Dansk Magisterforening

“Jeg er i en branche, der ødelægger mennesker”

© Foto: Sara Galbiati

Claus Baggersgaard
Del artikel:

Sidsel Lond Grosen, lektor på RUC, har oplevet flere kolleger gå ned med stress, men det overrasker hende desværre ikke, når hun ser på arbejdsvilkårene på universiteterne.

En ny medlemsundersøgelse gennemført af fagforeningen DM viser, at forskere er mere stressede end ansatte i andre brancher. Forskere går oftere på arbejde, selvom de føler sig syge, og flere forskere beskriver deres arbejdsplads som præget af stress. Mere end en tredjedel af de forskere, der oplever stresssymptomer, svarer også, at de ikke kan udføre deres opgaver tilfredsstillende.

Resultatet overrasker desværre ikke Sidsel Lond Grosen, der er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, hvor hun bl.a. forsker i, hvordan teknologier medvirker til at forandre arbejdets indhold, organiseringen og den mening, der er knyttet til det. Hun startede på universitetet som ph.d.-studerende i 2005 og har gradvist set arbejdsvilkårene blive mere og mere pressede af reformer og besparelser, der betyder, at de skal undervise mere og mere, og der er kommet flere arbejdsopgaver.

“Det er ikke mærkeligt, at mange har stress, når man ser på arbejdsbetingelserne. Personligt er jeg god til at planlægge min tid og på den måde få hverdagen til at fungere, men der har alligevel været perioder, hvor jeg har balanceret på grænsen til at have stress. Jeg lå vågen om natten, havde svært ved at huske og havde flere af de kendte stresssymptomer, men når jeg ser mig omkring, er der alt for ofte kolleger, der er langtidssygemeldte med stress, og det er virkelig trist at opleve”, siger hun.

Det viser DM’s stressundersøgelse

  • 56 % af forskerne har det seneste år arbejdet, selvom de følte sig syge.
  • 48 % beskriver deres arbejdsplads som præget af stress.
  • 55 % mener, at der ikke gøres tilstrækkeligt for at forebygge stress på deres arbejdsplads.
  • 50 % har den seneste måned oplevet symptomer, der ofte forbindes med stress.
  • 36,7 % af forskerne, der oplever stresssymptomer, mener ikke, de kan udføre deres arbejdsopgaver tilfredsstillende.

Alle er pressede

Ifølge Sidsel Lond Grosen forsøger de at hjælpe hinanden, så godt de kan, som kolleger, men det er langtfra altid, at det bliver opdaget i tide, inden en kollega går i dørken.

“De fleste forsøger at holde skruen i vandet, men på et tidspunkt går den ikke længere. Folk er så pressede af undervisningsnormeringerne, at de har mindre kapacitet til at aflaste hinanden, så det er generelt sådan i dag, at hvis du er ansat på fuld tid, må du også løfte på fuld tid. Det er slet ikke befordrende at være en del af en branche, der ødelægger mennesker, og det gør stress. Det har jeg selv set”, siger Sidsel Lond Grosen.

Hun tilføjer, at hun oplever, at de, der kommer tilbage fra en sygemelding, får hjælp bl.a. i form af at kunne gå på nedsat tid i en periode, men hun oplever ikke, at det nytter på længere sigt, fordi de kommer til en arbejdsplads, der er presset i bund på ressourcer.

Et kompliceret puslespil

Sidsel Lond Grosen fortæller, at en af tingene, der bidrager til stress, er, at forskere har en hverdag med rigtig mange forskellige opgaver, der måske ikke hver for sig er så tidskrævende, men som akkumuleret stjæler meget tid. Det primære er selvfølgelig undervisning og forskning, men så er der også en tredje klump, der handler om alt det administrative, og hvad hun kalder universitetslivet, som at deltage i udvalg. Desuden er der hele formidlingsdelen og at skrive fondsansøgninger, som er et kæmpe arbejde, forskerne ofte må udføre i fritiden.

“Det er lidt af et puslespil at få de forskellige opgaver til at gå op. I princippet er grundfordelingen 60 % af arbejdstiden til undervisning og 40 % til forskning, og det lyder også godt på papiret, men sådan er det ikke i virkeligheden. En af tingene, man kan skrue på, når økonomien er presset, er, hvor meget vi skal undervise og vejlede, og nogle gange er det fuldstændig urealistisk, at vi kan nå det på normeret tid. Det er der heller ingen, som forventer”, siger hun.

Det kommende semester er hun eksempelvis selv involveret i at afholde eksaminer, hvor der er afsat færre arbejdstimer til opgaven end det antal timer, underviserne rent fysisk vil skulle være i eksamenslokalet og eksaminere de studerende.

Forskning kræver lang og sammenhængende tid, og så nytter det ikke, at din forskningstid er fordelt ud over ugen mellem møder, vejledning og undervisning. Det batter ikke rigtigt, og det stresser mange.

Sidsel Lond Grosen, lektor

Mangler sammenhængende forskningstid

Selvom der altså er meget fokus på undervisningen, fortæller hun, at man også bliver nødt til at levere på forskningen, fordi det er dine forskningsmeritter og evne til at skaffe eksterne midler, der betyder mest, når der skal ansættes og forfremmes. Men i forhold til undervisningen er det lidt som at tisse i bukserne at skaffe eksterne midler, fordi de forskere, som får midler til et forskningsprojekt, bliver trukket ud af undervisningen og efterlader kollegerne med en større arbejdsbyrde.

Og dermed bliver det endnu sværere for de forskere, der ikke har fondsmidler, overhovedet at skaffe tid til at forske, fortæller hun.

“Forskning kræver lang og sammenhængende tid, og så nytter det ikke, at din forskningstid er fordelt ud over ugen mellem møder, vejledning og undervisning. Det batter ikke rigtigt, og det stresser mange”, siger Sidsel Lond Grosen.

Det sker ofte, at hun arbejder mere end en almindelig arbejdsuge. Ikke fordi hun oplever arbejdet som et kald, men fordi hun føler, at hun som forsker har forpligtelser over for de studerende og kolleger, hun samarbejder med om fondsansøgninger, artikler eller feltarbejde.

“Du kan godt arbejde over noget af tiden, og nogle kan måske gøre det hele tiden, men det kan jeg ikke”, siger hun.

Ifølge Sidsel Lond Grosen er en sidste ting, der medvirker til stress, den nærmest uendelige strøm af reformer, som politikerne har udsat universiteterne for de sidste mange år. 29 af slagsen er det blevet til de sidste 20 år i form af bl.a. dimensioneringen, fremdriftsreformen og udflytningsplanen, og oveni har de på RUC også selv gennemført store forandringer af deres uddannelser.

“Vi har lige været igennem en stor kandidatreform på RUC, hvor alle uddannelser er blevet omlagt, og nu står vi over for en statslig kandidatreform. Der sker meget i universitetssektoren hele tiden, og det er med til at intensivere følelsen af stress. Vi får ikke ro udefra, og det skaber forstyrrelser og usikkerhed for mit vedkommende”, siger hun og tilføjer henvendt til dem, der tror, at forskere har en dejlig lang sommerferie, at hun kan holde tre uger som alle andre.

© Foto: Sara Galbiati
© Foto: Sara Galbiati
}