnskabelige ditto.

Når Læringsbarometrets indikatorer bliver til attraktorer

Universitetslærere testes således for, om de er i stand til at gøre Læringsbarometrets indikatorer til attraktorer i tilrettelæggelsen af undervisningen, således at den studentercentrerede undervisning i forlængelse af Bolognaprocessen understøtter de studerendes learning outcomes.

Læringsbarometret etablerer således gennem indikatorer et læringsdesign, som den studerende skal finde attraktivt for så internt på universitetet at kunne påvirke udviklingen af undervisningen i retning af at kunne understøtte en politisk bestemt udvikling af den studerendes kompetencer rettet mod at gøre sig employable, dvs. både “trivelig” og arbejdsduelig.

Universiteternes undervisningsudvikling går altså vejen over den studerendes selvforhold for således at kunne gøre indikatorer til attraktorer, så vi stille og roligt – flankeret af de universitetspædagogiske centre – kan skabe “alignment” og et positivt “match” mellem studentercentrerede undervisningsformer og “learning outcomes”.

Vendingen mod læringsudbyttet ser vi overalt i uddannelsessektoren, og på universiteterne indfinder det sig nu som en styring af de studerendes selvstyring gennem udviklingen af et arbejdsdueligt læringsdesign, hvor trivselsmålinger skal fremtidssikre designets orientering mod arbejdslivet. Når der spørges til, om man har oplevet at føle sig ensom på studiet eller følt sig stresset – kan man vel kun svare: “Ja, selvfølgelig har jeg det!” Underforstået hvem har ikke det? – det har vi alle.

Det kan konstateres, at Forskningsministeriet har fået en faible for at gøre den studerendes selvforhold til afsæt for at formulere uddannelsespolitiske tiltag og fintune forvaltningsprocedurer. Men det bør betænkes, at trivselsevalueringer og målinger indsamler data, der er renset for de erfaringer, som ikke lige passer ind i læringsdesignet. Læringsbarometret ønsker at synliggøre; men det skaber blindhed.

Hvordan det er at være studerende på en uddannelse, som skal forhastes igennem for hurtigst muligt at komme ud på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende, er ikke i sig selv interessant i systemøjemed. Ej heller om livtaget med vanskeligt stof kunne sætte sig dybere spor i livet og tanken end letfordøjelig og forståelig tyggemad.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen