Gå til sidens indhold
Foto af Videnskabernes Selskab
“Hvad er egentlig argumentet for blot at implementere de anbefalinger, der står i hvidbogen?” ville KU- og Oxford-professor Eske Willerslev vide.
Foto: Lasse Højsgaard

Oprøret mod universitetsloven ulmer stadig

Videnskabernes Selskab brugte Forskningspolitisk Årsmøde til at puste nyt liv i kampen mod den politisk bestemte topstyring på danske universiteter. En ny hvidbog anbefaler en række forbedringer – først og fremmest en evaluering af universitetsloven. “Regeringen har ingen plan om reform … men måske er det noget, støttepartierne kunne have et ønske om”, lød det lokkende fra Socialdemokratiets ordfører.

Emneord:

I 2023 kan Danmark fejre 20-års jubilæum for den omfattende reform af universitetsloven, der afskaffede universiteternes ledelsesmæssige selvstyre.

Der bliver dog næppe tale om en stor fest – i hvert fald ikke i Videnskabernes Selskab. Modviljen mod 2003-loven sidder stadig i væggene og høres tydeligt mellem linjerne, når det da ikke bare siges direkte. De færreste har tilgivet Helge Sander, at han fravristede forskerkollektivet – faculty – dets reelle magtbeføjelser, først og fremmest til at vælge egne ledere.

Kritikken blev vakt til live i forbindelse med Videnskabernes Selskabs forskningspolitiske årsmøde, hvor temaet var ledelse og styring af danske universiteter. I anledning af mødet har selskabets forskningspolitiske udvalg forfattet en hvidbog om loven med seks konkrete anbefalinger. Først og fremmest ønsker de en evaluering af loven, og den må meget gerne føre til justeringer i forhold til en reform, som udvalgets formand, Ole Wæver, kalder “ekstrem”.

“Andre lande gennemførte også ændringer, men Danmark drejede på alle knapper på én gang, og så er det svært at vide, hvad der har ført til hvad”, sagde Ole Wæver, da han introducerede hvidbogen ved mødet i Videnskabernes Selskab.

Fokus på institutledervalg

Tingene skal ikke rulles tilbage til før 2003-loven, fastslog han. Men topstyringen og den manglende akademiske medbestemmelse er et voksende problem.

“Vi oplever tegn på bekymring i miljøet. Der er en stigende følelse af at være afkoblet beslutningerne. Danmark ligger i bunden i Europa med hensyn til medbestemmelse og akademisk frihed”, sagde han med henvisning til en måling foretaget af forskere i 2017. Ole Wæver pegede på institutlederposten som et sted, man oplagt kan genåbne for lidt af den akademiske medarbejderindflydelse.

“Det er institutlederen, som den enkelte forsker møder som repræsentant for universitetsledelsen. Det er godt at have et sted i systemet, hvor der kan opstå noget spænding – nogle, der tør sige imod opadtil”, sagde han.

Han og det øvrige forskningspolitiske udvalg anbefaler i hvidbogen, at institutternes faculty – forskerne – får indflydelse på institutlederansættelsen for eksempel i form af indstillinger af kandidater, godkendelse af ansættelsen eller muligheden for institutledervalg.

Anbefalinger fra Videnskabernes Selskab om universitetsloven

  1. En grundig, officiel, international evaluering af 2003-loven og dens effekter efterfulgt af politisk udvalgsarbejde med henblik på en lovrevision.
  2. Genopretning af facultys reelle medbestemmelse i forhold til institutleder­ansættelser.
  3. Øgede beføjelser til akademiske råd, der skal have godkendelseskompetence i forhold til budgetter og bevilges sin egen administrative stab.
  4. Forskere skal gives bedre sikkerhed i ansættelsen svarende til tjenestemandslignende vilkår.
  5. En større grad af økonomisk selvstyre på universiteterne med mulighed for at eje bygninger.
  6. Universiteternes bestyrelse bør have et flertal af internationalt anerkendte topforskere.

For lidt akademisk ekspertise i bestyrelser

Ifølge hvidbogen er det stort set kun i Danmark, at dekanen så egenhændigt kan udpege institutlederne. På mange – især amerikanske – universiteter sker der stadig institutledervalg, og alternativt er der et ansættende organ med repræsentation af medarbejderne.

Et eksempel på dette kunne mødets næste taler, Tobias Holck Colding, professor i matematik ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), tale med om. På MIT finder man afdelingslederne ved at udpege et søgeudvalg, der skal finde og indstille egnede kandidater. Det sker på baggrund af en proces, hvor samtlige facultyforskere bliver grundigt interviewet.

Tobias Holck Colding kunne også fortælle om forskellene omkring universitetsbestyrelser. Fra 2017 til 2021 var han selv medlem af DTU’s bestyrelse, hvor hans bestyrelseskolleger primært var valgt på grund af deres meritter som ledere i erhvervslivet. Hans oplevelse i USA, hvor han har haft sin akademiske karriere, er, at universitetsbestyrelserne i langt højere grad vælges ud fra deres akademiske meritter som topforskere. Og den forskel kan mærkes, for eksempel i synet på grundforskning.

“Jeg forsøgte at forklare dem det, men det er ofte svært for eksterne bestyrelsesmedlemmer at forstå meningen med grundforskning”, fortalte han og efterlyste generelt mere akademisk ekspertise i universitetsbestyrelser – i øvrigt også en af hvidbogens anbefalinger.

Havde jeg kunnet stemme om 2003-loven, havde jeg stemt imod.

Henrik Dahl, forskingsordfører i Liberal Alliance

Ingen plan om reform, men …

Skal universitetsloven ændres – eller bare evalueres – skal beslutningen tages politisk. Derfor var der naturligvis stor forventning til årsmødets anden halvdel – paneldebatten med politikere og politiske interessenter. Og særligt da Ida Auken – forskningspolitisk ordfører for Socialdemokratiet – sagde noget, blev der spidset ører.

“Jeg var arg modstander af 2003-loven dengang, hvor jeg selv sad som studenterrepræsentant i studienævnet på Teologi. Men i dag synes jeg, det er en god reform, selv om det måske er svinget lidt for meget over, så medarbejderne bliver hørt for lidt. Regeringen har ikke planlagt en ny reform, men måske er det noget, støttepartierne kunne have et ønske om?” sagde Ida Auken i noget, der egentlig godt kunne lyde som en indirekte opfordring til at lægge pres på regeringen.

Hun var også positiv over for anbefalingen om at styrke de akademiske råd med egne administrative medarbejdere.

Men det var så også stort set så langt, man fik Ida Auken til at gå i den debat, som hun måtte forlade halvvejs henne på grund af andre ærinder.

Henrik Dahl på forskernes side

Regeringens støttepartier var repræsenteret af Radikale Venstres forskningsordfører, Stinus Lindgreen, der selv har en fortid som forsker. Her var opbakningen til anbefalingerne til gengæld klar.

“Jeg mener, det vil være rigtigt at ændre loven. Særligt sammensætningen af universiteternes bestyrelser har fået en forkert balance”, sagde han og bemærkede også senere, hvordan ansættelsessikkerheden – tenure track – har oplevet et gevaldigt skred, hvilket han selv oplevede.

Fra oppositionen var det Liberal Alliances forskningsordfører, Henrik Dahl – en anden eksforsker – der var til stede. Og selv om Henrik Dahl for tiden er en upopulær mand for sine angreb på køns- og migrationsforskningen, så er han i denne sag helt på forskernes linje.

“Havde jeg kunnet stemme om 2003-loven, havde jeg stemt imod. I et enstrenget styresystem er der ingen checks and balances. Hvis noget går skævt, er der ingen til at stoppe det. Det bør der være. Når man er magthaver, skal der være nogle, man er bange for”, sagde han med henvisning til den manglende medarbejderindflydelse.

DM’s formand, Camilla Gregersen, gjorde opmærksom på, at problemet med ringe medbestemmelse blev påvist allerede i en evaluering af loven tilbage i 2009. Hun bakkede helt op om en ny, internationalt båret evaluering.

Jeg må sige, at jeg blev lidt provokeret, da jeg læste hvidbogen, fordi I synes, det er træls, at politikerne gerne vil bestemme noget.

Mette Fjord Sørenen, underdirektør i DI

DI: Med penge følger krav

Den største modstand i forhold til oplægget fra Videnskabernes Selskab og hele diskussionen kom fra Mette Fjord Sørensen, underdirektør for forskning og uddannelse i Dansk Industri. Generelt set var det kravet om selvbestemmelse, der i hendes ører bliver for skingert.

“Jeg må sige, at jeg blev lidt provokeret, da jeg læste hvidbogen, fordi I synes, det er træls, at politikerne gerne vil bestemme noget. Guys – I får 18 milliarder om året. Der må være nogle krav”.

Hun advarede også mod det bredt delte ønske om, at forskningsstøtten i højere grad sker gennem basismidler.

“Hvis der skal være flere basismidler, så går der regionalpolitik i den. Jeg er så bange for, at Kaare Dybvad kommer ind i det lokale”.

Blandt salens indlæg var KU- og Oxford-professor Eske Willerslev som sædvanlig uden mange omsvøb. Eske Willerslev har tidligere kritiseret topstyringen for at være en akademisk hæmsko, og derfor kan det kun gå for langsomt med at delegere indflydelse tilbage til forskerne.

“Hvad er egentlig argumentet for blot at implementere de anbefalinger, der står i hvidbogen?” ville han vide.

Igen var det Mette Fjord Sørensen, der måtte tage oppositionsrollen.

“Hvis man ønsker fuldstændig frihed, så er det bare sværere at lokke penge ud af politikerne. Forslaget lægger op til en anden form for finansiering”, sagde hun.

Hun ville dog godt være med på, at universitetsloven skal evalueres.

“Evaluering – ja. Men det skal være med åbne øjne. Nogle vil noget helt andet end jer”.

Det “andet” var Mette Fjord Sørensen desværre stort set alene om at repræsentere i salen, hvor de mange forskere tilsyneladende var fuldstændig enige om at tage magten tilbage på akademiske hænder, og hvor lederne – i panelet repræsenteret af KU-rektor Henrik Wegener – klogt undlod at forholde sig til, om de bestemte for meget.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen