Gå til sidens indhold
Foto af studerende i Esbjerg
Gågaden i Esbjerg centrum. Det kræver en kritisk masse af studerende at skabe en fed studieby, og der er Esbjerg ikke, vurderer Eva Mærsk.
Foto: Jens Christian Top / Scanpix

Lad de unge uddanne sig i storbyerne

Man er nødt til at erkende unges behov for at bo i en livlig studieby, men det betyder ikke, at de unge ikke kan trækkes tilbage til deres hjemegn, fortæller Eva Mærsk, der har forsket i unges mobilitet.

Emneord:

Demografien er blevet en faktor inden for dansk uddannelsespolitik. Det er ikke blot vigtigt, om de unge uddanner sig, men også hvor de uddanner sig. Uddannelsesmulighederne skal være kuren mod centralisering og affolkning af landdistrikter og landsbyer i Danmark.

Men hvordan får man brudt med den tendens, som ellers virker så sikker som amen i kirken: At de unge søger mod de store byer, når de vælger uddannelse? Det spørgsmål har Eva Mærsk beskæftiget sig med i sit ph.d.-projekt, der handler om samspillet mellem ungdomskultur, geografisk (im)mobilitet og videregående uddannelse for unge i Danmark og Holland.

Og det er en hård nød at knække, konstaterer hun. For selv om politikere og erhvervsliv presser på, for at de unge skal blive i yderområderne, påvirkes de samtidig af en benhård flyttediskurs.

“Unge i provinsen bliver hele tiden mødt med spørgsmålet: Hvornår flytter du til København? De er vokset op med at få at vide, at man skal flytte sig for at blive til noget. Da jeg selv boede i Aarhus og ville læse i Esbjerg, talte folk næsten til mig, som om jeg var blevet alvorligt syg”, fortæller Eva Mærsk.

Ph.d.-projektet foregår i et samarbejde mellem SDU og Rijksuniversiteit Groningen i Holland. Her startede Eva Mærsk sine undersøgelser blandt studerende med fokus på fænomenet “stayers” – altså unge, der vælger at blive i – eller komme tilbage til – den egn, de kommer fra.

Foto af ph.d.-studerende Eva Mærsk
Eva Mærsk er ph.d.-studerende ved SDU
Foto: Privat

“Så jeg har fået alle flyttehistorierne – hvordan de havde været alle mulige steder, men så alligevel er kommet tilbage. Generelt er det en fortælling om, hvor uncool det er at være stayer. Så min første artikel handler om den symbolske kapital, som de unge oplever, der ligger i det at flytte sig”.

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Eva Mærsk, cand.soc.

Hvad: Intertwining identity, (im)mobility and place prestige: a new perspective on attracting and retaining highly educated young adults in peripheral regions and smaller cities.

Hvor: SDU, Institut for Sociologi, Miljø- og Erhvervsøkonomi/Rijksuniversiteit Groningen.

Hvorfor: Projektet undersøger samspillet mellem ungdomskultur, geografisk mobilitet og videregående uddannelse for unge i Danmark og Holland.

Lille, men attraktiv universitetsby

Groningen, hvor Eva Mærsk brugte de to første af projektets fire år, er set med danske øjne en interessant universitetsby. For selv om byen Groningen ses som yderområde i forhold til de hollandske storbyer, har universitetet stor succes og samler mange studerende fra nær og fjern, og byen har ligeledes et livligt og attraktivt studiemiljø.

“Jeg udførte et komparativt studie af Esbjerg og Groningen. Begge byer ligger afsides og er gamle industribyer, der ønsker at omstille sig fra produktionsby til vidensby. Forskellen er, at Groningen startede processen allerede for 30-40 år siden, hvor man strategisk forsøgte at omstille byen til at være en attraktiv studieby med barer, kulturliv, cykelstier og den slags. Bykulturen betyder langt mere end universiteternes markedsføring”, siger hun.

Et andet vigtigt element, hun peger på, er den kritiske masse. Universitetet er nødt til at have en vis bredde og størrelse for at skabe et attraktivt studiemiljø.

Men samtidig er der faktorer, som hverken institutionen eller de lokale myndigheder er herrer over.

“Der er skiftende tendenser i tiden omkring, hvad der er cool, hvad der er comme il faut. Nogle gange er der store træk mod byerne, nogle gange mindre. Derfor skal byerne passe på med deres brandingkampagner – nogle gange er pengene spildt hvis ikke ligefrem kontraproduktive. Esbjerg for eksempel forsøger at annoncere sig selv som storby. Men den slags kommer hurtigt til at lyde som en desperat mand på Tinder, der forsøger at puste sig op. Unge har et utrolig godt bullshitfilter”.

Esbjerg for eksempel forsøger at annoncere sig selv som storby. Men den slags kommer hurtigt til at lyde som en desperat mand på Tinder, der forsøger at puste sig op. Unge har et utrolig godt bullshitfilter

Eva Mærsk, ph.d.-studerende

Udflytningsplanen dumper

Mens Eva Mærsk har arbejdet med sit projekt, er emnet herhjemme gået fra relevant til sydende aktuelt. Som bekendt besluttede et flertal i Folketinget før sommerferien, at universiteterne skal udflytte en procentdel af deres uddannelser til lokationer uden for de fire store byer – blandt andet for at styrke udkantsområderne.
Og Eva Mærsk, som altså har brugt fire år på at studere netop denne problemstilling, er klar i sin dom: Det holder ikke en meter!

“Udflytningen er en både rigtig og sympatisk tanke. Men udførelsen lader meget tilbage at ønske. Vil man have kvalitetsuddannelser og gode studiemiljøer, nytter det ikke at oprette decentrale uddannelsessteder uden at følge det op med investeringer i det fulde studieliv. At flytte campus til Foulum betyder ikke, at man flytter studiemiljøet til Foulum. Når unge flytter, er det andre ting end uddannelsen, der betyder noget – muligheden for netværk, at kunne finde en ny kæreste, job i fremtiden. Det betyder noget at bo i Aarhus og kunne drikke specialøl på cafeerne”.

Man skal tænke mere dynamisk: Hvad rejser de unge ud efter, og hvad får de med sig hjem? I Ringkøbing-Skjern er de gode, for de går med på præmissen om at lade de unge flyve og så komme hjem igen

Eva Mærsk

“Lad de unge flyve”

Som nævnt er kritisk masse en faktor. SDU’s filialer i Sønderborg, Kolding, Slagelse og Esbjerg er simpelthen for små til at stå alene i forsøget på at gøre byerne attraktive, mener hun. Hvis man vil gå den vej, skal der udflyttes uddannelser i en helt anden skala.

“Esbjerg er stadig en by, som har ry for at være nederen at være ung i, og skal det ændres, kræver det flere studiepladser og et kulturliv. Men en anden måde at gøre det på kunne være en campus, der tilbyder et studiemiljø til studerende, der primært følger undervisningen online. Så kunne du have ingeniør- og jurastuderende siddende side om side i et tværfagligt miljø”.

Men den tilgang, som Eva Mærsk tror mest på, praktiseres allerede: Lad de unge uddanne sig i storbyerne, og træk dem så stille og roligt tilbage med en strategisk fastholdelsesindsats.

“Som en del af projektet undersøgte jeg et tiltag i Ringkøbing-Skjern Kommune. Som et forsøg på at håndtere udflytningen grundlagde de i 2016 “Klub Eksiljyder”, som i realiteten er en database, hvor unge, der flytter fra byen, frivilligt lader sig registrere. Ved hjælp af den holder kommunen løbende kontakt til de udflyttede med små beskeder om aktiviteter i byen eller måske et tilbud om at komme hjem til en håndboldkamp med transporten betalt. Og så sender kommunen relevante jobtilbud fra egnen”, fortæller hun.

Resultatet – viser hendes undersøgelse – er, at de unge bevarer hjembyen på fremtidsradaren og har større sandsynlighed for at vende tilbage.

“Min hovedpointe: Mange vil blive, men de fleste vil flytte sig. Man skal tænke mere dynamisk: Hvad rejser de unge ud efter, og hvad får de med sig hjem? I Ringkøbing-Skjern er de gode, for de går med på præmissen om at lade de unge flyve og så komme hjem igen”.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen