Dansk Magisterforening

Protesterende forskere inviteret til møde hos ministeren

Jens Henrik Thulesen Dahl, forskningsordfører DF, støttede kravet om flere basismidler. © Foto: Camilla Gregersen

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Der var indkaldt til god, gammeldags demonstration på Christiansborg Slotsplads, da en gruppe forskere markerede overrækkelsen af et “frihedsbrev” til forskningspolitikerne.

Brevet, der er underskrevet af 2.152 forskere, protesterer over forskningens vilkår og stiller 3 krav: evaluering og efterfølgende revision af universitetsloven; flere basismidler og flere fastansættelser; eftersyn af incitamentsstrukturen for og finansieringen af forskningen.

Men allerede inden overrækkelsen kunne forskerne bag underskriftsindsamlingen konstatere, at den første lille sejr er i hus. De er nemlig blevet inviteret til møde med uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen den 22. august.

“Det er ubetinget et positivt signal og første gang, så vidt jeg kan huske, i de mange år jeg og mange andre universitetsforskere har forsøgt at råbe politikerne op”, skrev Heine Andersen på Facebook om ministerens invitation.

Heine Andersen står bag kampagnen med navnet “Sæt forskningen fri” sammen med blandt andre Ole Wæver, der er formand for Forskningspolitisk Udvalg i Videnskabernes Selskab.

Den store motor er dog ph.d.-studerende Maria Toft, som sammen med ph.d.-foreningen PAND lancerede kampagnen #pleasedontstealmywork, der har sat fokus på dårlig kultur og seniorforskeres udnyttelse af unge forskeres arbejde.

Som hun tidligere har fortalt Forskerforum, var det fra starten hendes sigte, at den kampagne skulle ende ud i et fokus på de mere strukturelle faktorer, der skaber dårlige akademiske arbejdskulturer.

“Det er ikke et oprør mod alle seniorforskere. Det handler om, hvorfor systemet får folk til at agere sådan. Og vi ændrer ikke en fløjtende fis, hvis ikke vi står sammen”, sagde hun tidligere til Forskerforum.

Ved demonstrationen, hvor omkring 50 personer var mødt op, talte flere forskningsordførere. Her blev kravet om flere basismidler bakket op af ordførerne fra DF og Radikale Venstre, men afvist af SF og S.

}