Lys på eliteforskningens strukturelle skyggesider

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre. Det klassiske citat fra Orwell-romanen “Kammerat Napoleon” passer fint på den danske forskningsverden. For selv om vi opfatter Danmark som et sted med flade hierarkier og lige muligheder, så sker der en tiltagende elitedannelse i sektoren, som betyder, at penge, magt og indflydelse koncentreres hos et mindre antal forskere på det store flertals bekostning.

I foråret lancerede to danske forskere resultatet af en undersøgelse, der viser, at de mest indflydelsesrige forskere bliver stadig mere indflydelsesrige. Med baggrund i 26 millioner forskningsartikler på det medicinske og naturvidenskabelige område kan de konstatere, at 21 procent af samtlige citationer kan føres tilbage til kun en procent af samtlige forfattere.
Sammenligner man den udvikling over 15 år – fra 2000 til 2015 – er tallet steget fra 14 procent, altså en stigning på 50 procent.

Et klart udtryk for elitedannelse, siger Mathias Wullum Nielsen, lektor ved Sociologisk Institut, KU, der har udført studiet sammen med Jens Peter Andersen fra Dansk Center for Forskningsanalyse (CFA) på AU som led i et større projekt om forskningseliten. Og det peger i samme retning som tidligere forskning fra CFA om samme tendens i forhold til bevillinger: en forskerelite, der sætter sig på en stadig større del af de forskningsmidler, der uddeles.

Mindre udbytte ved større uddelinger

Pengene er en del af forklaringen, men ikke den hele.

“Vi ser en udvikling mod en større andel af citationer, der trækkes af en lille gruppe. Det kan hænge sammen med ressourceakkumulering, men går man dybere ind i analysen, peger den også på, at de her forskere har et stadig større netværk af samarbejdspartnere. En stor samarbejdsflade fører til mange artikler og mange citationer”, fortæller han.

“Elite” har længe været et plusord inden for dansk forskning. Ønsket om at dyrke og fremelske eliteforskning bliver jævnligt fremhævet af politikere, universitetsledere og fonde. Men elitedannelsen i forskning rummer også problemstillinger og paradokser, peger Mathias Wullum Nielsen på. Noget tyder nemlig på, at det ikke kan betale sig.

“Vi har undersøgt forskningslitteraturen for at se på effekterne af elitedannelsen i forhold til de klassiske mål om citationer og placeringer i topjournals. Får man mere af det ved at finansiere de her enormt store projekter? Og det er der intet, der tyder på. Der er ingen klar sammenhæng. Faktisk er der mere tendens til et reduceret udbytte, når forskningsprojekterne bliver for store. Og det har gjort os interesserede i at se på, hvad det er, der sker”, fortæller han.

Flere samarbejder, færre artikler

En lidt tilsvarende tendens, som kan ses i det seneste studie, er, at de stigende antal medforfatterskaber og citationer ikke er et udtryk for større produktivitet i form af flere forskningsartikler samlet set.

“Meget af diskussionen på et tidspunkt gik på, at det stigende fokus på publicering førte til flere artikler pr. forfatter. Men hvis man dividerer antal artikler pr. forfatter med antallet af medforfattere, kan vi se i vores analyse, at der generelt set er sket et fald – altså dalende produktivitet. Så vi har en klar stigning i antallet af samarbejder og størrelsen af grupperne, men det fører ikke nødvendigvis til flere artikler”.

Men diskussionen er kompliceret. For at måle forskningens værdi udelukkende i forhold til antal artikler og citationer er en metode uden mange nuancer, som da også løbende får meget kritik. Mathias Wullum Nielsen nævner selv det argument, at nogle forskningsresultater er så banebrydende, at de ikke kan vurderes på, hvor mange publikationer de afføder. Og et andet argument: Nogle former for forskning kræver naturligt større bevillinger på grund af omfang og udstyr.

“Nogle af de her store forskningscentre performer dårligere på de klassiske mål, men der er til gengæld større sandsynlighed for et stort gennembrud. Omvendt kan man se, at tendensen mod stadig større bevillinger til en elite af forskere også kan ses inden for samfundsvidenskaben, hvor det nok i mindre grad er nødvendigt med de meget store investeringer”.

Forskningsfelter har førerfigurer

Et andet aspekt af elitedannelsen, som Mathias Wullum Nielsen og Jens Peter Andersen vil undersøge, er den indflydelse på selve forskningsfeltet, en elite kan have.

“Elitedannelse drejer sig ikke kun om at være citeret og opnå funding. Det har også noget at gøre med, hvem der definerer de vigtige spørgsmål inden for disciplinerne, og hvem der ansætter forskere på institutterne. Vi har for eksempel nogle studier på tegnebrættet, hvor vi vil prøve at se på, hvilken rolle redaktørerne på tidsskrifterne spiller, og hvad der sker, når der sker udskiftninger”.

Som illustration af forskningens sociale hierarkier nævner han et amerikansk studie, der undersøgte forskningsfelter inden for medicin, hvor centrale forskere pludseligt døde.

“De kunne se, at deres samarbejdspartnere begyndte at klare sig mindre godt. Men mere interessant – i de felter, hvor topforskerne dør, ser man en større tilgang af nye forskere, der får lov til at definere agendaen. Det siger noget om, at der er en form for lukkethed, og at nogle eliter får lov til at definere dagsordenen”.

Foreslår grænser for funding

Et forhold, der yderligere forstærker elitedannelsen og de sociale hierarkier, er det store antal ph.d.-studerende og løstansatte forskere, der findes i sektoren. Mange af disse er måske kun kortvarigt i forskningen, og deres karrierer vil derfor ofte være reduceret til rollen som hjælpeforskere, der hjælper seniorforskere med deres forskningsspørgsmål.

“Ved de store bevillinger er det i større grad nogle centrale personer, der definerer, hvad andre skal forske i. De har ikke tid til at udføre det selv, mange af dem ender måske snarere som administratorer af deres egne midler. De har vist, at de kan publicere, komme ind svære steder og øve indflydelse. Så det giver mening. Men bagsiden af medaljen er måske, at man i mindre grad skaber mulighederne for, at folk frit kan vælge deres emne”.

Mindre forskningsdiversitet kan være den pris, vi betaler for elitedannelsen. Og vil man forsøge at modvirke den tendens, er den mest umiddelbare løsning at begrænse koncentrationen af bevillinger hos enkelte forskere og arbejde aktivt for større spredning, ikke mindst til de yngre forskere.

“Nogle vil argumentere for, at mange af de nytænkende bidrag til forskningen kommer i de tidligere år. Så der er et problem i, at man i den tidlige fase af karrieren hele tiden er afhængig af at skulle forfølge andres forskningsagenda. En af de ting, Jens Peter og jeg har foreslået tidligere, og som også betones i litteraturen, er en form for bevillingslåg. Hvis du har fået 30 millioner det ene sted, skal der måske gå nogle år, før du kan få 30 millioner det andet sted. Det kan sprede finansieringen ud på flere personer og dermed sikre større diversitet”, siger Mathias Wullum Nielsen.