Gå til sidens indhold
Foto af et bord
Foto: Anne Julie Arnfred

Forskere og kunstnere i eksperimentel matchmaking

Kan en professor i datalogi kvalificere sin forskning ved at samarbejde med en koreograf? Anne Julie Arnfred undersøger og eksperimenterer med mødet mellem forskning og kunst.

Emneord:

Først forsker vi. Så udstiller vi og formidler resultaterne. Sådan er den traditionelle rækkefølge. Men Anne Julie Arnfred vil gerne vende bøtten om. Eller i hvert fald røre rundt i den. For måske kan udstillingsarbejdet også give noget igen til forskeren og bidrage til forskningsprocessen?
Den tese prøver hun af i sit ph.d.-projekt, hvor hun selv står bag tre forskningsudstillinger. Udstillingerne bliver imidlertid skabt i et samarbejde mellem forskere og kunstnere samt hende selv i kuratorrollen.

“Jeg har fundet nogle forskningsprojekter, og så har jeg et kæmpe bagkatalog af kunstnere, jeg kender. Så sammensætter jeg forskere og kunstnere, der i forvejen arbejder med emnet og ligesom forskerne kommer med viden og faglighed”, fortæller Anne Julie Arnfred.

Hun er kunsthistorisk uddannet og har i 14 år arbejdet som kurator. Så det at skabe udstillinger har hun masser af erfaring med. Men eksperimentet, som er kernen i hendes projekt, er den gensidige påvirkning, der sker mellem forskere og kunstnere, når de møder hinandens måde at arbejde med samme emne på.

“Det kan jo være svært at måle, hvad det gør, og hvad det giver til forskningen. Men der opstår nogle situationer i konfrontationen med andres måder at se tingene på, der skaber en refleksion. Udstillingen bliver noget mere end forskningsformidling. Det giver ikke svar på forskerens spørgsmål, men det giver en mangesidighed omkring emnet”, fortæller Anne Julie Arnfred.

Foto af Anne Julie Arnfred
Julie Arnfred Larsen

Viden som proces frem for produkt

Den første udstilling er allerede åbnet: “Alt det usagte” på Forsorgsmuseet i Svendborg. Den tager tematisk afsæt i forskningsprojektet “Familiehemmelighedernes politik i den danske velfærdsstat 1920-1980” og særligt delprojektet “Skjulte sindslidelser”, som ph.d.-studerende Marie Meier står bag.

I udstillingen går den besøgende fra rum til rum på den gamle fattiggård og møder kunstværker af digteren Mikael Josephsen, kunstneren og forfatteren Jakob Jakobsen og den finske forsker og lydkunstner Heidi Fast. Sidstnævnte arbejder med nonverbale performances, og når man træder ind i vaskerummet, møder man hendes lydværker skabt sammen med psykisk syge patienter på et hospital i Helsinki.

“De meget smukke – men også lidt uhyggelige – lydværker kører inde i rummet og går i dialog med dem, der har boet der, spøgelserne i væggene. På den måde kan værkerne vise mange flere spor. Udstillingen viser ikke noget færdigt resultat, værkerne peger i mange forskellige retninger. Men det kan godt eksistere på samme tid og nemmere end i en forskningsartikel. Det illustrerer ikke Marie Meiers forskning, men det viser en mangespektrethed i forskningen. Vi har snakket om, at det handler om at se viden som en proces og ikke et produkt. Det interessante er de relationsprocesser, der sker i arbejdet med udstillingen, hvor man begynder at reflektere og spørge sig selv: Hvad er min position, når jeg kommer med min forskning, i forhold til de andre?”

Samarbejdet om “Alt det usagte” bliver afsluttet med en videnskabelig artikel, som Anne Julie Arnfred skriver sammen med Marie Meier.

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Anne Julie Arnfred, cand.mag. i kunsthistorie.
Hvad: Kuratering af forskning – kunstudstillinger som videnskabere i akademisk forskning.
Hvor: RUC, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.
Hvorfor: Ph.d.-projektet undersøger, hvordan man kan bruge en udstilling til mere end at formidle forskning. Hvordan et tæt samarbejde mellem videnskab, kunst og en kurator om at skabe en udstilling kan skabe nye måder at arbejde med akademisk viden på.

Forstår “intet” af datalogiprojekt

Endnu mere umage er partnerskabet i Anne Julie Arnfreds anden forskningsudstilling. Udgangspunktet her er forskningsprojektet “Choreographies for Connected IT Systems” under professor ved Institut for Matematik og Datalogi på SDU Fabrizio Montesi, der undersøger, hvordan man udvikler en samlet koreografi til specialiserede programmer for computere i et netværk. Udstillingen, som projektet inspirerer til, bliver til i samarbejde med kunstnerne Jesper Just og Honey Biba Beckerlee, kreativ koder Andreas Refsgaard og koreografen Simone Wierød.

At udstille om psykisk sygdom med brug af kunst er ikke helt uvant. Men et datalogisk forskningsprojekt … det er en mundfuld, erkender Anne Julie Arnfred.

“Det er et forskningsprojekt, jeg intet forstår af. Kunstnerne forstår emnet meget bedre end jeg. Men så begyndte vi at snakke om sprog. Projektet handler jo om at gøre computersproget nemmere. Det får Fabrizio til at skulle tænke anderledes, og han bliver konfronteret med andre måder at tænke på. Det udfordrer både hans formidling, og om man kan tænke det på andre måder”.

Udstillingen får titlen “DataKoreografier” og åbner i november på Center for Art, Design and Technology. Herefter skal Anne Julie Arnfred igennem samme øvelse med Fabrizio Montesi: en artikel, der fortæller om samarbejdet og det forskningsmæssige udbytte.

“Fabrizio gik i høj grad ind i projektet med tanke på at formidle sit projekt – om man kan få folk til at forstå det, for eksempel gennem kropsliggørelse. Måske bliver det nemmere at registrere hans udbytte, fordi hans videnskab og måde at tænke på ligger så langt væk fra kunstnernes”, siger hun.

Ordblind

Det lå på ingen måde i kortene, at Anne Julie Arnfred skulle gå forskningsvejen. Hun er ordblind og har fra barnsben haft svært ved at læse og skrive.

“Jeg har altid fået at vide, at jeg er kreativt klog, men ikke akademisk klog, fordi jeg ikke var god til at skrive. Det har taget mig meget lang tid at finde ud af, at jeg var klog nok til akademia. Men det gør så måske, at jeg er meget insisterende på, at akademia kan have brug for andre måder at tænke viden på. Bare fordi du ikke er sindssygt god til at skrive, kan du sagtens have noget at bidrage med. Kan akademisk tænkning – refleksion og vidensproduktion – kun foregå i skrift? Det mener jeg ikke”.

Ordblindheden er stadig et handicap. Hun er længere tid om at læse tekster, og hun kan ikke intuitivt høre, hvordan et ord staves. Med årene er hun alligevel blevet så trænet, at læsning og skrivning kun er en mindre udfordring. Og da hun i en forholdsvis sen alder vendte tilbage til universitetet for at færdiggøre kandidatuddannelsen, opdagede hun for første gang et overskud og en glæde ved det sproglige.

“Jeg har altid været sådan en, der har fået 30 røde streger tilbage, skriften har været en mare, der red mig. Men under specialet oplevede jeg det med, at man kunne lege med en sætning, med måden at udtrykke sig på. Fordi jeg var ordblind, var det gået helt hen over hovedet på mig. Det var en helt ny verden, der åbnede sig, som jeg syntes var enormt fed”.

Eksperimentel forskning med risiko

Men Anne Julie Arnfred lægger vægt på, at hendes forskningsprojekt er eksperimenterende. Der er ingen garanti for, at hendes tese om forskningsmæssigt udbytte at kunstsamarbejder kan påvises og sættes på formel.

“Det kan jo også være, at mit projekt crasher fuldstændigt. Det virker, som om de får noget ud af det, men hvordan får jeg det ned på papir? Men sådan er forskningens vilkår, når man arbejder eksperimentelt”.

Som nævnt har Anne Julie Arnfred mange års erfaring som kunstkurator. Men hendes ph.d.-projekt har været en vekslen mellem kuratorarbejdet, som hun kender det, og den for hende nye forskerrolle. To meget forskellige arbejdstempi.

“Når man arrangerer udstillinger i museumsverdenen, kører det bare tjep tjep. I akademia er det et helt andet tempo. Man skynder sig langsomt. Man sidder og nørkler med en sætning eller et afsnit, og så skal man også lige have læst noget, og så tilbage … Det temposkift skal man lige vænne sig til, men jeg kan egentlig meget godt lide det. I kunstverdenen når man ikke at reflektere særlig meget over det, man har lavet, før man er videre. Men her har jeg virkelig tid til at reflektere over udstillingen bagefter. Det synes jeg er helt fantastisk”.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen