Dansk Magisterforening

Havgræs klarer ærterne

© Foto: Angel Fitor/Science Photo Library/Ritzau Scanpix

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Det binder drivhusgasser, beskytter kysterne, sikrer biodiversitet og gavner fiskeriet. Desværre bliver der mindre og mindre af det smarte havgræs.

Vi har fået en ny mærkedag til kalenderen ved siden af fars dag, kvindernes kampdag, Prins Henriks fødselsdag, og hvad de nu alle sammen hedder. 1. marts er af FN blevet udråbt til “World Seagrass Day”.

Meget ståhej for en banal vandplante, kan man mene. Men havgræs er lidt af et vidundermiddel for vores klode. Det binder drivhusgasser i stor stil – ifølge FN er op imod 18 procent af det kulstof, der findes i havene, bundet af havgræsplanter. Samtidig har det en enorm betydning for at skabe liv og biodiversitet i havet, hvilket kan ses på fiskebestanden, og endelig beskytter det kysterne mod havet.

Når havgræsset fortjener lidt ekstra opmærksomhed, er det desværre, fordi arten er på kraftig retur. Hver halve time forsvinder et havgræsareal svarende til en fodboldbane – igen ifølge FN.

“De fleste steder skyldes det næringsstofproblematikker – altså en øget udledning af næringsstof fra land. Nogle steder skyldes det afskovning langs kysterne, der gør, at jorden skyller ned og kvæler havgræsset”, fortæller lektor Jens Borum fra Institut for Biologi på KU, der i mange år har forsket i havgræs.

Af den grund er der mange steder projekter, der går ud på at genoprette havgræsbede. Det kan ske på flere måder.

“Man kan plante skud ud, men det er møgdyrt. Vi har prøvet forskellige mekaniske metoder til at høste frø fra havgræsset og så dem ud. Det er langt mindre omkostningsfuldt end at have dykkere liggende og så skuddene. Problemet er bare, at hvis forholdene er dårlige – for lidt lys og for dårlige iltforhold – så hjælper det ikke noget. Så man skal først forbedre forholdene og så hjælpe dem på vej”, siger Jens Borum.

For at anskueliggøre værdien af havgræs for os, der er børn af den fri markedsøkonomi, er man begyndt at opgøre værdien i kroner og øre. At værdisætte havgræs er faktisk blevet en hel forskningsdisciplin. Et eksempel er et studie fra 2016, hvor to forskere (Scott G. Cole og Per-Olav Moksnes) har undersøgt ålegræs i Sverige og sat værdiskabelsen pr. hektar til 11.000 svenske kroner årligt. Forskerne bemærker i øvrigt, at de i deres vurdering vægter den klimamæssige værdi (særligt nitrogenlagringen) højere end udbyttet fra fiskeriet.

Havgræsbede findes over hele verden. Men det bedste ligger faktisk i Danmark. I hvert fald hvis man taler om evnen til at lagre CO2. Det er ved Thurøbund – en lille vig ved øen Thurø ved Svendborg. Målinger har vist, at havgræsbedet ved Thurøbund lagrer 27 kg kulstof pr. kvadratmeter. Et tal, der er flere gange højere end målinger i andre dele af verden.

Ifølge Marianne Holmer, professor i biologi og dekan ved SDU’s naturvidenskabelige fakultet, hænger Thurøbunds enestående kapacitet sammen med dens uforstyrrede beliggenhed, der gør, at planterne trives og ikke skylles ud i havet, når de dør, men synker ned i sedimentet og tager kulstoffet med sig.

Nærværende billede er dog ikke ålegræs ved Thurøbund, men arten neptungræs, der kun findes i Middelhavet. Billedet er taget ved Murcia, Spanien.

© Foto: Angel Fitor/Science Photo Library/Ritzau Scanpix
}