Gå til sidens indhold
Foto af kvinde, der har det skidt
Mange ph.d.er kæmper med stress og angst for, at de ikke bliver vurderet godt nok.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Vidnesbyrd fra en coronatid: Ph.d.er kæmper med ensomhed, stress, angst og mindreværd

Tre ph.d.-studerende fra fakultetet Arts på Aarhus Universitet har samlet 88 vidnesbyrd fra deres coronaramte kolleger. Beretningerne viser, at mange kæmper med psykiske problemer og frygt for, at deres akademiske karriere er ødelagt, da deres projekter er blevet afsporet af coronanedlukningen.

Emneord:

“Det er virkelig hård læsning, men det er dejligt, at så mange har villet dele deres historie med os”.

Sådan siger Marianne Høi Liisberg, der er ph.d.-stipendiat på AU, om den undersøgelse, hun har foretaget sammen med Thilde Juul-Wiese og Elizabeth Bruns, der er på barsel, om ph.d.ernes oplevelser på fakultetet Arts under coronapandemien. De har i marts og april i år indsamlet 88 beretninger blandt de cirka 320 ph.d.-studerende på fakultetet i samarbejde med ph.d.-skolen og ph.d.-udvalget på Arts.

Thilde Juul-Wiese fortæller, at det har været vigtigt for dem med et frit format, hvor folk kunne skrive, så meget de orkede. De mange lange tekster, som de har modtaget, viser, at der har været et uopfyldt behov for at få mulighed for at sætte ord på, hvordan det har været at være tidsbegrænset ansat under nedlukningen.

Vidnesbyrd

"Med en sygemelding og stadig dårlige udsigter arbejder jeg nu målrettet mod at komme i mål med mit projekt. Det er en dødssejler, der skal hives i land, udelukkende med det formål at komme igennem det og videre i livet. Jeg føler mig stadig overladt til mig selv, og en grundlæggende fornemmelse af at være blevet ladt i stikken har sneget sig ind på mig. Sidstnævnte ansporet af, at jeg først nu d. 26. april må møde ind på mit arbejde igen."

Fælles for mange er, at de er ramt af ensomhed, stress, depression, angst og følelsen af utilstrækkelighed. Mange frygter også for konsekvenserne for deres akademiske karriere, fordi de har måttet lave et amputeret ph.d.-projekt, da de eksempelvis ikke har kunnet indsamle data.

“Det er et grundvilkår, at et ph.d.-projekt er en ensom proces, men når din arbejdsplads er lukket, og du sidder alene i din sofa på Amager, kan du altså godt føle dig meget ensom. Uden kolleger at spejle sig i vokser de negative tanker sig hurtigt enormt store, og det hele kommer til at virke meget uoverskueligt”, siger Thilde Juul-Wiese og fortsætter:

“De fastansatte VIP’er vil kunne genkende sig selv i mange af vidnesbyrdene, men det er en særlig stressende situation at være i en tidsbegrænset ansættelse under corona, fordi det er vores fremtidige karriere, der er på spil”.

Foto af ph.d.-studerende Thilde
Thilde Juul-Wiese laver sin ph.d. ved DPU - Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse - Afdeling for pædagogisk antropologi

Hun tilføjer, at hun selv kendte sin vejleder fra tidligere og har kunnet snakke med hende om, hvordan hun havde det mentalt, men mange skriver i deres vidnesbyrd, at de ikke nåede at møde deres vejleder ansigt til ansigt inden nedlukningen og kun har haft sporadisk kontakt virtuelt. Mange udtrykker forståelse for, at vejlederne også selv har været presset til bristepunktet, da de stod og skulle omlægge til virtuel undervisning med kort varsel.

Meldingen i besvarelserne er, at det har været forskelligt for hvert enkelt ph.d.-program, om der har været sociale tiltag som morgenmøder og fredagsbar online.

Vidnesbyrd

"Jeg har grædt meget denne uge, det gør jeg nogle uger, bl.a. grundet meget af ovenstående, men også fordi jeg gruer for fremtiden. Kan jeg betale min husleje om 1 år og tre måneder, hvis jeg ikke er færdig med min ph.d. og skal leve af ... ja, hvad egentlig mon? Dagpenge, håber jeg. Det gør mig ked af det. Tag ikke fejl, jeg vil gøre meget, for at jeg afleverer til tiden, men grundet det sidste års forsinkelser, omrokeringer, umuligheder og deslige kan jeg ikke se, hvordan det skal lade sig gøre."

 

Kollegerne har manglet

Marianne Høi Liisberg tilføjer, at det ofte er den kollegiale sparring, som folk har manglet. Bare det at kunne tage ind på kontoret og snakke med andre om deres projekt og de udfordringer, de står med, eller lige kunne pitche en ide for en kollega.

“Det er ikke fedt at have hjemmearbejde, hvis du bor småt og har problemer med kæresten. Folk har været ret frustrerede, og de, der har haft børn hjemme over vinteren, har haft det virkelig hårdt”, siger Marianne Høi Liisberg og tilføjer, at den vigtigste lære af krisen for hende i virkeligheden er, at det er umuligt at adskille arbejdslivet fra privatlivet.

Foto af Marianne Høi Liisberg, ph.d.-studerende
Marianne Høi Liisberg ved Institut for Kommunikation og Kultur – Afdeling for Tysk og Romanske Sprog.

Meget få skriver, at det har været positivt at arbejde hjemme. Det er ikke rart med ro for alle, og det har været et stort ønske at kunne møde ind på arbejde, så vi er glade for, at ph.d.erne blev prioriteret i forbindelse med genåbningen”, siger Marianne Høi Liisberg og fortsætter:

“Mange har siddet med tanker om, hvorvidt de gør det godt nok, og om de er gode nok. Den slags tanker kan vokse sig kæmpestore, når du ikke har dit normale netværk. Du har selv skullet være opsøgende, da der ikke har været den normale indkøring af nye ansatte på grund af pandemien, men mange har ikke haft overskud til at være proaktive, og så er de endt i et hul”.

Hun understreger, at det ikke kun er de enlige ph.d.er, der har haft problemer, men deres kolleger med kæreste, ægtefælle og specielt dem med børn fortæller om andre udfordringer end ensomhed.

Vidnesbyrd

"Alle faglige sammenhænge er gået brak, der er ingen støtte eller steder at sparre omkring sit projekt, og der er nul forståelse for, at internationalisering ikke er en mulighed for denne kohorte af ph.d.-studerende. Det mener jeg er et kæmpe problem, fordi den akademiske struktur er bundet blindt op på internationalisering, og når jeg – vi – ikke kan vise, at vi har været uden for landets grænser, har vi ingen fremtid på uni. Red, hvad der reddes kan, er det motto, jeg kæmper mig igennem med."

Forlængelser fylder mentalt

Thilde Juul-Wiese fortæller, at det også går igen i mange vidnesbyrd, at usikkerheden omkring muligheden for at få forlænget sin kontrakt som følge af coronaforsinkelser fylder meget hos mange.

De har været i tvivl om, hvorvidt de kunne søge, fordi situationen har ændret sig konstant, samtidig med at kriterierne for at opnå dispensation har været uklare. Det har afholdt dem fra overhovedet at prøve at få en forlængelse. Folk har også oplevet det som ubehageligt at have en følelse af at skulle konkurrere med deres kolleger om en forlængelse, fordi de vidste, at der ikke var afsat penge nok til, at alle kunne blive tilgodeset.

“Mange skriver, at det er en bureaukratisk proces at søge, og derfor har de ikke kunnet overskue det. Hvis du søger om fire ugers forlængelse, og det tager to uger at skrive ansøgningen, så gambler du med din arbejdstid, og det er netop tid, som vi ikke har”, siger Thilde Juul-Wiese.

Marianne Høi Liisberg, der er medlem af ph.d.-udvalget, supplerer, at de løbende diskuterer situationen i udvalget og får status på antallet af ansøgninger.

Vidnesbyrd

"Jeg søgte også forlængelse via ph.d.-skolen, men jeg har kun fået en tredjedel af den tid, jeg søgte om. Det føles meget frustrerende og stressende ikke at kunne få den tid igen, jeg har “spildt” på grund af Covid-19. Jeg er begyndt at spare penge sammen af min løn, så jeg kan finansiere en forlængelse af egen lomme, efter at min kontrakt udløber, hvis jeg ikke er færdig til den tid. Virkelig langt ude, at det er den sidste udvej."

 

 

Frygter, at karrieren er røget

Ifølge Thilde Juul-Wiese er mange også bekymrede for kvaliteten af deres afhandling, fordi den har stor betydning for muligheden for at få en postdocstilling efterfølgende og dermed få gang i deres akademiske karriere.

Mange har ikke kunnet indsamle data og har været tvunget til at ændre deres projekt, og de har heller ikke kunnet leve op til reglen om miljøskifte i ph.d.-bekendtgørelsens § 7, stk. 3, hvor det kræves, at den ph.d.-studerende skal deltage i aktive forskermiljøer primært på udenlandske forskningsinstitutioner for at opbygge et internationalt netværk. Andre uddannelseselementer som ph.d.-kurser, institutarbejde og undervisning af de studerende er også blevet forringet, fordi det enten er foregået online eller ikke har kunnet gennemføres.

“Vi ved, hvor vigtigt det er for vores fremtidige karriere, så mange frygter ikke at blive færdige til tiden, og at produktet ender med at blive dårligt. Vi er bange for at komme ud og blive anset for ikke at være på det faglige niveau, som vi burde være”, siger Thilde Juul-Wiese.

De 88 vidnesbyrd er overdraget uredigeret, men anonymiseret til ph.d.-skolen på Arts, som Marianne Høi Liisberg og Thilde Juul-Wiese roser for at have taget ph.d.ernes vidnesbyrd meget alvorligt

Vidnesbyrd

"I min afdeling har vi slet ikke haft nogle sociale initiativer, og det har skuffet mig, at der ikke har været mere fokus på det kollegiale under Covid-19 og specielt det ph.d.-kollegiale, nu vi slet ikke ses. Jeg har selv kontaktet flere ph.d.-kolleger, og mange fortæller om stress/depression, og flere af mine kolleger er blevet sygemeldt. Det gør mig enormt ked af det, at folk har det så dårligt."

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen