Gå til sidens indhold
Foto af onlineundervisning
Onlineundervisning har ikke været uden konsekvenser for underviserne. Det er svært at engagere og fornemme, om der er tvivl blandt de studerende.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

“Vi er ikke de samme undervisere i dag som før marts 2020”

Brugen af onlineundervisning er ikke nået meget længere end “nødundervisning”, men opmærksomheden på læring og teknologier er på et nyt niveau, siger didaktikere.

Emneord:

At undervise online kan godt lade sig gøre. Men følelsen omkring læringen er sjældent så god sammenlignet med traditionel fysisk undervisning.

I en spørgeskemaundersøgelse, DM har foretaget blandt forskere og undervisere på universiteterne, er det kun en mindre del (13 procent), der oplever, at onlineundervisning fungerer dårligt “de fleste gange” eller “hver gang”. 46 procent svarer, at onlineundervisningen fungerer godt “de fleste gange” eller “hver gang”.

Men på samme tid har mange den oplevelse, at kontakten og fornemmelse af de studerendes læring halter bagefter. De største udfordringer ved onlineundervisningen handler om at fornemme tvivl blandt de studerende, at engagere de studerende og det at facilitere en faglig diskussion, viser undersøgelsen. Til gengæld fylder de tekniske problemer ikke særlig meget, hverken undervisernes eller de studerendes.

Det er nogle problemstillinger, som Jakob Ravn, leder af CBS Teaching & Learning, kender alt til.

“Det korresponderer fuldstændig med vores egne undersøgelser og i øvrigt også med mine egne oplevelser og det, jeg hører fra kolleger: Det er rigtig vanskeligt at få engageret og inddraget de studerende, og som underviser er man frustreret over, at man ikke har fornemmelsen for de studerende – er de med, forstår de det? Og når man sidder med den fornemmelse, er onlineundervisning nærmest som at tale ud i et tomt rum”, siger han.

Online har svært ved at skabe social tilknytning mellem folk, og det er noget, der betyder sindssygt meget for vores studerende, men også for de ansatte

Jakob Ravn, leder af CBS Teaching and Learning

Stadig nødundervisning

Jakob Ravn drager selv to konklusioner. Den ene er, at onlineundervisning aldrig vil kunne være en 1:1-erstatning af et fysisk universitet.

“Online har svært ved at skabe social tilknytning mellem folk, og det er noget, der betyder sindssygt meget for vores studerende, men også for de ansatte. Det kan vi ikke erstatte, og det vil vi heller ikke. Så en lære er, at vi har behov for at se hinanden på campus, og de studerende har behov for en social dimension”, siger han.

Den anden forklaring er, at onlineundervisningen stadig er en ekstraordinær undervisningsform, som hverken er færdigudviklet eller færdigimplementeret.
“Der er tale om en nødsituation, hvor folk på kort tid har konverteret et læringsdesign, et kursus, et forløb, som er tilrettelagt til et klasselokale, og har flyttet det online på grund af lockdown. Det er meget få af de her besvarelser, der dækker over læringsforløb, der er designet og tænkt til onlineformatet”.

Nu er der jo gået godt over et år, siden onlineundervisningen begyndte. Er vi ikke nået længere end til nødundervisningen?

“Nej, langtfra. Det er bestemt bedre dette forår, men derfra og til et rede­sign af faget og materialerne er vi ikke kommet. Det har stadig været noget, den enkelte underviser har siddet og strikket sammen som hjemmevideoer og lignende. Hvis du sammenligner med et nyt fag, plejer vi at sige, at det først finder sin rette form efter et par år. Derfor kan man ikke sidestille det, vi har haft, med den gode onlineundervisning”, siger Jakob Ravn.

Lige nu længes alle tilbage

Underviserne har lagt meget tid i at omlægge deres undervisning, konstaterer Jakob Ravn, men tror samtidig, at de fleste ikke er gået “all in” på onlineformatet, fordi man har haft en forventning om at komme tilbage til normal undervisning på et tidspunkt.

Han forventer selv, at undervisningen på CBS til efteråret vil være “meget tæt på normal”. Men det betyder ikke, at erfaringerne fra det sidste halvandet år skal i glemmebogen.

“Lige nu længes vi alle bare tilbage. Så det første vil være at lægge onlineelementet bag sig og glæde sig over, at vi kan være sammen. Det skal der være plads til. Men når det er sagt, tror jeg, vi ret hurtigt derefter skal gribe fat i underviserne og snakke om, hvordan vi kan bruge kompetencer og erfaringer til at løfte fagene og få egentlig blended learning ind i fagene. Jeg tror, mange undervisere kan se nogle muligheder, de ikke kunne se før”.

For sit eget vedkommende nævner Jakob Ravn, hvordan han oftere vil bruge onlinemøder i sin projektvejledning.

“Personligt synes jeg, at projektvejledningen for studerende er foregået rigtig godt. Det har betydet kortere møder, så i stedet for en time ad gangen har jeg mødt kort, men flere gange. Jeg kunne godt tænke mig fremover, at måske kun hvert tredje møde skal foregå fysisk. Og så synes jeg også, at vi generelt er blevet bedre til undervisning, hvor man kombinerer korte oplæg med hurtigt at få sendt dem ud i grupper, der snakker om mindre temaer og vender tilbage. Det med at få noget aktivitet og engagement er blevet bedre undervejs”.

Det er svært at engagere, det er svært at interagere, det er svært at fornemme, om der er tvivl, hvis underviser og studerende ikke har mulighed for dialog. Det er logik for burhøns

Helle Mathiasen, professor ved KU

Envejskommunikation dræner

Helle Mathiasen er professor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på KU, hvor hun blandt andet forsker i brugen af video og andre digitale læringsmidler. Under coronanedlukningen har hun selv gennemført interview med studerende og observationsstudier af online- og hybridundervisning – altså kombinationen online- og fysisk tilstedeværelse.

Og de problemer, der topper listen, finder hun egentlig ganske oplagte.

“Skærer man ind til benet, handler det om, at muligheden for kommunikativ udfoldelse begrænses. Envejskommunikation dræner både underviser og studerende. Det er svært at engagere, det er svært at interagere, det er svært at fornemme, om der er tvivl, hvis underviser og studerende ikke har mulighed for dialog. Det er logik for burhøns”, siger hun.

Hun peger også på, at implementeringen af onlineformatet er en proces, der langtfra er færdig. Derfor er det for tidligt at sige noget endegyldigt om, hvordan universitetsundervisningsformater vil udvikler sig fremadrettet.

“Underviserne har kastet sig ud i det her, og jeg er ret imponeret over, at så mange har gjort så meget for, at det skulle lykkes. Men problemet er, at de ikke er født til hverken online- eller hybridundervisning. Der ligger et stykke didaktisk arbejde. Og vi er også nødt til at tale om det mere kontekstbundne – er det for eksempel holdundervisning eller auditorieundervisning, vi taler om? Som en studerende sagde: Forelæsningerne kan I lige så godt gennemføre online og lægge på video, så vi også kan bruge dem til eksamensforberedelse. Vi siger jo alligevel ikke noget, så der er ingen grund til, at vi kommer”.

Høj aktivitet og e-moderator

Hun peger også på forskellen på nye og ældre studerende. Hvor førsteårsstuderende har brug for at skabe sociale relationer, lære institutionen at kende og hele konceptet omkring det at studere, så har ældre studerende ikke de behov.

“Ifølge KU’s undervisersurvey foretrækker omkring 80 procent onsiteundervisning. Og det er der en grund til, for kommunikationen flyder lettere, når vi har mulighed for at bruge flere kommunikative virkemidler. Men det er ikke ensbetydende med, at der ikke er noget, der kan bruges. For eksempel forelæsninger, hvor der sidder en e-moderator og kigger på chatten. Det kan godt fungere”, siger Helle Mathiasen.

Som eksempel nævner hun en hybridundervisning på medicinstudiet:

“Forelæseren havde besluttet at lave en hel masse aktiviteter med de studerende. Hun sagde noget måske i 20 minutter, og så var der en lille quiz eller opgave, og dem, der var online, bad hun om at chatte med hinanden. Hun forsøgte hele tiden at få de studerende til at lave noget, og det gjorde de. Hun var også ude i breakoutrummene, og e-moderatoren var perfekt til at time spørgsmålene fra onlinestuderende i chatten”, fortæller Helle Mathiasen.

Så selv om vi er på vej tilbage til den undervisning, vi kender, tror hun på, at universitetsundervisningen samlet set har taget et didaktisk skridt fremad i løbet af coronakrisen.

“Det har været en stejl læringskurve, men underviserne er virkelig gået til opgaven og har brugt så meget tid på det. De har skullet tænke nyt, og det tror jeg ikke, man kan tage fra dem. Mange på KU fortæller, at de er motiverede til at tænke nyt om undervisning på alle fronter, og der er kommet en meget mere reflekteret diskussion af undervisningsformer, og hvordan vi kan tilrettelægge og gennemføre undervisningen. Så vi er ikke de samme undervisere i dag som før marts 2020”.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen