Gå til sidens indhold
Studerende under en besættelse af Roskilde Universitets Center, som det hed indtil 2008.
Studerende under en besættelse af Roskilde Universitets Center, som det hed indtil 2008.
Foto: Mik Eskestad/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix
Roskilde Universitet

RUC – barn af en uhellig alliance

Det er ikke mange gange i verdenshistorien, at arbejdsgivere, socialdemokrater og marxister har været enige. Men RUC kunne de enes om … for en stund.

Emneord:

RUC blev til som konsekvens af et arbejdsmarked, der fra både arbejdstager- og arbejdsgiverside ønskede mere uddannelse. Samtidig var der en generel utilfredshed med de gamle universiteter, der simpelthen ikke var fulgt med tiden. Som det konservative folketingsmedlem Erik Haunstrup Clemmensen formulerede det i en debat på Christiansborg: “Stivhed, traditionsbundethed og næsten uoverstigeligt snævre faggrænser må høre fortiden til og må nedbrydes jo før jo hellere”.

Beslutningen om RUC blev taget i 1970, og manden, der skulle realisere planerne, var Erling Olsen, professor i nationaløkonomi ved KU og tidligere MF for Socialdemokratiet. Han blev ansat som rektor og kom til at lede det interimstyre, der udstak de overordnede principper for RUC: en uddannelsesstruktur med toårig basisuddannelse og efterfølgende to- eller fireårig overbygning. Studiearbejde i form af problemorienteret projektarbejde i grupper.

I interimstyret var de (kommende) studerende repræsenteret af Danske Studerendes Fællesråd (DSF), der tidligere havde slået til lyd for ideen om basisuddannelser. DSF havde i løbet af tresserne udviklet sig fra en teknokratisk organisation til et aktivistisk politisk forum under stor påvirkning af studenteroprøret i 1968.

“Erling Olsen har altid været en fiffig fyr. Han allierede sig med folk fra studenteroprøret, for de havde vist fremsyn og ville gøre op med det gamle universitets former – udenadslære og autoritativ hierarkiske forhold, hvor ældgamle professorer styrede på den måde, de selv var opdraget på i 30’erne. Og de ansatte så kammeraterne – sådan nogle som mig”, fortæller Ilja Wechselmann.

“Dygtige” marxister tog magten

Selv om man enedes om de grundlæggende principper, var det med forskellig tilgang. Hvor lærerne fremhævede gruppearbejdets progressive perspektiver, havde rektor Erling Olsen ikke lagt skjul på, at det ville spare en masse lærertimer, hvis de studerende kunne undervise hinanden.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at de ideologiske modsætninger blev for store. Tidsånden var rød og revolutionær, både blandt de studerende og blandt de unge lærere, for hvem marxismen var og blev den altdominerende videnskabsteoretiske tilgang.

“Jeg holdt strengt på, at der ikke måtte ske ansættelser efter politiske kriterier. Når der blev ansat så mange marxister, skyldes det simpelthen, at hvis man tog de dygtigste af en årgang efter de traditionelle kriterier, så var de marxister”, har Erling Olsen efterfølgende fortalt til historikeren Else Hansen.

Han brød sig imidlertid ikke om den faglige ensretning, og da det første rektorvalg på RUC skulle afholdes i 1972, slog han valgkampen an ved i Politiken at lufte sin frygt for, at RUC skulle ende som “marxistisk missionsskole”. Det rektorvalg tabte han til Thomas Webb.

“Den sidste dag sad vi i kantinen, og jeg spurgte: Hvad vil du gøre i morgen, når du ikke er rektor mere? Det er jeg, sagde han. Han forstod ikke, hvad der skete. Det groveste var, at man gik op og flyttede hans møbler ud af hans kontor, inden han var stoppet som rektor. Det var revolutionære tider”, fortælle Ilja Wechselmann.

To dage fra lukning

Den politiske strid omkring RUC kulminerede i 1975-77, blandt andet på baggrund af en kritik fra Erling Olsen, der stadig havde et professorat på RUC, af lavt fagligt niveau særligt på SAMBAS-uddannelsen. Det fik undervisningsminister Ritt Bjerregaard til at opstille krav om en “reorganisering” med eksamener, obligatorisk undervisning og godkendelse af projektforslag.

Da RUC vægrede sig ved at leve op til kravene, indsatte Ritt Bjerregaard tre “eksterne” rektorer til at gennemføre ændringerne, hvilket medførte dramatiske protestaktioner, blandt andet da 203 SAMBAS-studerende nægtede at tilmelde sig deres eksamen og derefter blev bortvist. I sidste øjeblik – to dage før en folketingsdebat, hvor et politisk flertal ville beslutte at lukke RUC – blev der indgået et forlig om en mindelig overgangsordning.

“Ritt Bjerregaard, vores forhadte undervisningsminister, som i virkeligheden var en stor pragmatiker. For hun vidste, at hvis det fortsatte på den måde, ville der være politisk flertal for at lukke hele balladen”, siger Ilja Wechselmann.


Kilder: Else Hansen: En koral i tidens strøm – RUC 1972-1997 (1997) samt interview med Ilja Wechselmann.

Vil du opdateres på, hvad der sker?