Gå til sidens indhold
Foto af initiativtagere til underskriftindsamlingen mod sexisme i forskningsverdenen.
Initiativtagere til underskriftsindsamlingen om sexisme i forskningsverdenen blev fotograferet foran Den Sorte Diamant i oktober sidste år. Ikke i korrekt rækkefølge: Ning de Coninck-Smith, Sofie Sauzet, Ana Maria Munar, Anja Andersen, Sorcha Macleod, Mette Lykke Nielsen, Mia Husted, Jo Krøjer, Sara Louise Muhr, Christa Amhøj, Tine Jess og Mie Plotnikof.
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

Nyt forslag: Opret uvildig instans til at behandle sexismesager på universiteterne

Universiteterne skal oprette en uvildig instans til at behandle sexismeanklager i universitetsverdenen, lyder et af forslagene i forbindelse med den nye e-bog “Sexisme i dansk akademia”. Det vil sikre ofre og krænkere en fair behandling og gør det lettere for lederne at håndtere sagerne, lyder argumentet.

Emneord:

689 forskere fra de højere læreanstalter og forskningsinstitutter skrev i oktober sidste år under på, at de har oplevet sexisme i den akademiske verden, men problemerne er langtfra løst. Universiteterne er nemlig stadig ikke gearet til at opfange sexismesager, og i de tilfælde, hvor sagerne rent faktisk kommer for dagens lys og bliver håndteret af ledelsen, er løsningen sjældent til fordel for den krænkede part.

Det kan for eksempel være nemmere at flytte en yngre ansat til en anden forskningsgruppe end en veletableret professor, ligesom det kan være lettere og mere økonomisk rentabelt at sige farvel til krænkede postdocer og forskningsassistenter, når deres ansættelser udløber, end at afskedige deres krænker, som måske skaffer store summer hjem i eksterne forskningsmidler.
Mie Plotnikof, lektor ved Aarhus Universitet, der er en af forfatterne til den nye bog “Sexisme i dansk akademia”, siger, at ledere ofte er i vildrede om, hvordan de skal behandle sager om seksuelle krænkelser, og spørger, hvad de skal gøre. Der er dog ikke noget “easy fix”, da problemerne bunder i måden, universiteterne er organiseret på med et stærkt fagligt hierarki, hvor yngre forskere er afhængige af deres ældre etablerede kolleger, hvis de vil med i nye forskningsprojekter.

“Vi kan se, at der officielt er relativt få sager om sexisme, i forhold til hvad anonyme rundspørger – som fx vores underskriftsindsamling – viser, så sagerne må jo ikke blive opfanget af systemet. Forklaringen er tydeligvis måden, universiteterne er organiseret på”, siger Mie Plotnikof og fortsætter:

“I dag vil et offer for sexisme skulle rapportere sagen til en leder eller en TR/AMR, som ofte er krænkerens tætte kollega eller ven. Og selv om ingen ignorerer sådanne indberetninger med vilje, er den konstruktion uhensigtsmæssig, så vi bliver nødt til at retænke organiseringen af sagsbehandlingen. En mulighed er at gå uden om det hierarkiske ledelsessystem og indføre en fælles organisation på tværs af universiteterne med uddannet fagpersonale, der ikke er bundet op på institutter og afdelinger. Det vil sikre, at sagerne bliver behandlet objektivt og korrekt af hensyn til både den krænkede og den anklagede”, siger Mie Plotnikof.

Foto af Mie Plotnikof
Mie Plotnikof, forsker ved Aarhus Universitet

Fakta om bogen

“Sexism in Danish higher education and research” er skrevet på baggrund af de 823 vidnesbyrd, som 16 forskere indsamlede i oktober sidste år.

Forfatterne af bogen er Anna Franciska Einersen, forskningsassistent på CBS, Jo Krøjer, lektor på RUC, Ana Maria Munar, lektor på CBS, Sara Louise Muhr, professor på CBS, Eva Sophia Myers, chefkonsulent på SDU, og Mie Plotnikof, lektor på AU.

Bogen kan downloades gratis her  https://sexismedu.dk/get-the-book/

Svært at undgå bias

Hun understreger, at lederne oftest ikke sylter sexismeanklager af ond vilje, men de er ikke uddannet til at håndtere problemstillingen, og de oplever det som dilemmafyldt og ubehageligt at skulle gribe ind, da det ofte er deres kolleger eller gode venner, der er involveret.

“Du skal som leder kunne håndtere ubehaget, så det er ikke en undskyldning for ikke at reagere, men personen, der opfører sig upassende, befinder sig måske højt oppe i det faglige hierarki, vedkommende har et stærkt netværk og er kendt som en venlig person, så lederen kan måske ikke forestille sig, at vedkommende kan finde på at krænke en kollega. Det kan også være, at krænkeren er dygtig til at skaffe eksterne bevillinger, så lederen er strategisk afhængig af vedkommende. Det er meget svært at undgå bias, og derfor er det også vigtigt med gode formelle strukturer af hensyn til alle parter – den krænkede, den anklagede og lederen, der skal håndtere sagen”, siger Mie Plotnikof.

Handler om ulige magtforhold

Foto af bogen Sexismedu
Forside af bogen "Sexisme i dansk akademia"

Den nye bog “Sexisme i dansk akademia” bygger på 823 vidnesbyrd om blandt andet voldtægter, trusler og seksuel chikane mod forskere, som de indsendte i forbindelse med underskriftsindsamlingen i oktober sidste år, hvor 689 skrev under på, at de har oplevet sexisme i den akademiske verden.

Ud af de 823 vidnesbyrd handlede de 450 sager om ulige magtforhold mellem eksempelvis en studerende og dennes vejleder eller mellem en ansat og en overordnet. I de 12 af sagerne var det en mand, som blev chikaneret af en kvinde i en magtfuld position.

I bogen er de mange vidnesbyrd skrevet om til 26 typisk genkendelige eksempler på sexisme fra konkrete situationer i forskningslivet, men anonymiseret med fiktive navne, steder og andre identificerende karakteristika.

 

Ifølge Mie Plotnikof går det igen i mange af beretningerne, at flere kendte til, at navngivne personer opførte sig upassende, men de greb alligevel ikke ind.

“Der er en tendens til, at både ledere og ansatte foretager det, vi kalder skyggeorganiseringer. Det kan for eksempel være, at nye ansatte advares uofficielt om at tænke over deres påklædning, overveje, hvem de sætter sig ved siden af til sociale begivenheder eller til en konference, eller passe på med at være alene med den og den professor. Det er problematisk, dels at kollektivet skaber uofficielle løsninger, dels at det lægges over på den enkelte at sikre sig, da begge dele er med til at opretholde sexismeproblemet og dermed ikke løser det grundlæggende problem”, siger hun.

Lev med dine fjender

I et af de 26 vidnesbyrd fortæller Sophie, der er et opdigtet navn, at hun blev seksuelt overfaldet til en julefest af en kollega. Hun gik til psykolog og vendte efter noget tid tilbage til arbejdspladsen. Hun vidste, at personen, der overfaldt hende, var populær blandt kollegerne, så hun frygtede, at ingen ville tro på hende.

Hun var derfor meget lettet, da lederen af afdelingen faktisk troede på, at det var sket, men hun kunne næsten ikke tro sine egne ører, da han svarede, at han var ked af, hvad der var sket, men at han desværre ikke kunne gøre noget ved det.

“Du bliver nødt til at leve med dine fjender”, sagde han nervøst og nærmest undskyldende til hende.

I et andet vidnesbyrd beretter forskeren, at hun var blevet voldtaget af en kollega, som var i en mere magtfuld position end hun selv. Hun meldte det ikke til politiet, da overfaldet var meget traumatiserende, og hendes hukommelse var uklar, måske pga. chokket, eller fordi hun havde fået lidt at drikke.

Efterfølgende blev han ved med at chikanere hende ved at følge efter hende til frokost, stoppe hende på gangen og forsøge at sidde tæt på hende til møder. Hun følte sig efterhånden utryg ved at gå på arbejde og snakkede med institutlederen om problemet, men han svarede blot, at hun skulle holde op med at sprede den slags rygter. Han indvilgede dog i at sørge for, at hun ikke længere skulle arbejde sammen med kollegaen, der havde voldtaget hende. Senere fandt hun ud af, at institutlederen havde skrevet i en officiel rapport, at der var tale om samarbejdsvanskeligheder. Hun endte med at skifte til en anden afdeling på universitetet, mens professoren, der voldtog hende, stadig er ansat i samme afdeling.

Der eksisterer stadig en kultur, hvor du får at vide, at du må have en tykkere hud, hvis du vil klare dig i forskningsverdenen

Mie Plotnikof

Målet er en konstruktiv dialog

Ifølge Mie Plotnikof er tanken med bogen ikke at hænge nogen ud, men at forsøge at skabe en mere oplyst og konstruktiv dialog om sexisme med fokus på løsninger og på at ændre strukturelle og kulturelle årsager til, at sexismen kan trives. Forfatterne gør derfor også meget ud af at komme med nogle klare definitioner på sexisme, og efter hvert afsnit indeholder bogen en række spørgsmål, som det er meningen, at læserne kan diskutere og reflektere over.

Håbet er, at det bliver legitimt at tage emnet op i den enkelte forskningsgruppe, afdeling eller institut.

Temaer, man kan diskutere, kan være, hvordan man giver hinanden kritik, hvem der skriver mødereferater, hvem der ordner de fælles administrative opgaver, og om det virkelig skal være i orden at latterliggøre andre eller kommentere på deres udseende, så de ikke opfattes som ligeværdige kolleger og fagfæller.

“Hvis der er en sexistisk hverdagskultur, hvor det er o.k. at tale ned til hinanden på baggrund af køn, intensiverer det risikoen for chikane og fysisk magtanvendelse”, siger Mie Plotnikof.

Hun tilføjer, at hun oplever, at der eksisterer en generationsforskel mellem yngre og ældre forskere, hvor mange, som har været i akademia længe, mener, at de unge må lære at klare mosten, som de selv måtte i starten af deres karriere.

“Der eksisterer stadig en kultur, hvor du får at vide, at du må have en tykkere hud, hvis du vil klare dig i forskningsverdenen, men flere enten forlader forskningen eller vil ikke længere finde sig i at have et akademia, hvor du må finde dig i at blive ydmyget og talt ned til med kønnede undertoner. Bogen er dedikeret til alle, der har oplevet sexisme og krænkende adfærd og er blevet kørt over af systemet. Vi vil give dem en stemme”, siger Mie Plotnikof.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen