Dansk Magisterforening

Ulvetid

© Foto: Privat

Frederik Hertel
Del artikel:

Oven på udflytning og reduktion af uddannelsespladser og under indtryk af de aktuelle valgoplæg kan man få fornemmelsen af, at de sorte skygger trækker sig sammen over det danske universitetslandskab.

Man kan drømme sig tilbage til tidligere paroler om den lærende økonomi, hvor universiteter og undervisningsinstitutioner var kilde til ny viden i den private og offentlige sektor. Det handlede ikke blot om, hvordan dygtige naturvidenskabelige kandidater, ingeniører, teknikere m.fl. tilførte kompetencer, færdigheder og viden til virksomheder, men også om den positive indvirkning, som øvrige akademikere havde på vækst og udvikling i virksomheder og institutioner.

Før sommerferien lancerede reformkommissionen et idekatalog med forslag, der allerede er indført, men som derudover indeholder forslag, der giver nervøse trækninger, og som atter vender vrangen ud på uddannelsesområdet. Heriblandt er at variere længde og udformning af kandidatuddannelserne samt en relancering af en forkortet og lånebaseret SU.

Den sidste del blev fulgt op af Venstres valgoplæg, der lancerer ideen om, at et års mindre SU vil, iflg. henvisninger til finansministeriets beregninger, skabe et provenu på 1,2 mia., der kan anvendes til forbedringer af uddannelsesområdet. Umiddelbart er det den type ideer, der i dobbelt forstand gør det vigtigt for unge at vælge rigtigt første gang.

Socialdemokratiet og Venstre gentager i deres valgoplæg reformkommissionens ide om etårige tekniske, samfundsvidenskabelige og humanistiske kandidatuddannelser, der har et omfang på 75 ECTS-point fordelt over et kalenderår. Men den foreslåede forøgelse af undervisningslektionerne kan ikke kompensere for det læringstab, der er konsekvensen af den reducerede studietid.

Unge er ikke videnskonsumenter, der kun modtager eller forbereder sig på at modtage undervisning. Og den traditionelle tankpasserpædagogik slår ikke til, hvis man vil uddanne unge på et universitetsstudie.

Unge er ikke videnskonsumenter, der kun modtager eller forbereder sig på at modtage undervisning. Og den traditionelle tankpasserpædagogik slår ikke til, hvis man vil uddanne unge på et universitetsstudie. Studiepraktik, undervisningsøvelser, opgave- og projektskrivning m.m. indgår som metoder til at sikre, at de kandidatstuderende gennemløber selvstændige, kritiske og kreative bearbejdningsprocesser, der er en essentiel del af den læring, der forventes på et universitetsstudie. Tid til dette fordybelsesarbejde vil blive en mangelvare på de foreslåede etårige kandidatstudier. Oven i dette kommer, at boligudgifter i storbyerne nu er så høje, at en del af de studerende nødvendigvis må supplere SU’en med studiejob.

I modsætning til den foreslåede etårige kandidatuddannelse er forslagene om toårige og fireårige kandidatuddannelser mindre radikale. De foreslåede fireårige kandidatuddannelser, hvor den studerende kombinerer uddannelse og job, kender vi allerede fra fx revisionsuddannelsen. Den uddannelsesform kan lettere indføres, men beslutningstagerne bør være opmærksomme på, at der er en markant forskel på den læring, som opnås på et fuldtidsstudie, og den, som skabes parallelt med et job. Fuldtidsstudier tilbyder en helt anden mulighed for, at de studerende kan udfordre deres faglighed, egne synspunkter og virkelighedsopfattelser. Det er grunden til, at fuldtidsstudier har potentiale til en dybere form for læring.

Det er et nærmest stålfast politisk princip, at uddannelsesområdet, og herunder ikke mindst universitetsområdet, årligt skal reformeres eller måske ligefrem re-reformeres. Danske universiteters grafiske oversigt over udvalgte reformer af universitetsområdet viser en helt særlig form for hyperaktiv politisk foretagsomhed på uddannelsesområdet. Der lyder herfra ikke en klage over politisk bevågenhed, og der ydes ikke modstand mod forandring eller næres nogen form for udviklingsresistens. Tværtimod. Som universitetsansatte vil vi blot have tid til fordybelse i forskning og til at levere forskningsbaseret undervisning, der bidrager til udviklingen af såvel den private som den offentlige sektor.

}