Højrefløjen vil tage behandlingen af klager om tvivlsom forskningspraksis fra universiteterne

Universiteterne modtager i øjeblikket en lind strøm af klager om videnskabelig uredelighed eller tvivlsom forskningspraksis rettet mod navngivne forskere. Afsenderen, Jacob Naur, der beskriver sig selv som borgerlig aktivist, har ikke tænkt sig at stoppe klagestrømmen, selvom de alle indtil nu er blevet afvist som åbenlyst grundløse.

“Jeg har fortsat tre klager i proces – og flere er på vej. Klagerne er ikke afvist – de er fundet at være åbenlyst grundløse. Det skyldes snarere uredelighedslovens indretning, der tillader, at der kan opstå indelukkede forskningsmiljøer, hvor man sidder og godkender hinandens forskning uden reel prøvelse. Men det billede har jeg en forventning om ændrer sig gennem flere afgørelser eller ved en lovændring. Det er faktisk hovedformålet med klagerne: At få skabt fokus på et område, som misbruges, og hvor der ikke er en mulighed for at imødegå problemerne, så vi kan sikre universiteternes status og forskningens integritet”, skriver han i et svar til Forskerforum.

Han skriver også, at i en situation som den nuværende, hvor han mener, at det er afdækket, at peer review-systemet ikke virker, skal der være mulighed for at klage over videnskabelige teoriers holdbarhed. Det skal desuden være muligt at stoppe forskning, der strider mod resultatet fra naturvidenskaben – også selvom naturvidenskabens resultater også er foreløbige.

Eksempelvis duer kønsforskning uden biologi ikke. Marxistiske analyser er også under lavmålet, mener han.

“Jeg vil med andre ord gerne have en undergrænse, som forskningen skal ligge over. Uredelighedsloven er i dag lagt an på at se på processen bag forskningen og meget lidt på indholdet”, skriver han og tilføjer, at det også skal undersøges, om det er for nemt at etablere et tidsskrift, hvorefter redaktionen sidder og godkender hinandens forskning via peer review, mens de i virkeligheden hvidvasker uredelig forskning.

Vil have loven ændret

Jacob Naurs mål med at klage er altså at få ændret lovgivningen, og det ønske står han ikke alene med på den politiske højrefløj.

Den 11. januar i år fremsatte Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige et beslutningsforslag i Folketinget, der “pålægger regeringen at styrke indsatsen mod tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed ved oprettelse af Det Nationale Forskningsnævn inden udgangen af 2023”.

Det fremgår også, at det nye nævn skal varetage arbejdet, som allerede foregår på de enkelte universiteter, og så skal det være muligt for alle anonymt at indgive klager til nævnet.

Loven blev ellers ændret så sent som i 2017, efter at et ekspertudvalg havde udgivet en rapport om det danske uredelighedssystem med 12 anbefalinger.
Et af de primære formål med loven var at skabe en klar skelnen mellem videnskabelig uredelighed og tvivlsom forskningspraksis og en klar arbejdsdeling, i forhold til hvornår en sag skal håndteres internt på universiteterne, og hvornår en sag skal indberettes til det dengang nyoprettede Nævn for Videnskabelig Uredelighed (NVU).

Hovedreglen er, at NVU behandler de alvorlige sager om videnskabelig uredelighed, der defineres som fabrikering, forfalskning og plagiering, “som er begået forsætligt eller groft uagtsomt ved planlægning, gennemførelse eller rapportering af forskning”.

Universiteternes praksisudvalg tager sig af sager om tvivlsom forskningspraksis, der defineres i loven ved “brud på alment anerkendte standarder for ansvarlig forskningspraksis, herunder standarderne i den danske kodeks for integritet i forskning og andre gældende institutionelle, nationale og internationale praksisser og retningslinjer for integritet i forskning”.
Det kan eksempelvis handle om ingen eller utilstrækkelig håndtering af data, vildledende præsentation af egen eller andres forskning, mangelfuld citation, tvister om forfatterskab osv.

Frygter indspist forskerklasse

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, der i sommer gik til angreb på køns- og migrationsforskere, er ikke tilfreds med systemet, som det er i dag, og derfor har partiet stillet forslag om, at alle sager både om uredelighed og om tvivlsom praksis skal behandles af et nationalt forskningsnævn. Det skal skabe yderligere armslængde og en mere professionel og konsekvent tilgang i behandlingen af sagerne, siger han.
Han nævner som eksempel, at universiteternes praksisudvalg ikke kan tage stilling til en metodes validitet. Så hvad gør man i de tilfælde, hvor en lille indspist og selvrefererende forskerklasse benytter sig af outrerede metoder, der ingen gang har på jorden? spørger han.
“Vi er bange for, at der går institutionspolitik i den, og gode kolleger sidder og dækker over hinanden og over deres eget universitets ry. Jeg mener, at der er et vist belæg for at sige, at sager bliver syltet og lukket, fordi man ikke vil miste bevillinger og omdømme. Det mest berømte eksempel, vi har set, er naturligvis Penkowa-sagen, hvor universitetet gjorde alt for at lægge låg på og undgå offentlig ydmygelse. Det er noget meget menneskeligt, vi er oppe imod – for hvem ønsker at miste anseelse, bevillinger og måske endda sin fine stilling? Derfor er det klart, at der er brug for et stærkt system. I det system indgår forskerne selv, lige så vel som universitetet og politikere indgår”, skriver Morten Messerschmidt i sit svar.

Vil styre forskningen

Heine Andersen, professor emeritus ved Københavns Universitet og forfatter til bogen “Forskningsfrihed – ideal og virkelighed”, er modstander af forslaget, som han mener vil svække forskningsfriheden.

“De forsøger at få indført mere autoritær styring fra toppen af indholdet i forskningen, både direkte fra staten og via universiteternes ledelse. De ønsker et system med politisk udpegede medlemmer udpeget af ministeren med mere vidtgående beføjelser end i dag til at vurdere kvaliteten og censurere forskningen. Det er virkelig skræmmende”, siger Heine Andersen.

Jens Henrik Thulesen Dahl, DF’s ordfører, afviste dog under 1.-behandlingen af forslaget i Folketinget den 4. marts, at politikerne skal til at bestemme, hvad der er god, og hvad der er dårlig forskning.

“Det er vigtigt, at det er Det Nationale Forskningsnævn alene, der kan bestemme, om man vil tage en sag op, og samtidig vil nævnet få til opgave at udarbejde en årlig rapport om bedste praksis. Anbefalingerne udarbejdes med udgangspunkt i de særlige udfordringer, der måtte vise sig i et givet forskningsfelt, med henblik på at styrke forskningsfeltets fagfællemiljø og de uddannelser, der hører til forskningsfeltet”, sagde han.

Ingen opbakning

Heine Andersen skal dog ikke umiddelbart frygte, at der kan skabes flertal for beslutningsforslaget, idet samtlige partier på nær de tre forslagsstillere, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, afviste at støtte det under 1.-behandlingen.
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen sagde, at vi i dag har et både solidt og effektivt system til at håndtere de enkelte tilfælde, når der sker brud på ansvarlig forskningspraksis.

“Jeg mener ikke, at vi løfter integriteten og troværdigheden i dansk forskning gennem centralisering og afkobling fra forskningsmiljøerne. Samtidig vil forslaget efter min opfattelse medføre, at vi opbygger øget og unødvendigt bureaukrati. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget”, sagde han.
Venstres ordfører, Ulla Tørnæs, sagde, at man lægger op til at løse et problem, som måske rent faktisk slet ikke eksisterer, da forslagsstillerne ikke er bekendt med omfanget af dette påståede problem.

“Jeg noterer mig også, at forslaget ikke indebærer overvejelser om, at en de facto-behandling af uredelig eller tvivlsom forskningspraksis uden om forskningsinstitutionernes egne praksisudvalg vil betyde, at der ikke længere vil være nogen oplagte gatekeepere for anmeldelser, hvis alle forskere tildeles mulighed for at indklage direkte til et nationalt forskningsnævn. Det kan i sidste ende potentielt medføre en overbebyrdelse af det i beslutningsforslaget foreslåede nationale nævn, og dermed kan det skabe lange sagsbehandlingstider på grund af flere klager”, sagde hun.

Radikale Venstres Stinus Lindgreen mener, at det er en decideret dårlig ide, hvis alle skal kunne indklage forskere anonymt, som forslaget lægger op til, da det vil kunne misbruges til chikane både af politiske modstandere, der måske ikke deler forskerens præmis, eller konkurrerende forskere, der godt vil sætte en bremse på et projekt.

“Det er en voldsom anklage – det er en voldsom anklage, gentager jeg her – som forsker at blive kaldt for uredelig, og derfor skal der være en vis substans i sådanne sager, før man bliver hevet igennem den mølle, som det jo er. Vi skal kunne stole på forskningen, vi skal kunne håndtere sager om tvivlsom forskningspraksis, og det mener jeg, at universiteterne i dag gør, og at vi kan inden for de rammer, der eksisterer. Det betyder ikke, at der ikke er problemer på forskningsområdet i dag, men jeg ser udfordringer på en helt anden front, end forslagsstillerne gør her. I Norge har man for nylig sat en undersøgelse i gang, der skal se på forskeres ytringsfrihed, og om der er udfordringer i forhold til deres akademiske frihed,” sagde Stinus Lindgreen.