Dansk Magisterforening

Ekspert: Ulovlige kontrakter flyder på ministeriets hjemmeside

Sten Schaumburg-Müller siger, at offentligt ansatte, herunder forskere, kun kan pålægges tavshedspligt i de særlige tilfælde, der gives mulighed for i § 27 i forvaltningsloven. © Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Claus Baggersgaard
Del artikel:

Uddannelses- og Forskningsministeriet har standardkontrakter liggende, som forskere anbefales at benytte, når de samarbejder med private virksomheder, men kontrakterne er ulovlige, fordi de pålægger forskerne en alt for vidtgående tavshedspligt, vurderer juraprofessor. Ministeriet vil nu undersøge problematikken.


Mange vil nok tro, at en skandale, der river tæppet væk under grundlaget for en kæmpe politisk aftale om vandmiljøet og ender med at koste ministeren jobbet, vil få centraladministrationen til at rette ind og fjerne alle spor af ulovlige kontrakter indeholdende tavshedsklausuler, men sådan er det åbenbart ikke i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Til trods for den såkaldte gyllegate-skandale, der blandt andet handlede om, at forskerne, der leverede tallene til vandmiljøplanen, blev pålagt dobbelt tavshedspligt, har ministeriet fortsat fem såkaldte modelaftaler liggende på ministeriets hjemmeside, der pålægger forskerne en udvidet tavshedspligt, der er i strid med forvaltningsloven.

Ministeriet skriver, at de er skræddersyet til forskellige typer af samarbejde mellem forskningsinstitutioner og virksomheder, men flere af standardkontrakterne er altså ulovlige, vurderer Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. Han har skrevet om modelaftalerne i et kapitel i den nye bog “Forskningsfrihed – Hvad med juraen?”

Ifølge juraprofessoren er den form for omfattende hemmeligholdelse i aftalerne i strid med det danske kodeks for forskningsintegritet fra 2014 og kan ifølge lov om videnskabelig uredelighed fra 2017 udgøre en tvivlsom forskningspraksis.

“Nogle af kontrakterne er efter min vurdering ulovlige, fordi de pålægger forskerne en tavshedspligt, der ikke er hjemmel til. De indeholder en vidtgående mulighed for hemmeligholdelse af forskningsresultater, der udgør en indskrænkning af forskerens ytringsfrihed, og på den baggrund er det naturligvis kritisabelt, at ministeriet fortsat anbefaler brugen af aftalerne”, siger Sten Schaumburg-Müller.

Han tilføjer, at et universitet heller ikke kan udvide tavshedspligten over for en forsker, selvom universitetet har forpligtet sig til det over for en virksomhed.

Man kan få en fornemmelse af, at der ikke er sket en systematisk opfølgning med henblik på at sikre, at loven overholdes, og det går jo ikke. De burde virkelig få ryddet op.

Sten Schaumburg-Müller

§ 27 er afgørende

Sten Schaumburg-Müller forklarer, at det springende punkt er § 27 i forvaltningsloven, som er en lang og relativt indviklet bestemmelse, men helt grundlæggende er det sådan, at offentligt ansatte, herunder forskere, kun kan pålægges tavshedspligt i de særlige tilfælde, der gives mulighed for i § 27.

Det kan fx være i oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold, oplysninger af væsentlig betydning for statens sikkerhed, rigets forsvar eller rigets udenrigspolitiske interesser.

Det kan også være i forbindelse med forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser, og så nævner loven også, at oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder heller ikke må videregives, hvis de er af væsentlig økonomisk betydning for en person eller virksomhed.

Sten Schaumburg-Müller skriver i bogen, at sidstnævnte kan være relevant for forskere, der deltager i et forskningsprojekt rekvireret af en virksomhed, som leverer følsomme baggrundsoplysninger om sin forretning i forbindelse med projektet. De oplysninger vil være omfattet af tavshedspligten, men den viden, der skabes i forskningen, vil derimod typisk ikke være omfattet. Hvis en virksomhed overvejer at søge patent på en opdagelse, kan der aftales tavshedspligt, men kun i en kort periode.

Det er slet ikke en legitim grund til at pålægge tavshedspligt, at oplysninger eller forskningsresultater er ubehagelige eller ubekvemme for virksomheden at få frem i offentligheden, forklarer

Sten Schaumburg-Müller, der i øvrigt undrer sig over, at ministeriets hjemmeside med modelaftalerne ikke er opdateret siden 2013.

“Man kan få en fornemmelse af, at der ikke er sket en systematisk opfølgning med henblik på at sikre, at loven overholdes, og det går jo ikke. De burde virkelig få ryddet op”, siger han.

Det er Morten Rosenmeier, professor i jura på Københavns Universitet og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) og medforfatter til bogen, enig i.

Han mener, at det er grotesk, at der fortsat ligger ulovlige dokumenter på offentlige myndigheders hjemmeside, til trods for at Ombudsmanden har afgjort, at mundkurvskontrakter er i strid med loven.

“Hvis de vil noget med de fine ord om forskningsfrihed, kunne de i det mindste fjerne det fra styrelsens hjemmeside. Det vidner om manglende respekt for forskningsfriheden, og de burde få ryddet op”, siger Morten Rosenmeier.

Siden med de ulovlige samarbejdsaftaler. 

Tråde til gyllegate

Det var Heine Andersen, professor emeritus på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, som afslørede, at der i mindst ti år fandt en udbredt brug af ulovlige tavshedsklausuler sted i adskillige ministerier og styrelser. Universitetsforskere, der arbejdede med myndighedsbetjening, altså leverede rapporter og analyser til ministerierne, måtte skrive under på standardkontrakter, der forbød dem at udtale sig om deres resultater, før ministeriet ønskede det, og de måtte heller ikke fortælle offentligt, at de var blevet pålagt tavshedspligt.

Det var først, da sagen om landbrugspakken, der blev døbt gyllegate, begyndte at rulle i 2016, at der kom fokus på de ulovlige tavshedsklausuler.

Det viste sig, at regeringen og dens embedsmænd havde fremlagt et mere miljøvenligt kvælstofregnskab for landbrugspakken over for Folketinget, end der reelt var belæg for. Forskerne fra AU, der stod for beregningerne, måtte først udtale sig, efter at lovforslaget var blevet behandlet i Folketinget, og forskerne måtte ikke engang fortælle, at de var underlagt en tavshedsklausul.

Sagen førte til, at Eva Kjer Hansen (V) måtte forlade posten som miljø- og fødevareminister, og i 2017 efter kritik fra Ombudsmanden blev standardkontrakterne ændret.

Mens gyllegate altså handlede om tavshedspligt, når forskere samarbejdede med offentlige myndigheder, handler standardkontrakterne, der stadig ligger på ministeriets hjemmeside, om samarbejdet med private virksomheder.

Alligevel er der ifølge Heine Andersen lighedspunkter og tråde mellem de to sager.

Startede med Schlüter-udvalget

Heine Andersen forklarer, at standardkontrakterne blev udformet af det såkaldte Johan Schlüter-udvalg, navngivet efter formanden, der var fra et privat advokatfirma. Udvalget, der sluttede sit arbejde i 2008, havde til formål at gøre det lettere at indgå aftaler om immaterielle rettigheder mellem offentlige forskningsinstitutioner og private virksomheder.

Ifølge Heine Andersen blev Schlüter-udvalgets standardkontrakter retningsgivende for andre vejledninger, så de ulovlige formuleringer om tavshedspligt spredte sig på universiteterne, og udvalgets arbejde var også med til at legitimere de skandaløse mundkurvskontrakter, som ministeriet benyttede til at lukke munden på forskerne i forbindelse med gyllegate.

Heine Andersen er enig i, at hemmeligholdelsesklausulen er alt for generel og restriktiv. Hovedreglen må være, at forskningsresultater skal offentliggøres. Der skal særlige grunde til for at kræve hemmeligholdelse.

Han siger, at der i aftaler om rekvireret forskning i særlige tilfælde kan aftales fortrolighed om de konkrete forskningsresultater. Det skal i så fald aftales og begrundes i kontrakten, og man kan ikke aftale fortrolighed senere i projektet, fordi resultaterne ikke er faldet ud som forventet eller ønsket.

“Jeg mener, at modelaftalerne har været kritisable fra starten, og at dette i hvert fald burde have været helt tydeligt efter Ombudsmandens intervention i forlængelse af mundkurvskontrakterne og gyllegate i 2016. Hvorfor Uddannelses- og Forskningsministeriet så fortsat har modelaftalerne på hjemmesiden, er svært at vide – om det er med overlæg eller sjusk? Da der jo har været en del eksempler også fra de senere år på, at myndigheder – styrelser og ministerier – med åbne øjne begrænser forskeres publicerings- og ytringsfrihed uden lovhjemmel, tager jeg det som et udtryk for, at man simpelthen ikke har den fornødne respekt for disse principper. Vi ser det samme, når det gælder at overholde offentlighedsloven”, siger Heine Andersen.

Svar fra ministeriet

Forskerforum har spurgt ministeriets presseansvarlige, om ministeriet er enig i, at modelkontrakterne er ulovlige, og hvorfor de fortsat er at finde på ministeriets hjemmeside.

Hertil svarer Uddannelses- og Forskningsministeriet:

“Uddannelses- og Forskningsministeriet har noteret sig de synspunkter, som fremgår af den omtalte bogudgivelse fra Akademikernes Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde, og er ved at se nærmere på den problematik, som bogen rejser”.

}