Gå til sidens indhold
Foto af Mols Bjerge
Foto: Hans Meineche / Ritzau Scanpix

Embedsmand tager en forskertørn

Marianne Damholdt Bergin er ansat i Naturstyrelsen, men har fået lov til at bruge tre år på et ph.d.-projekt, der skal give viden til skabelsen og “rewilding” af 15 naturnationalparker.

Emneord:

Som ph.d.-studerende er det sjældent, man når at se sin forskning udløse realpolitiske beslutninger, allerede inden man er færdig med afhandlingen.

Den fornøjelse ser det dog ud til, at Marianne Damholdt Bergin kan få – i hvert fald til dels. Danmark skal have i alt 15 nye naturnationalparker. De første fem områder er allerede udpeget, og de sidste ti skal udpeges inden for de kommende måneder.

Udpegningen kommer til at ske blandt andet på baggrund af en analyse, Marianne Damholdt Bergin har arbejdet med, siden hun i begyndelsen af året begyndte sit ph.d.-projekt “Potentialet for brug af rewilding i danske naturnationalparker” ved AU.

“Det optager mig meget, at der følger forskning med de politiske beslutninger. Så jeg er bare glad for, at jeg nåede at spille ind i den her proces”, siger hun.
Arbejdet har bestået i at opstille kvalitetskriterier for de mest egnede områder for naturnationalparker. Formålet er at få mere vild, selvregulerende natur, hvilket igen skal give sig udslag i større biodiversitet. Spørgsmålet er, hvilke områder der er mest velegnede til det formål.

“Jeg har gjort det fuldstændig teoretisk ud fra kort for at sørge for, at det sker på samme grundlag. Jeg har 17 variable og et pointsystem, der gør, at områderne scorer point på forskellige kategorier”, fortæller Marianne Damholdt Bergin.

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Marianne Damholdt Bergin, cand.scient.

Hvad: Potentialet for brug af rewilding i danske naturnationalparker.

Hvor: AU, Institut for Biologi – Økoinformatik og Biodiversitet/Naturstyrelsen.

Hvorfor: Projektet undersøger forskellige aspekter af rewilding – genindførelse af naturlige økosystemer. Blandt andet en systematisk analyse af 88 af statens arealer, der identificerer de områder, der har det højeste potentiale for at udvikle selvregulerende, dynamiske økosystemer.

Nationalparker med “ph.d.-score”

De 17 variable har hun inddelt i fem kategorier: arealets størrelse, naturgrundlaget, potentiale for dynamik, geodiversitet, landskab og mulighed for spredning.

“For eksempel giver det mening at vælge arealer med heterogenitet – altså stor variation. Der, hvor du har forskellighed, i forhold til om arealet er vådt, tørt, højt, lavt, varmt eller koldt, har du flere arter. Og samtidig er der også mulighed for, at arterne kan flytte sig inden for området, for eksempel hvis der sker klimaforandringer”.

Pointsystemet gør det muligt at vurdere forskellige forhold over for hinanden. For eksempel er størrelsen af området et vigtigt parameter, men så kan der være andre ting, der taler imod.

“De store arealer er meget i Vestdanmark, men de scorer dårligt på andre ting – for eksempel er de ikke så varierede. Med den her analyse kan man prioritere arealernes komplementaritet”.

Marianne Damholdt Bergins score – “ph.d.-scoren”, som den bliver kaldt i styrelsens notat – er kun en ud af flere beslutningsparametre. For eksempel har Rold Skov den bedste score blandt forslagene på bruttolisten. Imidlertid er udmeldingen fra Rebild Kommune, at man ikke ønsker en naturnationalpark der.

Når man arbejder i et konsulentfirma, skal man tit forholde sig til, at vi ødelægger noget natur for at lægge en vej eller fjerner et vandhul, så hvordan gør vi det lovligt? Jeg ville hellere skabe bedre muligheder for naturen end hele tiden at ødelægge noget

Marianne Damholdt Bergin

Ph.d. efter 15 år på arbejdsmarkedet

Det er dog på ingen måde tilfældigt, at Marianne Damholdt Bergins projekt bliver et vigtigt element i udpegningen af naturnationalparker. Hun er nemlig ansat i Naturstyrelsen og var involveret i forarbejdet omkring naturnationalparkerne, som blev besluttet politisk i 2020.

“Naturnationalparkerne var en del af Biodiversitetspakken, og i den var der afsat penge til et ph.d.-studie, der skulle give viden til den proces. Vi arbejdede med det i mit team og fandt ud af, hvad den skulle handle om, og så søgte jeg den selv, fordi jeg syntes, det var så spændende”.

Løsningen blev en virksomheds-ph.d. betalt af Naturstyrelsen og en donation fra Fonden af 15. juni, hvor Marianne Damholdt Bergin er indskrevet som ph.d.-studerende på AU.
Rollen som ph.d.-studerende kommer efter 15 års arbejdsliv, hvor naturbevarelse og -udvikling har været den røde tråd. Som færdiguddannet biolog i 2006 måtte hun dog tage en tur til England for at sparke karrieren i gang.

“På det tidspunkt var alle biologer arbejdsløse. Men fordi jeg havde været meget i udlandet under min studietid, snakkede jeg med mange udlændinge og fandt ud af, at der var et godt arbejdsmarked for biologer i England. Og så betød det også lidt, at jeg havde fået en engelsk kæreste”.

Hun fik arbejde i et konsulentfirma, der byggede veje og broer. Hendes opgave var at undersøge, hvordan man bedst muligt håndterede konsekvenserne for naturen og særligt truede arter, når anlægsprojekterne rullede sig ud. Efter noget tid søgte hun imidlertid over i den britiske naturmyndighed.

Foto af Marianne Bergin

“Når man arbejder i et konsulentfirma, skal man tit forholde sig til, at vi ødelægger noget natur for at lægge en vej eller fjerner et vandhul, så hvordan gør vi det lovligt? Jeg ville hellere skabe bedre muligheder for naturen end hele tiden at ødelægge noget”, fortæller hun.

"Kan man optage så meget nyt stof, når man er 44?”

Og det kom hun til i Forestry Commission – svarende til den danske naturstyrelse – hvor hun arbejdede med at udvikle og optimere naturområder i Sydengland, særligt New Forest National Park, hvor man blandt andet har 8.000 vilde heste gående på et areal svarende til Bornholms størrelse.

For fem år siden vendte hun dog hjem til Danmark, hvor hun altså fik job i Naturstyrelsen og særligt har arbejdet strategisk og politisk med at redde og forbedre mulighederne for truede arter i den danske natur. I forhold til det er den politiske beslutning om naturnationalparkerne, der skal omdannes til vild natur, lidt af et tigerspring, og for Marianne Damholdt Bergin har det så også åbnet helt nye personlige muligheder.

Det krævede dog grundige overvejelser, før hun besluttede at søge ph.d.-stillingen.

“Jeg tænkte meget over, om jeg overhovedet kunne. Når man er midt i fyrrerne – jeg er 44 – kan man så overhovedet læse og optage så meget nyt stof? Og så var jeg jo også glad for det arbejde, jeg havde. Så ville jeg blive lige så glad for at skulle forske? Men jeg havde enormt meget lyst til at fordybe mig, øge min egen viden og få det direkte ind i min organisation. Vi har haft en kollega før mig, der har skrevet virksomheds-ph.d. om urørt skov. Han er så dybt inde i sit emne og så god til at rådgive, så det har været enormt givtigt”.

Analysen af de potentielle nationalparkarealer er kun det første af flere delprojekter i det samlede ph.d.-projekt. Et andet delprojekt handler om at GPS-tagge dyr, der lever frit på store arealer. For eksempel på Langeland, hvor en flok vilde heste går rundt hele året. Formålet er at undersøge, hvordan de bruger arealet.

Kunne ikke leve med usikre forskeransættelser

Fordybelse var en af de store ønsker, Marianne Damholdt Bergin havde, da hun søgte stillingen. Men det er en arbejdsform, man også skal vænne sig til.

“Det er vildt spændende, men også meget selvstændigt og nogle gange ensomt. Jeg har altid arbejdet i team og kunnet diskutere beslutninger med andre. Nu skal jeg tage dem alene. Jeg er heller ikke vant til at arbejde med processer. I foråret arbejdede jeg med noget GIS, jeg ikke kunne få til at virke. Det spildte jeg tre uger på. Men de andre ph.d.-studerende var søde og sagde: Det er o.k. at bruge tre uger på noget, man må smide ud – det er en proces. Jeg tænker bare, at det kan man da ikke”.

Som sagt er hun fortsat ansat i Naturstyrelsen og kan vende tilbage til sit gamle job, når ph.d.en er færdig. Hun kan godt se arbejdsmæssige plusser ved forskningsarbejdet – først og fremmest at kunne forfølge sine egne ideer. Til gengæld er der også klare minusser.

“Når jeg ser på de kolleger, der arbejder som postdocs, så ser jeg nogle mennesker, der er meget pressede af de korte kontrakter. Og så tænker jeg: Hvor er jeg heldig, at jeg er almindeligt ansat. Det kunne jeg godt unde nogle af dem. Jeg forstår slet ikke, at de kan koncentrere sig under den slags forhold. Og jeg tror ikke, jeg har lyst til at være et sted, hvor jeg skal søge min løn hvert andet år”.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen