Gå til sidens indhold
Jean-Paul Sartre (tv.) med sit intellektuelle modstykke i den offentlige debat – filosoffen Raymond Aron (th.). Sammen grundlagde de tidsskriftet Les Temps Modernes, men den liberale Aron tog senere afstand fra Sartres marxistiske eksistentialisme. Bagved i midten ses filosoffen André Glucksmann
Jean-Paul Sartre (tv.) med sit intellektuelle modstykke i den offentlige debat – filosoffen Raymond Aron (th.). Sammen grundlagde de tidsskriftet Les Temps Modernes, men den liberale Aron tog senere afstand fra Sartres marxistiske eksistentialisme. Bagved i midten ses filosoffen André Glucksmann.
Foto: Michel Clement/AFP/Ritzau Scanpix

Projekt skal genopfinde forskerens rolle i den offentlige debat

Professor MSO Jacob Dahl Rendtorff vil med inspiration fra Sartre og Hannah Arendt forske i ideen om ”den offentlige intellektuelle”, der – uden at lade sig hæmme af faggrænser – tager ansvar for samfundsudviklingen.

Emneord:

Må forskere være aktivister? Må forskere mene noget?

De senere års politiske kritik mod visse forskningsmiljøer for at være aktivistiske har affødt flere spørgsmål end svar om forskerens rolle og grænserne for denne. For selv om forskersamfundet over en bred kam afviser enhver form for politisk pres på forskningsfriheden, så er der også en udbredt opfattelse af, at der er visse grænser, man bør holde sig inden for, hvis man skal tages seriøst. Det handler om kun at udtale sig inden for sit eget forskningsfelt, om at adskille vidensformidling og holdninger, men ofte også om at afstå helt og holdent fra at ytre sine holdninger.

Men set i idehistorisk lys er det lidt af en spændetrøje, som dagens forskere mere eller mindre frivilligt tager på.

“Forskere respekteres i samfundet og får plads til at udtale sig. Men det er som eksperter i noget, og der er en forventning om, at man skal holde sig til fakta på sit forskningsfelt”.
Sådan konstaterer Jacob Dahl Rendtorff, professor MSO i ledelsesfilosofi og virksomhedsetik på RUC.

Han peger imidlertid på et andet ideal, en anden rolle i den offentlige debat, som forskeren også kan indtage og tidligere har gjort i langt større grad: den offentlige intellektuelle.

Sartre – den totale intellektuelle

Ideen om den offentlige intellektuelle er emnet for forskningsprojektet “The Ethics and Politics of Free Thinking: The End of the Public Intellectual?”, som har fået støtte af Danmarks Frie Forskningsfond. Med projektet vil Jacob Dahl Rendtorff i lyset af tidens forskeridealer undersøge og diskutere ideen om akademikeren, der, som Jacob Dahl Rendtorff selv formulerer det, “i kraft af sine akademiske evner fungerer som en “offentlig intellektuel”, der arbejder for demokrati, oplysning, bæredygtig udvikling og videnskabens samfundsansvar”.

Og som “case” på denne offentlige intellektuelle fokuserer projektet på filosoffen Jean-Paul Sartre.

“Sartre var på en måde den totale intellektuelle. Han var både en stor filosof, en stor forfatter, politisk engageret og etisk engageret. Han diskuterede selv den intellektuelle som begreb og beskrev det som en moralist, der blander sig i noget, der egentlig ikke vedkommer ham selv. Men fordi man har viden og forståelse, har man en position, hvor man kan forholde sig til samfundet”, fortæller han.

Og det gjorde Sartre i den grad frem til sin død i 1980. Han var venstrefløjens filosof og forsvarede løbende kommunismen under den kolde krig. Under studenteroprøret i 1968 var han selv på barrikaderne og talte for de unge. Han blev sågar arresteret for civil ulydighed, indtil præsident Charles de Gaulle beordrede ham løsladt med begrundelsen: “Man sætter ikke Voltaire i fængsel” – en slags anerkendelse af Sartres særstatus og urørlighed som offentlig intellektuel.

I Danmark må folk ikke vide for meget, og man sætter ikke automatisk vidensfolk op på en piedestal som autoriteter. Der har man måske i andre samfund haft mere respekt for folk med viden”, siger Jacob Dahl Rendtorff.

Jacob Dahl Rendtorff, professor MSO

Hold dig til fakta

Den anerkendelse findes ikke i dag, mener Jacob Dahl Rendtorff.

“Man taler om den intellektuelles død. Forskere opfattes ikke som nogle, der er ophøjede i samfundet. Der er nogle, der respekteres, fordi de har et budskab. Men samtidig er der en tendens til at sige: Du skal holde dig til fakta om dit eget forskningsfelt. I hvert fald inden for humaniora og samfundsvidenskaberne har man tidligere kunnet blande sig i den offentlige debat på baggrund af sin forskning. Men det bliver i dag kritiseret for, at man går ud over stregen og ikke er objektiv”.

Men, spørger han, hvilken rolle skal forskerne så spille i samfundet? Under hvilke former kan man slippe tænkningen fri inden for videnskaberne?

For at give svar på det spørgsmål inddrager Jacob Dahl Rendtorff projektets anden hovedperson: den tyske politolog Hannah Arendt.

“Hun skriver et senværk, hvor hun beskæftiger sig med tænkning som en refleksion over rammerne for det, man gør, og i videnskaben altså en refleksion over grænserne for den viden, man skaber. Med andre ord skal man give forskerne lov til at have de refleksioner, der sætter egen forskning i kontekst”, fortæller han.

Aktivisten Niels Bohr

Det er en refleksion, der kan finde sted både i forskningen og i offentligheden.

“Når for eksempel en økonom udtaler sig, så skal vedkommende fortælle om sine forskningsresultater, men også reflektere over dem i en bredere kontekst. Det er sådan set også det, der gør sig gældende i undervisningssammenhæng. Når forskeren formidler stoffet, har det den intellektuelle komponent, at man reflekterer over det og sætter det i sammenhæng og dermed når til de dybe faglige aspekter af sin forskning. Det gør man også mange steder, men der er måske en trussel ved, at forskningen bliver bundet på en masse punkter”.

Øvelsen er dog ikke helt ukendt. Historisk kan Jacob Dahl Rendtorff godt pege på eksempler herhjemme, hvor personer har brugt deres forskning som afsæt for en rolle som samfundsdebattører. Han nævner det intellektuelle miljø, der opstod omkring Niels Bohr, hvorfra Bohr selv udviklede sig til lidt af en politisk aktivist i forhold til fredelig anvendelse af atomenergien. Eller positivismen, der også var en stærk samfundsmæssig strømning. Et lidt nyere eksempel er universitetsmarxismen, blandt andet det idehistoriske miljø omkring Hans-Jørgen Schanz på AU.

“Det er nogle stærke strømninger, der skaber en refleksion, der får en idehistorisk betydning for samfundet. Og selvfølgelig kan du sige, at hvis vi ser på de strømninger, så har de produceret offentlige intellektuelle, der har været med til at præge samfundet”.

Foghs opgør med eksperterne

“Vi behøver ikke eksperter og smagsdommere til at bestemme på vores vegne”. Sådan lød det 1. nytårsdag 2002 i daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale, hvor han indvarslede opgør med det såkaldte “ekspertvælde”.

Opgøret bestod i nedlæggelse af en række råd og nævn, der – indrømmede Fogh efterfølgende – havde tendens til altid at støtte venstrefløjen. Men Fogh fortolkede også en moderne tidsånd, hvor åndshierarkiet var blevet lagt ned.

“I Danmark må folk ikke vide for meget, og man sætter ikke automatisk vidensfolk op på en piedestal som autoriteter. Der har man måske i andre samfund haft mere respekt for folk med viden”, siger Jacob Dahl Rendtorff.

På baggrund af ekspertvældeopgøret opstod en slags modbølge af borgerlige debattører, der stod på samme ideologiske grundlag som regeringen. En anden type intellektuelle, men ikke den type, Jacob Dahl Rendtorff forsøger at beskrive med afsæt i Sartre og Arendt.

“Det er evnerne til at reflektere over egen praksis og åbne nogle nye perspektiver mere end det at trække meninger ned over hovedet på folk. Der er nogle forskellige kategorier: debattør, aktivist, kendis, professor. Og nogle gange har personen elementer af alle, når vedkommende agerer som offentlig intellektuel”.

Brinkmann – et moderne eksempel

Et eksempel på en forsker i samtiden, der har lidt af alle de nævne kategorier, er Svend Brinkmann, professor i psykologi ved AAU. På baggrund af sin forskning har han fået stort folkeligt gennembrud med populærudgivelsen “Stå fast”, hvilket har ført til utallige offentlige optrædener og eget radioprogram på DR.

“Han er netop et eksempel på en person, der har indtaget den plads som offentlig intellektuel – på godt og ondt. Han står på sin videnskab – psykologien – men bruger den mere bredt i samfundet og kombinerer ideen om et etisk ansvar med refleksionen over, hvad psykologisk videnskab er”.

Projektet tager naturligvis sit udspring i en forskningsmæssig interesse, men Jacob Dahl Rendtorff lægger ikke skjul på, at han personligt gerne så flere intellektuelle tage del i den offentlige debat.

“Det er jo en måde at kvalificere debatten på. Den offentlige intellektuelle er en, der står i modsætning til statsmagten og kritisk kommenterer, hvad der foregår. En figur, der er vigtig for vores demokratiske debat”

Vil du opdateres på, hvad der sker?