Dansk Magisterforening

Danske spor i historiske grusomheder

Britiske missionærer sammen med congolesiske mænd, der viser hænder, som gendarmer fra ABIR (Ango-Belgian India Rubber Company) har hugget af deres ofre. © Foto: Wikimedia Commons

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Belgiske kolonister spredte død og lemlæstelse i Congo i slutningen af 1800-tallet, men de fik hjælp af mange danskere, der søgte eventyret, men endte som medskyldige i grusomme forbrydelser. Det skriver Sine Maria Vinther ph.d.-projekt om.

Congo – et jordisk skatkammer af mineraler og naturrigdomme. Men samfundsmæssigt set en tragedie, der har stået på i halvandet hundrede år og stadig kommer til udtryk i form af udnyttelse, vold og fattigdom.

Den koloniale udnyttelse af Congo kulminerede i årene 1885-1908, hvor det enorme land under navnet Fristaten Congo var den belgiske kong Leopold II’s private ejendom. De relativt få år var præget af hensynsløs udnyttelse af landets ressourcer og af en brutal – næsten sadistisk – undertrykkelse af den lokale befolkning, der anslås af have kostet 5-8 millioner mennesker livet.

Hvad der er mindre kendt, er, at tusindvis af skandinaver – og altså også danskere – tog del i denne lidet gloriøse del af verdenshistorien som en del af den såkaldte congohær.

“Folk tog selv tjeneste dernede. Kong Leopold havde et godt øje til danske søfarere, fordi han mente, vi var særligt ærlige. Derfor målrettede han sin hvervekampagne mod Skandinavien. Der har været congofarere i enhver by med søfart, for eksempel Marstal”, fortæller Sine Maria Vinther.

I sit ph.d.-projekt dykker hun ned i den dunkle fortid og fortæller om skandinaverne og deres roller i de forbrydelser, der blev begået under mere eller mindre organiserede forhold.

Et af de værste eksempler på det var de afhuggede hænder.

“Det blev straffet med døden, hvis tvangsarbejderne ikke nåede at indsamle den pålagte kvote af gummi.

Huggede hænder af børn

“Det blev straffet med døden, hvis tvangsarbejderne ikke nåede at indsamle den pålagte kvote af gummi. Henrettelsen blev dokumenteret ved, at gendarmerne huggede hænderne af ligene og afleverede dem som en del af gummihøsten, der blev afregnet med det belgiske gummiselskab. Det udviklede sig til, at afhuggede hænder blev en form for valuta, og konsekvensen af det blev, at der også er eksempler på, at uskyldige børn fik hugget deres hænder af, alene fordi hænderne var penge værd”.

Disse grusomheder kom flere tusinde skandinaver og herunder en god del danskere altså til i mere eller mindre grad at tage del i. For mange var det en barsk virkelighed, der afløste en drengedrøm om oplevelser under eksotiske himmelstrøg.

“Dengang var det at tage til Congo som at tage til månen – et fantastisk eventyr. Henry Morton Stanley havde udforsket Congo, og hans rejseberetninger var blevet bestsellere. Mange congofarere skrev selv dagbøger, måske med en lille drøm om at skrive den næste bestseller. De tog virkelig derned, fordi de skulle på eventyr. De tog blåøjede af sted, men mange af dem endte som medskyldige i forbrydelser”, siger Sine Maria Vinther.

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Sine Maria Vinther, cand.mag. i historie og performancedesign.
Hvad: Skandinaviske gerningsmænd i de kolonialistiske forbrydelser i Fristaten Congo.
Hvor: Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, RUC.
Hvorfor: Projektet undersøger brutalisering og udvikling af voldskultur blandt skandinaver – congofarere – der lod sig hverve til congohæren i Fristaten Congo 1885-1908.

Inspirerede “Dommedag nu”

Selv om historien om Fristaten Congo er relativt ubeskrevet, kender mange alligevel til den på indirekte vis. Romanen “Mørkets hjerte” skrev forfatteren Joseph Conrad på baggrund af sine oplevelser som flodkaptajn i Fristaten Congo. “Mørkets hjerte” blev senere oplæg til filmen “Dommedag nu”, hvor handlingen dog er flyttet til vietnamkrigen.

“Conrad beskriver Fristaten Congo som et “kolonialistisk blodbad af rang”. Og det er ingen fiktiv overdrivelse. Det er billedet, man får, når man læser dagbøger derfra”.

Fristaten Congo fik dog en relativt kort levetid, og det var ironisk nok de afhuggede hænder, der endte med at rive fundamentet væk under Leopold II’s regime. Billeder af kurve med afhuggede hænder begyndte at sprede sig i Europa og skabte så stor international kritik, at Leopold til sidst måtte afhænde kolonien til Belgien.

Sine Maria Vinthers arbejde med at blotlægge de skandinaviske congofareres rolle og oplevelser tager først og fremmest udgangspunkt i de mange nedskrevne beretninger, de har efterladt.

“Der er en kæmpe samling af kilder – rejseberetninger, dagbøger og andre levn fra congofarerne – i Oslo. Men der findes også danske førstehåndsberetninger på forskellige lokale museer. Jeg er så heldig at have et samarbejde med Vrije Universiteit i Bruxelles, og min belgiske bivejleder dernede mener, at han har fundet nogle retsdokumenter fra sager mod soldater i congohæren, og at der er flere skandinaviskklingende navne iblandt”.

Kolonihistorie er følsomt

En rejse til Congo er endnu ikke på programmet på grund at knaphed i budgettet. Men Sine Maria Vinther håber, det kommer til at ske.

“Jeg har lige udarbejdet en rejseansøgning om det. Jeg ville ikke føle mig som congoforsker uden at have været der. Der er ganske vist ingen kilder – de er fragtet til Europa. Og i Congo var der ikke tradition for nedskrevne beretninger. De blev overleveret mundtligt. Det er det ulykkelige ved at studere kolonihistorie – man får altid magthavernes udlægning af historien. Men der er andre muligheder. For eksempel har jeg læst, at congoleserne brugte træfigurer til at sende budskaber”, fortæller hun.

Kolonihistorie er de senere år blevet et politiseret og følsomt emne. Alene det, at man som hvid vesterlænding forsker i og fortæller afrikansk historie, kan i nogles øjne være problematisk. Det er Sine Maria Vinther ikke blind for.

“Det nemme svar er, at mit projekt ikke handler om congolesere, men om skandinaviske gerningsmænd. Men jeg køber ikke den med, at jeg ikke må beskæftige mig med Congo, bare fordi jeg er hvid. Til gengæld er det som privilegeret vesterlænding min opgave at give plads til afrikansk forskning”.

Sine Maria Vinthers projekt er tværfagligt og har ud over at være historiefagligt også et ben i faget kulturmødestudier. Det kommer blandt andet i spil i hendes undersøgelse af sammenhængen mellem det kolonialistiske kulturmøde og udviklingen af voldskulturer.

Mentorer gav ”akademisk selvtillid”

Som 21-årig arrangerede hun store koncerter og havde sin egen virksomhed. Men troen på sine boglige evner kunne ligge på et lille sted for Sine Maria Vinther.

”Jeg havde nogle tumultariske teenageår, og jeg var nødt til at gå op i fuldt pensum i gymnasiet. Så i forhold til det boglige havde jeg absolut ikke tro på, at jeg kunne noget. Til gengæld var jeg god til at arrangere ting, og da jeg samtidig havde en passion for rockmusik, begyndte jeg at arrangere store koncerter og være manager for en række bands”, fortæller hun.

Det fik hende til at tage en bachelor i music management på Musikkonservatoriet i Aarhus. Det var imidlertid en karriere, der ikke kunne holde på den lange bane.

”På et tidspunkt syntes jeg ikke, jeg kunne holde til det mere. Jeg tror ikke, jeg havde tilstrækkeligt skarpe albuer, og det er noget, der skal til i den branche”.

Sine Maria Vinther lavede det, man i businessjargon kalder en ”turnaround”, og skiftede musiklivet i Aarhus ud med studielivet i København, hvor hun startede på RUC.

Og her var det så, at hun mødte sin første ”mentor” – en underviser, der simpelthen fik tændt den akademiske ild i hende.

”Det var en vejleder, der til min egen store overraskelse så et lys i mig og blev ved med at presse mig til at læse mere og mere. Og så fandt jeg ud af, at det kan jeg jo godt, det her”.

Sine Maria Vinther fortæller, at hun siden har haft flere vejledere, hun betragter som mentorer, i den forstand at de har hjulpet hende frem i den akademiske verden.

”Den første mentor hjalp mig ved at give mig akademisk selvtillid. Den næste – min nuværende ph.d.-vejleder, har hjulpet mig med at skaffe mig forskellige arbejdsopgaver uden for universitetet. Den tredje var en vejleder, der ansatte mig som forskningsassistent, og som også fik mig ud at undervise på Forskningens Døgn”, fortæller hun.

Selv om hun havde søgt andre fag, slog det hurtigt igennem, at det var historiefaget, hun brændte for. Og det havde hun egentlig vidst længe.

”Jeg har altid været optaget af historie. Jeg troede bare ikke, at jeg kunne klare den læsetunge byrde. Første gang jeg havde sådan en wow-oplevelse, var jeg ikke særlig gammel. Jeg skulle med toget og havde købt Peter Øvigs ”Efter drabet”, som fortæller om de skyggesider af modstandsbevægelsen, man ikke hørte om i folkeskolen. Allerede der fik jeg lyst til at grave i historien og gøre op med de historieforvanskende romantiske billeder, der ellers tit er. Og det er stadig min mission”.

}