Børn står i kø for at gå til videnskab: Topforskere skaber STEM-begejstring hos skolebørn

Børn i Danmark har fået et fritidstilbud, som tordner op ad popularitetslisten: naturvidenskab.
Videnskabsklubben tilbyder børn i 4. til 6. klasse forløb inden for forskellige grene af naturvidenskaben. Børnene mødes en gang om ugen og dyrker videnskab med gymnasieelever som instruktører, og pladserne bliver revet væk.

“Vi er vokset helt vildt, og vi kunne vokse endnu mere. Der er et kæmpe potentiale”.

Sådan siger Rikke Schmidt Kjær­gaard, tidligere lektor ved AU og i dag direktør for Videnskabsklubben, som hun selv tog initiativ til i 2014.

I slutningen af oktober starter omkring 780 børn op på hold med emner som primatologi, biodiversitet og materialefysik. Men samtidig står der næsten 500 børn på venteliste. Der er simpelthen ikke kapacitet til alle de interesserede, der gerne vil dyrke videnskab i deres fritid.

“Jeg tror, Videnskabsklubben rammer ned i et hul. Der findes ikke noget lignende herhjemme, men der er brug for det. Der er en masse børn i folkeskolen, der ikke trives med det faglige niveau. De mangler noget. Noget andet end det at gå til fodbold”, siger Rikke Schmidt Kjærgaard.

Som eksempel nævner hun en oplevelse, hun havde med et af sine egne børn.

“Da min yngste dreng gik i 2. klasse, fik vi at vide på et forældremøde, at de ikke vidste, hvad de skulle stille op med ham, for Daniel var jo ikke en “fodbolddreng”. Det er jo bare så synd. Og vi får mange børn ind i Videnskabsklubben, som pludselig oplever et interessefællesskab, de ikke har oplevet andre steder”.

Inspiration fra Harvard

Inspirationen til Videnskabsklubben stammer fra Harvard, hvor Rikke Schmidt Kjærgaard havde en postdocstilling i 2010-11.

“Min datter gik i noget, der hedder Boston Science Club for Girls. Det byggede på et mentorsystem, hvor ældre elever underviste yngre elever. Jeg kunne bare se, hvordan hun blomstrede og gik fra en genert pige til den, der turde noget og turde stå ved det, hun vidste”.

Hjemvendt til Danmark tog hun ideen op i Det Unge Akademi, hvor hun var blevet medlem. Her blev den grebet af Petrine Wellendorph, der dengang var lektor på Institut for Farmakologi på KU. De havde begge fået bevillinger fra Lundbeckfonden, så her henvendte de sig og fik en bevilling på godt 200.000 kr. til at prøve ideen af.

“Vi startede med vores egne børns skoler først, og andre fra Det Unge Akademi formidlede kontakt til deres børns skoler. Og så startede det op på 4-5 skoler i 2014. Det gik rigtig godt, og så fik vi en større pose penge året efter, og så gik det slag i slag frem til 2018, hvor vi fik en kæmpe bevilling fra Novo Nordisk Fonden på lige knap 16 millioner”, fortæller Rikke Schmidt Kjærgaard.

Videnskabsklubbens hold mødes en gang om ugen fra efterårsferien og syv uger frem. Aktiviteterne foregår på gymnasier fordelt over hele landet – dog flest i hovedstadsområdet – hvor det er lokale gymnasieelever – mentorer – der frivilligt leder aktiviteterne efter at være blevet uddannet til det.

“Rollemodeller” er et nøgleord for den opbygning. “Vi mangler kandidater i STEM-fagene. Og der skal vi som forskere gå forrest i forhold til rollemodeller, vel at mærke opnåelige rollemodeller, vi kan spejle os selv i. Derfor ville vi have det her mentorsystem, hvor børn kan spejle sig selv i gymnasieeleverne. Og det gør de. De spørger dem om alt muligt, der dannes nærmest et søskendeforhold”.

Elever får topforskere i deres netværk

Gymnasieelevernes rollemodeller er til gengæld de forskere, der står for at udvikle forløbene, og som uddanner dem til rollen som mentorer.

“Noget af det vigtigste i min karriere er mit netværk. Så når jeg er ude til workshoppen, vi holder med dem, fortæller jeg om, hvordan man opbygger sit netværk, og så siger jeg altid: Nu starter jeres netværk, blandt jer selv og blandt os i Det Unge Akademi. Brug os. Og det gør de. Det kan være ved deres 3.-års opgave, hvor de ringer eller skriver: Kender I en forsker, der kan hjælpe mig? Eller måske vil de gerne til udlandet efter gymnasiet og vil høre, om vi har nogle kontakter”.

En anden vigtig del af konceptet er, at de forløb, holdene inden for de forskellige fag skal igennem, er udviklet af forskere.

“Det er simpelthen, fordi vi sætter barren højt. Vi vil gerne give dem noget, de ikke får i folkeskolen. Vi skal ikke koncentrere os om læringsmål. Vi skal bare give dem noget, de synes er fuldstændig fantastisk og som har rødder i den rigtige forskning. For eksempel skal vores næste program, der handler om jorden som økosystem, udvikles af Katherine Richardson og Carsten Rahbek. Så har vi ansat flere erfarne folkeskolelærere og formidlere til at gå igennem materialet, men det er bare vigtigt – også for mig personligt – at vi får den nyeste viden med ind i de her programmer”, siger Rikke Schmidt Kjærgaard, der i dag har sat forskerkarrieren på pause og arbejder fuld tid som direktør for Videnskabsklubben.

Det skal bare være sjovt

Det nyeste faghold i årets udgave af Videnskabsklubben er kemiholdet. Bag det står Thomas Just Sørensen, professor ved Institut for Kemi på KU.

“Målet er, at børnene skal synes, det er sjovt, og ikke tabe interessen, og så det med, at man ikke skal være bange for kemi. Hvis børnene har nogle sjove dage, så kan de ikke undgå at lære noget. Og det er ret nemt at lave sjove ting i kemi. Vi skal lave slim og farver, og vi har også lavet et spil, der minder om UNO, bare med grundstofferne. Og så taler vi om aktiviteterne:

Hvorfor bliver slimen hård? Hvordan opstod den farve? Det er i virkeligheden evnen til at stille spørgsmål og opstille hypoteser, vi øver”, fortæller Thomas Just Sørensen.

Han kender Rikke Schmidt Kjær­gaard fra Det Unge Akademi og har fulgt med i Videnskabsklubbens udvikling. Og han var straks klar, da han blev spurgt, om han ville planlægge et forløb. Den største del af arbejdet er dog udført af hans ph.d.-studerende Lea Gundorff Nielsen, der med penge fra Videnskabsklubbens bevillinger er blevet frikøbt et år til at udvikle kemiforløbet.

Første og måske vigtigste skridt er at skabe tilstrækkeligt engagement hos de gymnasieelever, der som mentorer skal stå for forløbet.

“Min tese er, at kan man gøre gymnasieeleverne begejstrede, så er det ingen sag at få børnene med. Så min målgruppe er i virkeligheden dem. De skal klædes på relativt hurtigt og gøres begejstrede for det emne, de skal stå og snakke om over for børnene”, siger Thomas Just Sørensen.

Målet er spørgsmål om kemi

Et andet element, han lægger vægt på, er, at børnene stifter bekendtskab med begreber fra kemiens verden. Sproget er en vigtig forudsætning for at kunne forholde sig til den kemi, der omgiver os.

“Det giver dem først og fremmest et sprog, så de kan begynde at være nysgerrige på den atomistiske del af verden og stille spørgsmål om: Hvad er verden bygget op af? Hvorfor er væggen hvid? Hvilke pigmenter er der i den hvide farve? At de begynder at kunne spørge om kemi, er mit eneste reelle mål for forløbet. For desværre er kemi meget langt væk fra deres hverdag som folkeskoleelever i dag. Måske har de hørt om H2O og CO2, men så er det også det. Så de skal bringes fra intet at vide til at begynde at stille spørgsmål om, hvad der sker”, siger Thomas Just Sørensen.

Selv om kemiholdet kun mødes syv gange i løbet af efteråret, har han store forventninger til, hvad der kan vækkes hos børnene, når de først er sammen med kammerater, der deler den naturvidenskabelige interesse.

“Jeg tror sådan set, at alle børn er interesserede i natur og teknik på et eller andet plan. Men det er klart, at når vi har halvanden time, og man er sammen med andre, der har valgt kemi til, fordi de synes, det er spændende, så har du et helt andet fokus. Børn er nogle svampe, når de laver de her ting. Vi har testet det af på 2-3 børnehold, og de kan faktisk godt foretage de slutninger, vi tror, de kan. De kan i virkeligheden meget mere, end vi tror”.

Det handler om at nære den naturlige STEM-interesse hos børn, men det handler i høj grad også om mentorerne – de frivillige gymnasieelever, der underviser.

“Det her kommer ikke til at løse vores STEM-problematik, men det er et rigtig godt skridt. Hvis vi vil have mere STEM-uddannelse, skal vi have mange flere, der kan undervise og er motiverede for det. Og jeg tror, mange af vores mentorer er motiverede for at gå den vej. Det er der, vi starter”, siger Thomas Just Sørensen.