Dansk Magisterforening

Henrik Dahl-paradokset: Kan flere regler sikre mere frihed?

© Foto: Ritzau Scanpix

Del artikel:

Liberal Alliance vil gerne sikre ytrings- og åndsfrihed på universiteterne ved lov. En tand for illiberalt, synes de andre partier om den ide.

“Frihed frem for tvang er en langt bedre vej at gå”. Citatet er taget fra et opslag på Liberal Alliances Twitter-profil, men det kunne formentlig været kopieret ud af mange tekster eller taler fra partiets medlemmer. Det er simpelthen en grundpræmis i liberal politik.

Partiets uddannelses- og forskningsordfører, Henrik Dahl, er særligt optaget af frihed på universiteterne:

forskningsfrihed, ytringsfrihed, undervisningsfrihed. Faktisk er han og hans parti så optaget af den frihed, at de er tvunget til at bryde med deres egen liberale tankegang og tvinge den igennem med lovgivning.

I begyndelsen af december behandlede Folketinget beslutningsforslag B 19 stillet af Liberal Alliance: “Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag inden udgangen af indeværende folketingsår, som indskriver de såkaldte Chicago-principper i formålsbestemmelsen i universitetsloven”.

Chicago-principperne er en udtalelse, som blev vedtaget på University of Chicago i 2014, der beskriver nogle grundlæggende principper omkring ytrings- og åndsfrihed på universitetet. Her hedder det eksempelvis, at det ikke er universitetets opgave at beskytte personer imod ideer og meninger, som de er uenige i eller finder stødende. Høflighed og gensidig respekt må aldrig blive argument imod en diskussion af ideer, hedder det også.

Baggrunden var, at flere undervisere var blevet blokeret fra at forelæse af studerende, der var uenige i deres holdninger eller pensum.

Frem til i dag har 83 universiteter officielt tilsluttet sig Chicago-principperne eller formuleret tilsvarende kodekser.

At universiteterne kan gøre dem til deres, i stedet for at vi gennemfører en lovgivning, synes jeg ville være bedre end at gennemføre ny lovgivning

Jesper Petersen, uddannelses- og forskningsminister

Universiteterne må godt bestemme selv

Herhjemme har Chicago-principperne også flere gange været bragt på bane. For eksempel anbefalede 14 professorer for et år siden i et læserbrev i Berlingske, at danske universiteter tilslutter sig principperne.

I folketingssalen havde ordførerne da også generelt kun lovord til overs for Chicago-principperne. Forsknings- og uddannelsesminister Jesper Petersen (S) har “megen sympati for indholdet i principperne”. SF er ifølge Astrid Carøe “enig i Chicago-principperne”, og det er Ulla Tørnæs fra Venstre også. Stinus Lindgreen kaldte det “nogle rigtig gode principper og en rigtig god tekst”.

Alligevel måtte Henrik Dahl gå delvist slukøret hjem fra Christiansborg den torsdag. For som alle andre sagde med lidt forskellige ordvalg: Frihed frem for tvang er en langt bedre vej at gå.

“At universiteterne kan gøre dem til deres, i stedet for at vi gennemfører en lovgivning, synes jeg ville være bedre end at gennemføre ny lovgivning”, lød det eksempelvis fra ministeren.

Det syntes Henrik Dahl var “pinligt”.

Hans dag var dog ikke helt spildt. Som nævnt var flere partier imødekommende over for ideen om at styrke ytringsfriheden, og Ulla Tørnæs foreslog, at man i Uddannelses- og Forskningsudvalget diskuterer videre, hvordan det kan gøres.

Og således kunne debatten slutte i mindelighed med, at formanden henviste forslaget til udvalgsarbejde.

}