Argumenterne mod kandidatreformen står i kø

Gode argumenter mod regeringens kandidatreform er efterhånden legio. Væsentlige argumenter i debatten har centreret sig om følgende pointer:

Etårige kandidatuddannelser kan kritiseres for manglende kvalitet og dybde i uddannelsen. Kortere uddannelse vil helt logisk føre til en reduceret kvalitet og dybde i uddannelsen. En af styrkerne ved det danske system er, at det uddanner individer, og jeg frygter, at meget af det vil gå tabt, hvis kandidaten bliver etårig. Der bliver mindre tid til at finde sin egen vej. Kandidatuddannelser er normalt beregnet til at give en specialiseret og avanceret viden inden for et bestemt fagområde, og en forkortet varighed vil uvægerligt betyde, at studerende ikke får den samme dybtgående forståelse og ekspertise som i dag.

Et andet argument handler om fremtidige dimittenders værdi på arbejdsmarkedet. En kortere kandidatuddannelse kan også føre til bekymringer om, at arbejdsgivere ikke vil værdsætte den på samme måde som en længerevarende kandidatuddannelse – med de facto A- og B-kandidatuddannelser vil de kortere kandidatuddannelser føre til en forringet arbejdsmarkedsværdi og på sigt lavere løn for denne gruppe. En kandidatuddannelse er ofte en investering i ens faglige karriere, og en forkortet varighed kan betyde, at studerende ikke får den samme arbejdsmarkedsværdi eller konkurrencefordel som kandidater med længere uddannelser.

Et tredje kritikpunkt er, at etårige kandidatuddannelser kan begrænse mulighederne for specialisering. Den nuværende kandidatuddannelse giver et minimum af tid og mulighed for at engagere sig i sit fag og specialisere sig inden for et bestemt område, hvilket kan bidrage til at udvikle en dybere ekspertise og en højere kvalitet af den viden, som er yderst værdifuld på arbejdsmarkedet. Den viden og medfølgende kompetencer bliver der mindre af med mindre uddannelse, og det har, ifølge Det Økonomiske Råds beregninger, den konsekvens, at det kan føre til et tab i BNP på et sted mellem 7 og 14 mia. kr. om året – hvert år!

Et fjerde kritikpunkt handler om øgede omkostninger for studerende ved en etårig kandidatuddannelse. Selvom etårige kandidatuddannelser kan betyde en kortere varighed og dermed potentielt lavere studieomkostninger, kan de også føre til en øget økonomisk byrde for studerende. Kandidatuddannelser kan allerede være omkostningsfulde for den enkelte, og en forkortet varighed kan betyde, at studerende skal betale for en intensiv uddannelse over en kortere periode, hvor der ikke er tid til studenterjob, hvilket kan gøre uddannelsen mindre tilgængelig. Med etårige kandidatuddannelser bliver det svært for studerende fremover at have et studiejob ved siden af studiet. Studiejob er vigtigt for at opnå erhvervserfaring og få det første fuldtidsjob, viser data fra Dansk Industri. Andelen af dimittender, som kommer hurtigt i job, stiger markant ved studiejob.

Endelig vil udgifter til videreuddannelse til en toårig kandidatuddannelse på et senere tidspunkt, som regeringen ønsker skal være normen fremover (selvom Finansministeriet kun regner med, at 5 pct. vender tilbage til en sådan videreuddannelse), medføre øgede uddannelsesudgifter for den enkelte, oftest i en situation, hvor man må forvente, at dimittenderne er i en livsfase, hvor de etablerer sig med familie og bolig. DI og DE har gjort det ret klart, at de ikke har tænkt sig at betale for videreuddannelse, og at dette skal ske i fritiden. Det virker grundlæggende urealistisk for de fleste dimittenders vedkommende økonomisk og tidsmæssigt som børnefamilie.

Reformens tilhængere har argumenteret for, at verden er under hastig forandring, og det er helt afgørende for samfundet, at vores uddannelser følger med tiden, derfor skal de gøres kortere. At skulle “følge med tiden” er den slags ræsonnementer, man fremfører, når man ikke har nogen meningsfulde argumenter for det, man vil.