Gå til sidens indhold
Caroline Adolphsen
Foto: AU

#PLEASEDONTSTEALMYWORK

Emneord:

Som man har kunnet erfare i medierne og kan læse her i bladet, er der opstået en bevægelse blandt yngre forskere, der problematiserer det forhold, at en ældre kollega enten bruger den unge forskers data eller insisterer på at blive medforfatter på den unge forskers publikationer. Unge forskere uden fastansættelse, der står frem og siger fra over for et utilbørligt pres for at dele ud af deres viden eller forfatterskab til gavn for ældre, fastansatte kolleger.

Risikoen for misbrug er åbenlys – der kan være og er ofte et ulige magtforhold. Dette gælder ikke mindst, hvis den ældre forsker er forskningsleder, institutleder eller vejleder og derfor har stor indflydelse på, om den unge forskers ph.d.-afhandling bliver antaget, om postdocens bevilling forlænges, eller om der opslås et lektorat til adjunkten. Det er selvfølgelig helt og aldeles uacceptabelt, og jeg håber ikke, at vi ligesom med #metoo skal indlede diskussionen med et hav af bortforklaringer om tradition, kultur og egen skyld. Derimod bør vi stå sammen med de unge forskere og sikre dels en overholdelse af Vancouver-retningslinjerne, dels tydelige veje til hjælp og støtte på universiteterne.

 

Det er selvfølgelig helt og aldeles uacceptabelt, og jeg håber ikke, at vi ligesom med #metoo skal indlede diskussionen med et hav af bortforklaringer om tradition, kultur og egen skyld.

Caroline Adolphsen

Jeg var selv ph.d.-studerende lige fra eksamensbordet på samme universitet, hvor jeg havde været aktiv i studenterpolitik. Alligevel havde jeg ikke haft nogen anelse om, hvor jeg skulle gå hen, hvis jeg havde stået i en situation, hvor en ældre kollega havde insisteret på at være medforfatter på en artikel eller havde publiceret mine resultater om et emne, jeg havde udfoldet i min afhandling, inden den lå klar til bedømmelse.

Vejene rundt i systemet er ikke åbenlyse. Der ligger således en vigtig informationsopgave hos universiteterne og en vigtig opgave i at tage de unges henvendelser alvorligt. En respektfuld og grundig behandling af et potentielt offer er på ingen måde i strid med en retfærdig behandling af en potentiel gerningsmand.

Man kan spørge sig selv, hvorfor den ældre forsker kan finde på at udnytte den yngres arbejde. Det er jo på ingen måde flot at smykke sig med lånte fjer! Spørgsmålet er imidlertid, om forklaringen ikke kun skal findes i den ældres forvænthed og privilegerede tilgang til den yngres arbejde, men også i incitamentsstrukturerne på universiteterne. Også som lektor eller professor arbejder man mange steder under et publiceringskrav, og mange er desuden i et eller andet omfang afhængige af at hjemtage konkurrenceudsatte midler, der igen øger kravet om output.

Det er måske en forklaring, selvom det selvfølgelig ikke er en undskyldning, og mens vi venter på det politiske mirakel, at finansieringen på universitetsområdet lægges grundlæggende om, er vi nødt til at kigge på andre løsningsmuligheder og udfordre de allerede tilgængelige værktøjer.

Er Vancouver-retningslinjerne tilstrækkelige, eller har vi brug for flere nuancer? Bør vi opstille mere klare rammer for, hvornår man er forfatter, og hvornår man er en art underleverandør af viden, der kan takkes i en fodnote? Bør vi forlange af vores universiteter, at de er mere synlige og proaktive i deres understøttelse af yngre kolleger, der er kommet i klemme? Bør vi indføre en whistleblowerordning tilsvarende den allerede gældende for grænseoverskridende adfærd? Eller skal vi bare acceptere, at det ikke er sjovt at være nederst i fødekæden?

Mit bud er, at vi bør fokusere på at give credit where credit’s due, altså at fokusere på rammerne for forfatterskabet og gøre det så klart som muligt, hvornår den ældre forsker opfylder betingelserne for at blive medforfatter. Det er ikke givet, at løsningen vil være den samme på områder, hvor den enkelte forsker alene bag en lukket dør og sender tekst til feedback hos ældre kolleger, og områder, hvor al viden frembringes i et laboratorium.

Det er sådan set også o.k., så længe vi er enige om, hvor grænserne går!

Vil du opdateres på, hvad der sker?