Dansk Magisterforening

Biodiversitetsforskere: Modstandere chikanerer os med endeløse klager, tilsvininger og ansøgninger om aktindsigt

Molslaboratoriet – Naturhistorisk Museums feltlaboratorium midt i Nationalpark Mols Bjerge – huser et af de mest ambitiøse rewildingprojekter i Danmark. I efteråret 2016 blev der udsat en bestand af Exmoor-ponyer og Galloway-kvæg, der lever så vildt som overhovedet muligt inden for en hegning på 120 hektar. © Foto: Gert S. Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Claus Baggersgaard
Del artikel:

Et forskerhold fra Aarhus Universitet er blevet renset for en anklage om brug af tvivlsom forskningspraksis i forbindelse med en rapport om en dansk naturindikator, der skal måle biodiversiteten, men klagen er blot en af metoderne, som deres modstandere benytter til at chikanere dem og forsøge at ødelægge deres troværdighed, siger to af forskerne.

En mentalt opslidende og tidsmæssigt krævende sag har fundet sin slutning i Praksisudvalget på Aarhus Universitet.
Udvalget, der behandler anklager om tvivlsom forskningspraksis, har renset et forskerhold med seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Institut for Ecoscience på AU i spidsen for en anklage om, at de har benyttet en uvidenskabelig og tvivlsom forskningsmetode i forbindelse med et forskningsprojekt, der skal udvikle en dansk naturindikator for biodiversitet.

“Sammenfattende finder Praksisudvalget, at der ikke i forbindelse med forskningsprojektet Dansk Naturindikator er udvist “tvivlsom forskningspraksis” i lovens og regelsættets forstand”, står der i afgørelsen.

Rasmus Ejrnæs, der er lettet og glad for at være blevet frifundet, mener, at sagen handler meget lidt om faglige uenigheder om forskningsmetoder. Han siger, at klageren, Kjeld Hansen, og andre, der er modstandere af forskernes faglige rådgivning om at indføre områder med vild natur i Danmark, chikanerer dem og forsøger at ødelægge deres troværdighed ved at klage, hænge dem ud i offentligheden og søge om aktindsigt.

“Der findes et naturpolitisk slagsmål om naturnationalparker, der handler om, hvorvidt det giver mening at prioritere arealer med vild natur. Vi skal ikke prøve at få politiske konflikter til at gå væk, men vi skal finde en ordentlig samtaleform, for ellers bliver vi forskere slidt ned, mister vores arbejdsgejst og lyst til at bidrage med vores viden til den offentlige debat”, siger Rasmus Ejrnæs.

Rasmus Ejrnæs har sit eget radioprogram, og han deltog også i Bloom Festival i 2021, hvor fotografen fangede ham i en samtale med forfatter Josefine Klougart. Foto: Malthe Ivarsson/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix

Kritik af brug af eksperter

Kjeld Hansen, der er miljøjournalist, økologisk landmand og initiativtager til bloggen www.gylle.dk, hvor han skriver kritisk om landbruget og miljøspørgsmål, afviser derimod, at der er tale om chikane. Set fra hans side handler sagen udelukkende om uenighed om, hvad der er god videnskabelig metode. 

Et af hovedpunkterne i klagen er, at forskerholdet fra AU har udformet naturindikatoren ved at invitere en kreds af anonyme eksperter til at vurdere forskellige trusler mod biodiversiteten. Rapporten oplyser ikke kriterierne for udvælgelsen og heller ikke, hvilke eksperter de har kontaktet, og hvilke der har sagt nej til at medvirke, skriver Kjeld Hansen.

Praksisudvalget på AU konkluderer, at forskere har metodefrihed, og at den anvendte metode ikke i sig selv bryder med alment anerkendte forskningsstandarder på området. “En åben faglig diskussion mellem fagfæller og andre interessenter må afklare, om metoden er hensigtsmæssig”, skriver udvalget.

Hvad angår brugen af anonyme eksperter har forskerne erkendt, at det set i bakspejlet havde været ønskeligt, at navnene på de medvirkende eksperter var blevet publiceret i rapporten, og derfor har de også udgivet en revideret version. Praksisudvalget finder heller ikke, at det i sig selv er udtryk for tvivlsom forskningspraksis, at deklarering først sker senere.

 

Jeg opfatter det klart som et forsøg på at svine mig og en række fagfæller til for at få os til at virke utroværdige. Det er helt fair at fremlægge argumenter, men det er ikke fair at gå efter navngivne personer og forsøge at ødelægge folk med personangreb. Det værste, du kan opleve som forsker, er at blive beklikket på din troværdighed. Det gør fandeme ondt.

Rasmus Ejrnæs

Klager æder arbejdstiden

Ifølge Rasmus Ejrnæs gik et langt forløb forud, inden sagen havnede i Praksisudvalget. Forskerne måtte svare på to aktindsigtsbegæringer fra Kjeld Hansen, der også skrev et antal ekstremt kritiske artikler, som han har publiceret på sin blog gylle.dk. Han kontaktede også Rasmus Ejrnæs’ kolleger og delte stærkt kritiske artikler i grupper på sociale medier.

Og så er det langtfra det første angreb fra Kjeld Hansen, fortæller Rasmus Ejrnæs.

“Han går systematisk efter al forskning og formidling, der lugter af rewilding eller vild natur, så jeg opfatter det klart som et forsøg på at svine mig og en række fagfæller til for at få os til at virke utroværdige. Det er helt fair at fremlægge argumenter, men det er ikke fair at gå efter navngivne personer og forsøge at ødelægge folk med personangreb. Det værste, du kan opleve som forsker, er at blive beklikket på din troværdighed. Det gør fandeme ondt”, siger han.

Han tilføjer, at han sammen med sine kolleger kan bruge ugevis på at håndtere bare en enkelt begæring om aktindsigt, og det er en medvirkende årsag til overarbejde og stress på en arbejdsplads, der allerede er presset af nedskæringer.

“Vi lever i en kultur, hvor fake news betragtes som lige så godt som viden, bare det er underholdende, men hvor lang tid skal vi som forskere bruge på at svare på angreb og forsøge at rette fejlagtige oplysninger, der cirkulerer på sociale medier. Det er fysisk umuligt at finde tid til at forsvare sig mod alt, og på et tidspunkt må du også bare sige: O.k., nu passer jeg mit arbejde”, siger Rasmus Ejrnæs og fortsætter:

“Man skal huske, at forskere ikke er perfekte mennesker. Man kan altid finde en lille fejl eller en lille plet. Vi finder selv fejl, når vi reviderer vores eget og andres arbejde. Det afgørende er, at vi ikke begår bevidste fejl for at fremme en bestemt sag, men altid forsøger at undersøge verden og analysere og tolke data neutralt og retvisende. Men vi har brug for forskningsfrihed, og den forsvinder, hvis vi skal bruge tiden på at forsvare vores troværdighed over for denne moderne form for chikane. Også fordi vores system reagerer ved at forsøge at udvikle en nulfejlskultur”.

“Slår du stadig din kone?”

Rasmus Ejrnæs fortæller, at han også jævnligt modtager mere eller mindre slet skjulte trusler og absurde anklager i kommentarsporet på sociale medier.

Fx skrev en: “Jeg kunne hurtigt løse problemet, hvis jeg mødte dig i en mørk gyde”.

Og en anden, at Rasmus Ejrnæs selv skulle sættes ud i naturen uden mad og drikke i stedet for vildhestene i Mols Bjerge, og en tredje spurgte, om han var holdt op med at slå sin kone.

“Nogle er så vrede på mig, at de kan finde på hvad som helst, så der er en risiko, men jeg ligger ikke søvnløs over det om natten”, siger han.

Han understreger, at det ikke handler om, at forskere skal betragtes som hellige autoriteter. Tværtimod mener han, at der er for få, der tør udfordre forskerne, men det skal ske på ærlige præmisser.

“Det er godt og demokratisk, at vi i Danmark har et system, hvor borgerne kan klage direkte over forskerne, men det forudsætter, at det ikke misbruges. Vi oplever, at der sidder nogle ude i miljøet med en akademisk uddannelse, der ved, hvordan systemet fungerer, og misbruger det ved at blive ved med at stille os spørgsmål og mistænkeliggøre os”, siger han.

 

Det påvirker én, man får hjertebanken, og man tænker, om der er noget, man har overset, hver gang det sker. Du bliver i tvivl om, hvorvidt du er helt ren, når du bliver hængt ud i en gruppe på Facebook. Det er, ligesom hvis du blev stoppet af politiet i din bil. Du kan ikke lade være med at tænke, om de finder noget, der er i stykker ved bilen. Så ja, chikane og anklager virker.

Jesper Erenskjold Moeslund

En psykisk belastning

Jesper Erenskjold Moeslund, Rasmus Ejrnæs’ kollega fra Institut for Ecoscience, har ikke deltaget i arbejdet med naturindikatoren, men også han bliver udsat for trusler og chikane, i forbindelse med at han er projektleder på den danske rødliste.

Det er en oversigt over ca. 13.300 danske arter med information om, hvor truede af udryddelse de er. Listen er baseret på vurderinger af hver enkelt art, som udføres af nationale eksperter efter internationale kriterier udarbejdet af International Union for Nature Conservation, men alligevel er forskerne gennem en årrække blevet angrebet på deres troværdighed.

Jesper Erenskjold Moeslund siger, at fremgangsmåden og kritikken af forskerne er den samme, som Rasmus Ejrnæs oplever, hvor modstanderne forsøger at undergrave deres troværdighed og begraver dem i klager.

“Vi bliver kritiseret for ikke at være transparente, men uanset hvor transparente vi er, og uanset om vi stort set altid står til rådighed for dialog, bliver kritikken ved. Hvis vi udleverer tallene, vil de have tallene bag tallene. Det er fuldstændig absurd, og det er ren chikane, at de bliver ved med at stille nye spørgsmål. Det handler i virkeligheden om, at modstanderne forsøger at skabe tvivl om grundlaget for naturnationalparkerne og de urørte skove for at få processen omkring udvælgelsen til at gå om. Så længe der endnu er uafklarede detaljer, eller de har en klage eller et spørgsmål under behandling et sted, kan de sige, at forskerne er under anklage. Mistænkeliggørelse virker desværre, for nogle mennesker tror vitterligt på disse modstandere”, siger han.

Jesper Erenskjold Moeslund tilføjer, at han forsøger at holde sig uden for debatten, men det er vanskeligt, da han er den, der ved mest om rødlisten i Danmark.

“Jeg ville helt sikkert blande mig mere i debatten, hvis jeg ikke var bange for at komme under angreb. Jeg forsøger at være utrolig venlig og nuancere debatten for ikke at gøre folk sure og aggressive, men alligevel sår modstanderne tvivl om rødlistens troværdighed og forsøger at grave fejl frem, som ikke er der. Det påvirker én, man får hjertebanken, og man tænker, om der er noget, man har overset, hver gang det sker. Du bliver i tvivl om, hvorvidt du er helt ren, når du bliver hængt ud i en gruppe på Facebook. Det er, ligesom hvis du blev stoppet af politiet i din bil. Du kan ikke lade være med at tænke, om de finder noget, der er i stykker ved bilen. Så ja, chikane og anklager virker”.

Det vil være særdeles uheldigt, hvis der breder sig en praksis, hvor praksisudvalg og NVU misbruges som instrument for politisk, erhvervsmæssig eller andre former for aktivisme. Det vil på ingen måde være et plus for arbejdsmiljøet på universiteterne. Jeg ved jo ikke, hvad klagerens motiv har været, men gylle.dk er kendt for en meget kompromisløs linje, så jeg vil ikke fortænke nogen i at opfatte den aktuelle klage som chikanøs.

Olav W. Bertelsen, fælles-TR på AU

}